Jeg vil hellere være glad og kedelig end højtråbende hidsig

Jeg så på et tidspunkt et klip med Keanu Reeves, der udtalte noget i stil med, at noget af det rareste ved at blive voksen er, at man ikke længere går ind i alle mulige unødvendige konflikter med andre (fremmede) mennesker. Man gider simpelthen ikke.

Ind imellem får jeg skudt i skoene, at jeg har mistet min kant, har solgt ud, ikke tør råbe op mere. Og det er på sin vis rigtigt, hvis man sammenligner med, hvordan jeg før i tiden har brugt især bloggen. Bortset fra turde-delen. Jeg tør godt, det er bare mestendels ikke noget, der bidrager positivt til mit liv, så jeg er blevet bedre til at lige at gå og tygge på tingene til dagen efter for at finde ud af, om det er gavnligt for nogen (ikke mindst mig selv), at jeg giver mit besyv med. Og tit ender jeg med at synes, at det bare ville forlænge, hvad end det er for en åndssvag diskussion, der er gang i. Som helst bare skulle dø hurtigst muligt.

De sidste par dage har det været kageperson-gate. Som er det dummeste nogensinde. Fordi der sidder en masse mennesker og råber uden på nogen måde at have sat sig ind i, hvad sagen egentlig går ud på. Mennesker, der er forargede over, at nogle andre forargede mennesker vil udviske køn og i den forbindelse forsøger at fratage os en af vores helligste fødselsdagstraditioner. Selvom vitterligt ingen har bedt om at få gjort kager kønsneutrale. Så vi ender med at have en debat, der får latterliggjort den faktisk relevante samtale, der er, når det kommer til at favne en bredere kønsforståelse. Ærligt, ingen giver en fuck for, om du vil have en kagemand, kagekone eller kageperson. Alle elsker kage, uanset om den har bukser eller nederdel på. Men alt for mange mennesker på internettet leder efter ting at hidse sig op over. Og de er ikke på jagt efter en saglig diskussion. De er ikke interesseret i sandheden. De vil bare rase ud.

På et eller andet tidspunkt var jeg nødt til at lave en form for cost-benefit-analyse af, hvad det gav mig at debattere. Og der er jeg i den lidt atypiske situation, at mine ord når ud til okay mange mennesker. Så når jeg fx lavede et debatindlæg på bloggen, så skulle jeg ofte afsætte de næste 48 timer til at have den debat i mit kommentarfelt. Og man skal immervæk have tungen lige i munden, når man har gang i måske 15 forskellige samtaler samtidig. Og det var spændende og givende i lang tid. Indtil det ikke var længere. Indtil personangrebene og bagtalelsen på anonyme internetfora begyndte at gå mig på. Jeg kan stadig godt lide at debattere, men jeg gør det mest ansigt til ansigt nu. Der er en anden tone og et helt almindeligt basisniveau af respekt, når man kigger et mennesker i øjnene, mens man taler. Det er en langt mere behageligt oplevelse.

Det er ikke, fordi jeg aldrig ytrer min mening mere, men jeg har skruet ned, og det er meget bevidst. Min pyt-knap er vokset, og det elsker jeg den højt for. Nogle vil argumentere for, at det gør mig kedelig, og det har de sgu nok ret i. Men det gør mig også meget gladere, og det vil jeg hellere være. Jeg har fundet en glæde i at smide andre ting på mine sociale medier, end jeg gjorde før, ligesom jeg også selv opsøger andre ting, end jeg tidligere har gjort. Det er for mig en markant mere bæredygtig tilgang til at være online. Du finder mig ikke i et Facebook-kommentarfelt uden en pistol for panden, der foregår simpelthen ikke noget i sådan nogle, der er gavnligt for et eneste menneske. Alle råber, ingen lytter, ingen er åbne for at flytte sig så meget som en millimeter.

Jeg vil gerne sige noget, når jeg føler, det oprigtigt kan gøre en forskel, og jeg taler til nogen, der gerne vil høre mig snakke. Eller når jeg bliver tilpas hidsig til ikke at kunne holde kæft, for mere hellig er jeg heller ikke. Men mestendels har jeg fundet glæde i i høj grad at bruge sociale medier til ting som memes, kattevideoer og åndssvage sketches. Når alt kommer til alt tror jeg også, det er noget af det bedste, internettet har at tilbyde.