Jeg er jo Bridget Jones #534

1. Fik nogle skrabelodder fra YouSee, hvor man angiveligt kunne vinde præmier. Problemet er, at de faktisk ikke rigtigt kunne skrabes uden også at skrabe papiret i stykker, og det gjorde mig irrationelt vred. Også selvom jeg ikke engang havde undersøgt, hvad det var for nogle præmier, man kunne vinde. Det er bare princippet, ikke?

2. Jeg mangler stadig ønskesedler fra halvdelen af min familie, og jeg skal købe gaver senest i næste uge. Hvis de ikke sender dem i tide, så donerer jeg bare penge til New York City Ballet på deres vegne ligesom i Venner.

3. Havde i øvrigt lykkeligt glemt, at når man googler folks ønsker (for at tjekke prisen), så bliver man efterfølgende spammet med reklamer fra virksomhederne bag. Burde blive bedre venner med inkognito mode.

4. Gad vide, om der kommer en dag, hvor jeg kan fylde min peberkværn uden at hælde en halv pose peberkorn ud over køkkenbordet?

5. På det sidste har jeg faktisk været lidt bange for, om nogen kunne finde på at bryde ind i min lejlighed, fordi jeg virkelig forsøger at spare på elektriciteten og det derfor lidt ser ud, som om jeg aldrig rigtigt er hjemme.

6. Det er ved at blive virkelig koldt, og jeg burde investere i et par vinterstøvler. Problemet er, at det nu er tredje år i træk, jeg leder efter et par, der er nogenlunde pæne, og det kan bare ikke lykkes for mig!

7. For nogle dage siden overvejede jeg kraftigt at lave en bolognese, fordi jeg så havde en god undskyldning for at åbne en flaske rødvin. Så gik det op for mig, at jeg er voksen og ikke behøver en undskyldning.

8. Da jeg skulle vaske, glemte jeg at smide vaskeposen med mine BH’er i maskinen. Så nu er jeg stuck med dem, der niver under armen.

9. …Joeh, jeg kunne da vaske dem i hånden, men 1) jeg synes ikke, det er lige så effektivt og 2) så ville jeg ikke have noget at brokke mig over.

10. Det er kun 4. december, så jeg gemmer lidt på de rigtig gode julefilm. Det gør jeg hvert år, og hvert år betyder det, at jeg til sidst ikke når dem alle sammen. Måske burde jeg lære af mine fejl og sætte The Holiday på i aften.

Kommentarer (17)

Der er lukket for kommentarer.