I dag har jeg…

– Spist en kold pølse med ketchup til frokost, for det var det eneste, der var i køleskabet.

– Overvejet at ønske mig Bezzerwizzers ord-spil i julegave, selvom jeg kun har spillet det en gang, hvor jeg ikke vandt og blev lige på grænsen til at være en dårlig taber.

– Set en mand i 60’erne iført jakkesæt, der kom fræsende på et elektrisk løbehjul.

– Forbandet de manglende ledige vasketider i min andelsforening, når jeg kritisk er ved at løbe tør for rent tøj.

– Stalket Black Friday-tilbud til den store guldmedalje.

– Overværet Herbert “fange” et blad, der var faldet ned på min altan og stolt spadsere ind i lejligheden med det i munden som den storvildtsjæger, han tydeligvis er.

– Glemt at købe toiletpapir.

– Gjort et ihærdigt forsøg på at opstøve en specifik adventsgave til min mor, som jeg var overbevist om ville være det nemmeste i verden at finde, og nu har jeg lidt lyst til at tude.

– Besvaret 50% af de mails, jeg burde have besvaret.

– Prikket mig selv i øjet i et forsøg på at fjerne et stykke fnuller.

– Fundet en bøtte is i fryseren, jeg troede, jeg allerede havde spist og været en smule lykkelig over det. 100% bedre end at finde en 50’er i lommen, for 50’ere kan man ikke spise.

Kommentarer (12)

Der er lukket for kommentarer.