Normalt bruger jeg billeder af Grumpy Cat, når jeg er sur, men jeg synes egentlig, det er så slemt den her gang, at vi er nødt til at skulle ud i noget Colonel Meow.
Jeg er vred. Fuldstændig fysisk dirrende, tårer i øjnene, har lyst til at smadre noget-vred. Og eftersom mine vægge er så skrøbeligt byggede, at det stensikkert ville efterlade et massivt hul, hvis jeg sendte en knyttet næve
Ømt var det. Gensynet med Frank. Jeg kunne høre ham miave ynkeligt fra den anden side af døren i sekundet, jeg trådte ud af elevatoren. Eller bræge, som Frank jo snarere gør. Brrrræh. Brrræææææhhhh!
Efter at have kysset ham i panden tilpas mange gange, og han havde æltet sine kløer
Jeg har snydt folk på instagram (@miriampoulsen). HA! I nat smed jeg nemlig billedet til venstre op, som forestiller mig med ny frisure. Pandehår. Tungt, tungt pandehår. Begejstringen var ingenlunde voldsom (men til jeres credit, var der heller ingen, der skrev, at det var hysterisk grimt!).
Jeg synes, det får mig til at se væsentligt ældre ud. Eller
Jaja, jeg skal have en ny header. Jeg ved det godt.
Jeg føler mig lidt som en af de store aviser, der er nødt til at bide i det sure æble og indrømme, at de fuckede op. Ikke fordi de selv synes, de fuckede op, men fordi der er nogle andre, der synes det. Og det er ikke så godt, når man er en avis. Eller mig, da jeg jo er en anelse perfektionistisk.
Here’s the
Klokken er lidt over to, og jeg ligger i min hotelseng og forsøger at abstrahere fra min mors snorken, der rammer nogle imponerende decibel. Jeg kan ikke sove. Ikke af mangel på træthed, dog. Slet ikke. Faktisk er jeg absurd træt. Derudover gør mine fødder så ondt, at jeg, når jeg går, vralter af sted som et barn, der har skidt
Det er temmelig pinligt at skulle vise min kuffert frem, men pinlighed har alle dage været en af bloggens hovedtemaer, så jeg bider det pænt i mig for jeres underholdnings skyld. 😉 Kufferten bærer tydeligt præg af, at den til daglig agerer seng for Frank. Jeg var for langsom til at få den sat væk engang, jeg havde været i Jylland, og så
Da jeg for noget tid siden gik totalt i usikkerhedspanik, fordi der var momentan læserflugt, og bad om hjælp til at finde ud af hvorfor, var der en læser, der skrev følgende til mig: “(…)det er jo bare et psykologisk faktum at folk søger mod glade, positive mennesker
Frank sidder ved siden af mig og tjatter til mig med poten for at få opmærksomhed. Hvis jeg ikke snart reagerer, finder han kløerne frem og kradser på min arm, indtil jeg nusser ham bag øret. Det er et fast ritual.
Om tre dage sætter jeg mig i et tog mod Berlin og efterlader Franken alene her. Jeg har tænkt en del over, hvad jeg skulle gøre
Ha! Lige på falderebet som sædvanlig. Sådan fungerer alle aspekter af mit liv tilsyneladende!
I september 2012…
…løb jeg tør for plads til sko…
…bitchede jeg over folk med Arto-mund. Mig selv inklusiv.
…Og verdens
Det oprindelige formål med tøsemiddagen i fredags var egentlig, at sødeste Stine skulle have lov til at lege lidt med mit ansigt. Stine er nemlig hår- og makeupartist og en knalddygtig én af slagsen. (Faktisk kom hun lidt for sent, fordi hun lige skulle hjem fra Sverige, hvor hun lavede kampagne for Boozt.com.