Kasper Daugaard. Mens min hemmelighedsinbox vidner om et utal af piger, der er ulykkelige over, at Lukas Graham skal være far, så sukker jeg mere over pianisten i det foretagende. Han kan noget med et keyboard! Det er ellers virkelig de færreste mænd, der kan få mig til at beundre en manbun.
Jonathan fra Brødrene Løvehjerte. Enten har man
Matt Groening. Et af de kloge hoveder bag The Simpsons og så urimeligt sjov.
Tommy Kjærsgaard. Snakker hurtigt, nørdet og utroligt passioneret omkring NFL i fjernsynet. Folk, der brænder for noget, er åndssvagt tiltrækkende.
Liam Neeson. Jeg ved godt, han er 62, men han er stadig en nydelig mand. For ikke at tale om afsindigt badass!
Ane. Nej,
Stephen Fry. Jeg ved godt, at han er både gammel og temmelig homoseksuel, men han også latterligt klog og sindssygt sjov. Det er virkelig ikke min skyld – han drager! (Som Misse Møhge ville have sagt det.)
Stephen Merchant er vel på mange måde bare en yngre, heteroere (nej nej, overhovedet ikke et ord) og mere rødhåret Stephen Fry. Jeg kan
Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at glemme Gilbert Blythe fra Anne of Green Gables i det første indlæg med hemmelige crushes. Han er min fiktive kærlighed nummer et. De fås simpelthen ikke bedre.
Macklemore. Åh, jeg er alt for gammel til at være fangirl, men den her mand kan noget med sine tekster. Og så eeeelsker jeg alt, han har på
Legolas. Ikke Orlando Bloom, men Legolas. Når parykken ryger, forsvinder magien.
Jeff Buckley. Jeg er normalt ikke i nærheden af at være tiltrukket af splejsede, pivende musikere, men Jeff Buckley siger alt, der er i mit hjerte! Der er så selvfølgelig det lille aber dabei, at han har været død i 16 år.
Thomas Madvig. Jeg kan ikke gøre
I går blev Idris Elba udnævnt til People’s Sexiest Man Alive 2018, en beslutning, jeg umiddelbart kun kan tilslutte mig. Jeg delte nyheden på instastories, hvilke satte gang i en masse meninger, og det fik mig til i dag at starte en slags afstemning omkring, hvem der er Danmarks mest sexede mand. Bare sådan for nysgerrighedens skyld, der er intet trofæ eller noget. Jeg synes, det
Men hov, var det ikke noget med, at Tinder-manden og jeg havde en aftale om ikke at se andre, indtil vi i januar fik mulighed for at give hinanden et rigtigt skud? Jo, det var det, og selvom det grundet den nødvendige status quo er blevet lidt halvlunkent i mellemtiden, så håber jeg stadig, at januar bringer
I maj sidste år gjorde jeg mig altså faktisk ikke i ret meget andet end hemmeligheder og Paradise Hotel, men de par indlæg, der havde andre emner, får I her:
Jeg råbte og skreg om trælse ting, bloggere gjorde. Og det var kun nogle af dem, der udsprang af rendyrket misundelse! 😉
Jeg har generelt et lidt ambivalent forhold til instagram. Jeg er tosset med hele snapshot-konceptet, men jeg synes ofte, det (lidt ligesom med blogs) forvandler sig til en konkurrence om, hvem der har det fedeste liv. Hvor billederne i virkeligheden er taget med spejlrefleks og senere importeret til telefonen, eller hvor alting er sirligt opstillet og kun i beige nuancer. Det er ikke så meget
