Kan vi lige snakke lidt om… #38

…At Anna og Lotte jo i virkeligheden er sygt creepy dukker?

…Mængden af mavebluser i butikkerne. Og gad vide, om de laver så mange, fordi det er en smart måde at spare materiale på, eller om der reelt er så stort et marked for dem?

…Hvor klamt konceptet leverpostej må være for folk, der lige er flyttet til Danmark?

…At der er tre stavelser, når man udtaler “W”, mens alle andre bogstaver kun har en enkelt. Har altid tænkt over det, når de i hospitalsserier får et skudoffer ind og omtaler det som et “GSW”, selvom det i princippet havde været kortere at sige “gun shot wound”.

…Hvordan februar kan være den korteste måned på året og stadig føles omtrent dobbelt så lang som alle de andre?

…At jeg virkelig trænger til at få pudset vinduer, men ikke helt kan overskue at rydde mit bombekrater af en stue op til vinduespudserens besøg.

…Hvor surt det måtte være for forældre, der navngav deres børn “Khaleesi”, da sidste sæson af Game of Thrones udkom.

…Hvornår en fastelavnsbolle holder op med at være en fastelavnsbolle, og navnet bare bliver en undskyldning for, at fancy bagerier kan oppe prisen på nogle ekstravagante flødeskumskager (som efterhånden ofte slet ikke indeholder flødeskum).

…Om det bare var mig, der som barn troede, at hukommelsestab var et meget mere udbredt fænomen, end det egentlig er?

Kommentarer (25)

  • Jeg har så tit tænkt over det med khaleesi 😬 Stakkels børn der skal bøde for deres tankeløse forældre..

  • Hukommelsestab, bermuda trekanten og kviksand – ting jeg troede ville have en meget mere direkte effekt på mit liv, da jeg var barn, end hvad de i realiteten har 😅

  • Og hvad med kviksand? Hvorfor 4fik jeg og frygtede det? -for slet ikke at tale om Bermuda Trekanten, er det ikke et problem mere eller hvad..?!

  • KÆFT det er faktisk nogle geniale overvejelser! 👏👏
    Da jeg var barn var jeg SYGT bange for at få hukommelsestab. Ikke om jeg har tænkt på det én gang de sidste 20 år! *badumtsjj* 🤪

    Eeej det var ikke for at være morsom, for du har ret med det med hukommelsestab, jeg var virkelig bange for det som barn.
    Var der mange film der handlede om det? Hvor kom den frygt fra?

  • Seriøst, de mavebluser! Jeg bliver rasende, hver gang jeg i en butik spotter en top, der ser fin ud, for så efterfølgende at konstatere, at det er (endnu) en god damn crop top – de kan se så pæne ud på andre, men de er på ingen måde flatterende for min krop.

  • Slet ikke kun dig. Og i samme boldgade som at jeg var sikker på at kviksand og kidnappere var noget af det farligste og sværeste at undgå her i livet😅

  • Lort at læse kl 23.50… 😂
    Har set så mange fede trøjer og tænkt “must have”, indtil jeg opdagede manglende længde..
    Kviksand er jeg også med på!
    Blottere!!! Alle talte om dem, jeg ledte efter dem, var røv bange for dem, men hvor fanden var de?!
    Har lige kigget i min kalender og tænkt, hvordan kan februar være så kort, men der går så længe før jeg får løn?!

    • Blottere husker jeg faktisk som et reelt problem, da jeg var barn. Vi havde et par stykker i området omkring min skole i løbet af min skoletid, som man skulle passe på med.

  • Min mave laver automatisk de fleste bluser om til en crop top (rund mave og lang overkrop) – så crop top bliver til en bh hos mig.. Ikke fan!

  • Som barn var jeg bange for at blive stukket af en tsetse-flue og få sovesyge. Det blev der talt meget om i de Anders And-blade, jeg elskede at læse.

    Og den er god nok: For et par år siden måtte min mand hive vores datter op af en pøl kviksand i Nordjylland!

    • Jeg er altid imponeret, så der rent faktisk er kviksand i Danmark, men jeg har også fornemmelsen af, at det er lidt mindre dramatid, end jeg troede som barn…

Der er lukket for kommentarer.