Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Fire gode serier, jeg har set på det sidste

Alice in Borderland. Efter Squid Games overvældende succes, besluttede Netflix at pushe lidt mere på med serien her, som ellers er fra 2020. Og det skulle de måske have gjort noget før, for den er virkelig gennemført. Serien er japansk (ja, jeg ved godt, Squid Game er sydkoreansk) og bevæger sig i samme thriller/horror-agtige genre med et fucked op spil som omdrejningspunkt. Tre venner befinder sig pludselig i et fuldstændig forladt Tokyo, hvor de snart finde ud af, at de sammen med andre efterladte skal spille dødelige spil for at overleve, mens de prøver at finde ud af, hvad hulen der foregår.

Serien er baseret på en manga af samme navn, og der er postet en jævnt stor sum penge i produktionen, hvis jeg skal gætte. Den er flot og gennemarbejdet, og internetrygterne siger, at sæson to burde blive en realitet på et tidspunkt, om end tidslinjen er ukendt. I mellemtiden er der ni gode, lange afsnit at gå i gang med  – de ligger som sagt på Netflix.

Starstruck. Jeg blev så glad, da jeg blev anbefalet Starstruck, for jeg synes virkelig, der er fæl mangel på god, lette komedieserier på markedet. Vi følger Jessie, en meget Bridget Jones-agtig karakter med imponerende lidt styr på sit liv, der ved en slags tilfælde kommer til at knalde en up and coming filmstjerne uden at vide, hvem han er. Og så sker der selvfølgelig en masse romcom-agtige ting i kølvandet derpå. Humoren er meget britisk, og serien har generelt meget Fleabag-vibes. Den er absolut binge-worthy. Den eneste ulempe er faktisk, at der er seks sølle afsnit i første og pt eneste sæson og de kun varer nogle-og-tyve minutter hver. Som plaster på såret er serien heldigvis allerede blevet fornyet med en sæson to, som dog først lige skal produceres. Indtil da kan sæson et ses på HBO Max.

Clickbait. Jeg skal ærligt erkende, at jeg gik i gang med Clickbait i et anfald af “nårh ja, hvis der ikke er andet”, men den overraskede mig positivt. Nick Brewer bliver kidnappet, og en video dukker op på nettet, der proklamerer, at ved fem millioner visninger dør han. Hans familie – anført af hans søster – begynder en kamp mod tiden for at finde ud af, hvor han er, og om kidnappernes voldsomme anklager imod ham mon er sande. Det er et plot med en ordentlig bunke twists, og selvom jeg egentlig synes, jeg er ret habil til at spotte på forhånd, hvad der kommer til at ske i krimi-serier, så havde jeg på ingen måde luret slutningen på den her. Ikke en banebrydende produktion, men solid underholdning til de grå hverdagsaftener. Der er otte afsnit (og kommer ikke flere), som ligger på Netflix.

Only Murders in the Building. Det her er en af de serier, der var kærlighed ved første scene. En finurlig komedie med et krimi-twist, der bare ikke rigtigt ligner andet på markedet. Vi følger to mere eller mindre afdankede showbiz-mænd og deres noget yngre, kvindelige nabo, som takket været deres fælles kærlighed til true crime bliver et team, da der bliver begået et mord i deres bygning. De beslutter sig for at forsøge at opklare mysteriet – og i processen lave en podcast derom. Et mere end glædeligt gensyn med både Steve Martin og Martin Short, men jeg vil også give props til Selena Gomez for rent faktisk at kunne følge med. Der er ti afsnit i sæson et – jeg sparer på dem, så jeg har stadig tre til gode – men sæson to skulle gerne dukke op til næste år. Det er på Disney+, man kan få fornøjelsen af det skæve trekløver.

Comments (18)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.