Måske ER normale mennesker bare enormt irriterende

Da serien “Normal People” landede på dr.dk og gik sin sejrsgang, var jeg naturligvis ikke sen til at trykke play. Jeg hopper typisk gerne med på seriehype, når den er der. Squid Game, This Is Us, Chernobyl. Lappede det i mig. Men “Normal People” og jeg havde ligesom bare ikke en connection, og jeg gav op allerede efter to afsnit. Det sker. Jeg blev heller aldrig bidt af Breaking Bad trods utallige forsøg.

For en uges tid siden besluttede jeg mig så for at gå i gang med bogen. For bogen er altid bedre end filmatiseringen, og der måtte jo være et eller andet, resten af verden kunne se, som jeg ikke kunne?

Det var på mange måder noget af en kamp at komme igennem, hvilket kom bag på mig, og jeg har gået og været nysgerrig på hvorfor. For den er utroligt velskrevet; sproget flyder, og historien er troværdig. Jeg tror, jeg er nået frem til, at det var en super interessant læseoplevelse, men den var også en smule frustrerende og ikke nødvendigvis voldsomt behagelig. I særdeleshed fordi både Connell og Marianne irriterer mig enormt. Ingen af dem er synderligt sympatiske, de er elendige til at kommunikere, de er dundrende wishy-washy i deres tilgang til livet. Faktisk sad jeg lidt tilbage med samme følelse, som da jeg læste “Wuthering Heights” første gang. Jeg hader ikke Connell og Marianne så meget, som jeg hadede Cathy og Heathcliff, men jeg synes ikke, de er særlig fede personer.

Og det er nok i virkeligheden det, der er pointen. Forestiller jeg mig.

De er fejlbarlige mennesker, der enten frivilligt eller ufrivilligt kommer til at opføre sig ufint overfor både sig selv og andre. De ved ofte ikke, hvad de vil, og derfor opnår de det aldrig helt. Og når de ved det, gør de ikke noget ved det. Som læser er man ved at eksplodere over, hvor fucking nemt det ville være for dem at banke livsglæden op nogle takker, hvis de bare liiiiige sagde dette og gjorde hint. Men det gør de ikke. Og så tager de en tur mere i forholdskarusellen, hvor de så småt kan snuse til lykken, men aldrig nyde den 100%, fordi de er for store tøsedrenge til at melde ærligt ud til hinanden.

Jeg mistænker lidt, at jeg har den reaktion på romanen, jeg har, fordi den trigger et eller andet meget specifikt i mig. Der er sikkert andre, der læser den og bare synes, det er en lidt skæv kærlighedshistorie med to lidt kejtede mennesker. Og jeg er ved at blive sindssyg over dem. Sindssyg. GØR NU BARE NOGET!

Anywho, jeg tror, det er sundt at udfordre sine læse-tilbøjeligheder engang imellem, og der er helt sikkert mere at komme efter i “Normal People”, end der er i chick lit og thrillere, der som regel agerer litterær eskapisme for mig. Ingen tvivl om, at den har sat sig fast på en anden måde. Jeg ligger ikke typiske i min seng om aftenen og skriver halve indlæg i mit hoved om den seneste Sophie Kinsella-bog, for den har jeg luret slutningen på, før jeg overhovedet læste første side. Det havde jeg ikke på “Normal People”. Og selvom jeg blev utroligt barnligt utilfreds med den måde, plottet udspillede sig på, så var det i hvert fald ikke forudsigeligt. Og Connell og Marianne fik prikket til noget i mig, som jeg stadig går og tygger lidt på. Og dét er altså en vild egenskab at have som forfatter.

Kommentarer (17)

  • Nu har jeg ikke læst bogen, men var til gengæld begejstret for tv-serien. Men én ting fik jeg aldrig svar på, og det irriterer mig grænseløst!
    HVORFOR er det Marianne og Connell går omkring hinanden som de gør? Der er hints til at Mariannes fucked up familie har fucket hende op, men jeg bliver aldrig sikker 🤷‍♀️
    Og hvad med Connell? Han er en genert og usikker teenager, der er skolens mest populære fyr. Men hvorfor er HAN så akavet. Jeg får ikke svar på hvorfor de er sådan overfor hinanden. Er det DÉT der menes med “normale mennesker”. Er vi alle sådan?
    Ejmen alle de spørgsmål!….. 🤯

    • Jamen jeg tror ikke, der er en konkret grund til, at de ikke kan få det til at fungere, det er det, der bliver så irriterende. Det er meget diffust det hele. Ud fra det man får at vide i bogen, tolker jeg det som en grundlæggende frygt, der bor i dem begge – frygt for at miste, frygt for at blive afvist, etc. Men de udvikler sig aldrig nok til at komme ud over den frygt, og det er det, der bliver så frustrerende i længden.

