Jeg er jo Bridget Jones #501

1. I onsdag spottede jeg et stykke tape i en ikke super beskeden størrelse på et billede i min stue. Sådan midt på glasset. Det har helt sikkert været brugt til at hænge noget op, og så har jeg glemt det igen, men hvad? Det må være flere måneder siden!

2. Når man under opvasken er ved at tørre en skål af, og den glider, men man halvgriber den kun for at tabe den igen, og det lykkedes en at jonglere rundt med den skide skål i ti sekunder, før den endelig rammer gulvet og går i 56 stykker.

3. Hvorfor har ingen fortalt mig, at fancy fastelavnsboller holder op med at være fotogene, når de har bumlet hjem i en cykelkurv? Heldigvis smager de stadig godt.

4. Jeg skulle vaske tøj og kunne pinedød ikke finde min vaskenøgle. Det viste sig, den stadig lå i de bukser, jeg havde på, da jeg vaskede sidste gang.

5. Kom ufrivilligt til at råbe “neeej!” da jeg løb tør for en af mine absolutte yndlingsserummer. Jeg havde jo lige taget hul på den, og den koster en fucking formue!

6. I juledagene lavede jeg mad til noget af min familie, inklusiv min faster, som bad mig om opskriften, og i dag fik jeg en besked om, at hun havde lavet den med stor succes. Der er meget lidt i verden, der kan måle sig med stoltheden over, når en vaskeægte jysk landmandskone synes, man laver god mad.

7. Den anden dag spottede jeg en person på gaden, som jeg helt sikkert kendte, men ikke kunne placere, og jeg havde nanosekunder til at beslutte mig for, om jeg skulle sige hej, når vi passerede hinanden. Jeg endte med ikke at gøre det, hvilket nok var meget godt, for det var først bagefter, det gik op for mig, at det ikke var en, jeg kendte, men Iben Hjejle.

8. Blev færdig med en god bog og tog mig selv i faktisk at være småsur resten af dagen, fordi jeg nu skulle finde et nyt litterært univers at flygte ind i, og jeg var lige blevet så glad for det der.

9. Jeg nærmer mig slutningen på det 2000-brikkers puslespil, som har sparket min røv i seriøst lang tid, og jeg tør næsten ikke gøre det færdigt, for det har ligget på stuebordet så længe, at Herbert med garanti har nakket en brik eller to, og det kan mit hjerte ikke bære!

10. I morgen har jeg en dag med en noget længere to-do-liste, end jeg plejer. Jeg har også lige købt et gamepass til Super Bowl, der starter klokken 00.30 i nat.

Kommentarer (20)

Der er lukket for kommentarer.