SAG Awards 2023 ifølge Miriam

Jeg havde for en gangs skyld faktisk svært ved at vælge mine to favoritter. Det sker ellers ikke så tit. Og egentlig er jeg generelt ikke fan af store tyl-kjoler, men Jesus, Angela Bassett har aldrig set mere fantastisk ud. Looket er bare spot on på alle måder! Emily Blunts kjole elskede jeg især, fordi jeg synes, den er original. Og de her røde løbere kan virkelig hurtigt blive forskellige variationer af de samme kjoler, vi allerede har set en million gange før. Den her skilte sig ud på den bedst mulige måde.

Amanda Seyfried er iført en kjole så stiv, at den mest af alt ligner noget, man kunne sætte på en påklædningsdukke. Rooney Maras kjole kan jeg mægtig godt lide, men det eneste rigtige havde været, hvis Nathalie Portman havde haft den på til premieren på Black Swan. Den er næsten spildt på alt andet.

Jenny Slate er tydeligvis i gang med at re-enacte den scene i Venner, hvor Phoebe lægger an på Chandler i et forsøg på at få ham til at indrømme, at han er kærester med Monica. “So, this is my bra.” Der er en meget, meget stor musling foran på Quinta Bronsons kjole. Jeg ved ikke helt, hvad min holdning er til den, jeg ville bare lige påpege det, hvis nogen nu ikke skulle have opdaget den.

Elsker alt ved Anna de Armas kjole undtagen sløjferne, som jeg først troede var nogle af de der kæmpe-møl, man kan finde i væsentligt mere eksotiske lande end Danmark. Hong Chaus look er slet ikke min smag som helhed, men mindst af alt forstår jeg de to stofstrimler, der hænger bag hende og lidt giver mig associationer til, når man er i byen og kommer ud fra toilettet med en hale af toiletpapir under skoen.

Var nødt til at zoome ind på Jessica Frances Dukes’ kjole, for jeg troede oprigtigt først, den var lavet af det der bamseagtige stof, der var på alle de teddy-jakker, der var vildt populære for nogle år siden. Det er bare pailletter. Kerry Condon aka Jeanne d’Arc goes galla. Hader ingenlunde.

Michelle Yeoh i en smuk, sort kjole pyntet med makulator-rester. I et alternativt univers panikker Fran Fine voldsomt over det billede, der blev taget af hende til SAG Awards, for nu er hendes ry spoleret, og hvordan skal hun så finde en mand?! Og man kan helt ærligt dårlige bebrejde hende. They did her so dirty! Hun er seriøst stjernelækker – bare se hende på den røde løber til Grammy-uddelingen for tre uger siden!

 

Billeder fra people.com

Kommentarer (2)

Der er lukket for kommentarer.