Jeg er jo Bridget Jones #513

1. I adskillige uger har der nu hængt en seddel på døren ud til min gård, hvor der står, at der er nedstyrtningsfare foran min naboopgang, hvilket forleden fik mig til at gå hen til affaldsskuret med mit medbragte sammenfoldede pap på hovedet, som om det måtte gøre det ud for en beskyttelseshjelm af en art.

2. Bacon er faktisk ikke noget, jeg sådan jævnligt køber, men efter at have tilbragt fire dage i Nordirland med det back bacon shitshow, de benytter sig af, måtte jeg direkte ud at købe en pakke rigtig bacon, da jeg kom hjem igen.

3. Herbert har i øvrigt opholdt sig max en halv meter fra mig, siden jeg kom hjem. Hvilket generelt er ret nuttet, men sindssygt irriterende, når man er ved at lave mad og hele tiden snubler over ham, fordi han går i vejen.

4. Jeg har et hjørne i stuen dedikeret til “ting, der skal lægges på plads”, og jeg lægger dem ikke på plads, fordi jeg ikke har mere opbevaringsplads. Jeg har simpelthen for meget lort. Tænker, det er ved at være tid til en hovedoprydning.

5. For snart halvanden måned siden returnerede jeg en pakke og først i sidste uge gik det op for mig, at jeg ikke havde fået mine penge tilbage endnu. Hvilket måske kan virkelig som lang tid, men jeg kunne helt ærligt lige så godt aldrig nogensinde have opdaget det.

6. Da jeg var ude at købe ind i går, fandt jeg en pakke kød, der var blevet sat ned til halv pris, fordi den var tæt på sidste salgsdato, og det føltes lidt som at lave et sindssygt kup i en TJ Maxx, fordi alting koster en fucking formue i de her dage.

7. Jeg elsker at bo alene. Elsker det. Bortset fra når man sidder på toilettet og opdager, der ikke er mere toiletpapir, og man ikke har nogen til at hente en ny rulle til sig.

8. Ved I, hvad der er en rigtig dårlig kombi? Kalkfjerner og en splinterny rift på fingere. Av for helvede.

9. Når man finder et juletræ til storskrald og på alle måder bliver forvirret. Det var på fod, og det var stadig grønt, men det var ikke kunstigt. How? Why?

10. Den anden dag pudsede jeg mit makeup-spejl (sådan et, der forstørrer alting), og jeg tror ikke, jeg vidste, hvor meget det reelt trængte, før jeg så mig selv i spejlet og fandt to nye rynker, jeg ikke tidligere havde opdaget.

Kommentarer (2)

  • Naboen til det hus, vi lige har overtaget, har et juletræ stående ude foran. Det står på fod, og der er stadig julepynt på. Det må være noget i samme dur, der var tilfældet for dit juletræsbekendtskab 🤷‍♀️😄

Der er lukket for kommentarer.