Jeg er på det sidste faldet over nogle artikler, der handler om, at folk i højere grad fravælger at læse nyheder. Simpelthen fordi det er så utroligt deprimerende. Jovist er der da hist og her en lidt mere positiv historie at hente, men som hovedregel handler det jo meget om krig og elendighed og recession og klimakatastrofer og alt muligt andet. Og jeg forstår godt, at folk vælger det
1. Kender I det, når man gerne vil se noget skærm, mens man spiser aftensmad, men man glemte at finde noget godt at se, før maden var klar, så i stedet står den bare og bliver kold, mens man leder, og pludselig findes der ikke en film eller serie i verden, der er passende at spise aftensmad til? Eddermame dumt.
2. Dame på rejsemesse: “And we have the largest Dalí museum outside
I sidste weekend var jeg inde at se “The Whale”, som Brendan Fraser for nylig (velfortjent!) har vundet en Oscar for sin hovedrolle i. Det er en rørende og utroligt hjerteskærende film. Der er en scene, hvor Fraser (lille spoiler!) har en ret voldsom overspisning, og det var en scene, der virkelig ramte mig i hjertet. Bag mig sad en mand og smågrinede, mens det stod på, og jeg
1. Var til et event, hvor vi blev vist en video, hvor fortælleren (som man ikke så) var irsk. Jeg spurgte begejstret, om det var Liam Neeson. Det var det ikke. Jeg tror åbenbart bare, at alle irske mandestemmer må tilhøre Liam Neeson.
2. Havde kun haft en bundslat opvaskemiddel tilbage i en uge, og jeg blev ved med at glemme at købe nyt, så min opvask fylder det halve af køkkenbordet.
Feel-good er jo lidt et vidt begreb. For mig er det, når jeg efterfølgende sidder med en rigtig rar følelse i maven. Måske et smil på læben. Måske lidt mere tillid til verden. Måske lidt mere tro på menneskeheden. Nogle dage orker jeg ikke at se film, hvor jeg skal tænke eller blive imponeret af visuelle effekter eller tude mig selv halvt ihjel over hjerteskærende historier. Jeg
Der var Oscar-uddeling natten til mandag, og som altid har jeg ikke set showet, men selvfølgelig været forbi den røde løber. Som så ikke var rød den her gang. Uheldigvis for mig var det en lidt kedelig omgang. Altså, kedelig i den forstand, at de fleste havde kørt den lidt safe med deres stylist, og det derfor var markant nemmere at finde virkelig smukke outfits, end det var at finde
1. Forleden sad jeg på en café og ventede på en veninde, og ved bordet ved siden af sad en mand og talte et sprog, som lød tilpas meget i familie med dansk til, at jeg kunne forstå noget af det, men jeg kunne simpelthen ikke identificere det. Jeg prøvede ellers virkelig ihærdigt. Det var først efter lidt for lang tid, at jeg det gik op for mig, at jeg jo reelt sad og smuglyttede til
Humlen ved at blive voksen er, at man lige pludselig ikke har så meget tid, som man havde, da man var barn. Det vil sige, hvis vi stiller det firkantet op, har man selvfølgelig præcis samme mængde tid, man har bare også markant flere ting i sit liv at skulle fylde den tid op med. Mest kedelige praktiske ting, man ikke havde så mange af, da man var barn.
Pludselig bliver ens egentlige fritid
Jeg så et meme forleden, der handlede om vejret i Danmark. Om hvordan man på den her årstid altid bliver snydt til at tro, at nu bliver det godt vejr, og så får vi altid en omgang vinter mere. Og hvordan det er svært at vænne sig til, hvis man er tilflytter fra et andet (varmere) land.
Så kom jeg til at tænke på, hvad jeg mon ville tænke om Danmark, hvis jeg ikke var født og opvokset
1. Drømte i nat, at jeg havde lus, og da jeg vågnede, kløede min hovedbund helt vanvittigt i flere timer efterfølgende. Endte med at sidde med hovedet i et spejl i et kvarters tid. Der er altså ingen lus. Gudskelov. Og undskyld, fordi jeg helt sikkert får smittet nogle af jer med paranoia nu.
2. Apropos paranoia, så er jeg i fuld sving med at gense hele Supernatural, og det er jo ikke,