  • “Conversations With Friends” er værre 😅 Men det er jo det, der er interessant med Sally Rooneys bøger – jeg ved bare ikke, om det bliver ved med at være interessant nok til, at man kan holde karaktererne ud!

    • Det er det, der er så fascinerende! Man skal i hvert fald være indstillet på, hvad det er for en læseoplevelse, man har i vente! 😀

  • Jeg læste bogen før serien kom ud, og fandt bogen så irriterende, at jeg nægter at se serien 🤷‍♀️

    • Haha, altså, jeg vil bare sige, at jeg i hvert fald heller ikke har fået lyst til at give serien en skud mere… 😀

  • Normale mennesker (bogen) triggede helt sikkert noget i mig, for da jeg sidste år på denne tid læste bogen, lå jeg i min seng i et sommerhus og TUDBRØLEDE flere gange over Marianne og Connells forhold, deres kommunikation (eller mangel på samme), og de konflikter, de stødte ind i. De problemer de to har med hinanden, eller også den måde de er på, bragte helt tydeligt noget frem i mig 😅 Jeg var nødt til at give den 5/5 stjerner af den simple grund, at hvis en bog kan få mig til at reagere sådan, så er det fandeme en god bog (selvom man ikke nødvendigvis hepper på hovedpersonen eller finder dem særligt sympatiske altid) ❤️

    • Jeg tror måske, jeg vil sige, at det er et tegn på en enormt dygtig forfatter, men jeg ved ikke, om jeg er enig i, at det er et tegn på en god bog. Men den del er selvfølgelig også ret subjektiv! 😀

  • Jeg forstår dig totalt! Jeg gjorde nærmest det samme – så de første par afsnit, da de kom ud, men blev ikke fanget. Nu er jeg så lige blevet færdig med bogen (jeg er lige begyndt at undervise i engelsk på gymnasiet, hvor bogen også går sin sejrsgang) – og jeg sidder tilbage med lidt samme fornemmelse 😅

    • Det er også sådan bog, jeg snildt kunne forestille mig ville være på et pensum på engelsk-studiet. Men det ER unægteligt en bog, jeg ville læse, fordi den er fascinerende fra et litterært perspektiv. Ikke for let underholdning! 😀

  • Jeg er 100% enig i dit syn på bogen. Jeg syntes også den var ENORMT irriterende. Og en kamp at komme igennem.
    Det blev en af de bøger, der blev gennemført på trods fremfor for fornøjelsens skyld.

    Min primære anke var, at jeg ikke syntes nogen af de to blev fremstillet som særligt sympatiske mennesker.
    Og det er helt fint, hvis det er en kendt præmis fra start. Men bogen blev solgt til mig med ordene ‘hvis du godt kunne lide John Greene’… Det er jo ikke rigtigt.
    Så jeg følte mig lettere forvirret, vildledt og irrationelt frustreret efter læsning.

    Af samme årsag har jeg holdt mig laaaaangt væk fra serien.

    • Uf, nej, John Green er det bestemt ikke! Jeg havde nok også det indtryk, at bogen var lidt lettere, end den var, men den del kunne jeg have levet med. Hvis de ikke havde været så røvirriterende! 😀

  • Jeg elskede serien og så den to gange, inden den blev fjernet fra DR 😀
    Så jeg tøvede ikke med at købe samtale med venner, jeg kunne simpelthen ikke læse den, den var virkelig mærkelig.. Jeg endte med at lytte den lydbog, og kom kun igennem den af ren stædighed.
    Så nu tør jeg ikke læse normale mennesker, af frygt for om jeg hader den ligeså meget..

    • Hahaha, jeg forestiller mig, serien er lidt mere let spiselig, så jeg tror, det er en god beslutning! 😀

  • Enig, enig, eeeeenig! I alt hvad du skriver, havde så meget lyst til at ruske dem begge og råbe tag jer nu sammen! Så frustrerende 😂😂

Der er lukket for kommentarer.