Så hvor meget arbejder en influencer egentlig?

Der er en sjov intern battle, der altid lidt ligger og lurer under overfladen i det, jeg førhen ville kalde blogland, men som jo nok efterhånden mere er influencerland. Den går på, om vores arbejde er et rigtigt arbejde eller ej. Den ene lejr vil gerne have gennemtrumfet, at de fleste af os jo i bund og grund driver vores egen marketingsvirksomhed med alt, hvad det indebærer af legit arbejdshejs, den anden synes, vi mestendels lever af at lave sjov og ballade og så med jævne mellemrum smider noget reklame ud for at tjene penge.

Jeg tror egentlig, jeg synes, begge parter på sin vis har ret.

Jeg synes til gengæld også, der er nogle nuancer, der tit går tabt i snakken. For selvom vi har det til fælles, at vi lever af vores sociale medier, så er der jo ret stor forskel på os. Vi laver ikke helt det samme. Der er ikke en opskrift eller et skema, alle følger, og der er derudover forskellige faktorer, der spiller ind i forhold til, hvordan man tilgår jobbet.

Lad os kigge på nogle ting, den klassiske influencer (måske) laver:

– Instaposts. Hvis man tager et selfie og lægger det ud med #mood som caption og ikke så meget andet, så kræver det ikke voldsomt lang tid, det kan vi godt blive enige om. Hvis man derimod er typen, der går virkelig meget op i sine billeder og bruger tid på at lave deciderede photoshoots på den helt rigtige location og derefter bruger timevis på at redigere, så løber det imidlertid op. (Jeg taler ikke om mig, men det siger nok sig selv, ahem).

– Blogindlæg. Det tager tid at lave blogindlæg. Hvis man har en blog, hvor man er relativt aktiv, så er det noget, der sluger i hvert fald et par timer om dagen. (Jeg ser også flere og flere skrive alenlange instacaptions i stedet for blogindlæg, og der er nok også ofte blevet skrevet og omskrevet nogle gange). Har man ikke en blog, eller blogger man måske en gang hver uge eller hver anden, så er det klart, at det er nogle timer, der bliver frigivet til at lave noget andet.

– Videoer. Jeg har for relativt nylig givet mig i kast med at lave reels på Instagram. Jeg synes, det er ret sjovt. Jeg er samtidig stadig en fuldstændig noob, og det tager mig en halv krig at redigere stadset. Jeg er med på, at alt går hurtigere i takt med, at man bliver bedre til det, men hvis man nu fx er typen, der laver længere Youtube-videoer eller går rigtig meget op i kvaliteten af sine videoer (lys, vinkel, lyd, etc), så kan der edderbrodere mig bruges lang tid på den opgave.

– Kommentarbesvarelser. Det er selvfølgelig vigtigt at pointere, at følgertal spiller meget ind her. Hvis man har afsindigt mange følgere, er der simpelthen ikke nok timer i døgnet til at svare alle. Af samme årsag er der mange influencere, der har truffet en aktiv beslutning om, at det ikke er noget, der bliver prioriteret. De svarer på et spørgsmål eller en kommentar, hvis de lige ser den eller lige har lagt noget ud, men det bliver ikke til meget mere end det. Vælger man at gøre et forsøg på at læse og besvare alle kommentarer (eller som minimum måske lige like eller sende en emoji), så er det noget, der kan tage virkelig lang tid. For mig overhaler det fx nemt den tid, jeg bruger på at skrive blogindlæg. Det er også noget af det, jeg holder mest af at lave, men det siger sig selv, at hvis vi kalder det arbejde, så ville min arbejdsdag (eller arbejdsaften, som det ofte også er i dette tilfælde) være markant kortere, hvis jeg ikke gjorde det.

– Bag-kulissen-arbejde. Alt det, I ikke ser. Her ligger også arbejde, og her kan man have outsourcet i højere eller mindre grad. Står man fx selv for sit regnskab, eller har man revisor på? Klarer man selv den tekniske drift, eller betaler man sig fra det? Varetager man selv udformningen af samarbejder, honorar-forhandling, afrapporteringer etc. eller har man en agent til det?

Udover alt ovenstående er det jo ikke nogen hemmelighed, at flere følgere = flere penge. Det vil sige, at har man rigtig mange følgere, kan man typisk slippe af sted med at lave færre kampagner – hvis man ønsker det, selvfølgelig. De helt kæmpestore behøver ikke engang være synderligt aktive på deres medier overhovedet. Ingen daglige stories eller regelmæssige posts. Folk mister bare ikke interessen for dem. For mange af de større profilers vedkommende (dem tanden under de kæmpestore) behøver man heller ikke tænke alt for meget over, hvordan ens tal ser ud. Altså, dem bagom. Hvis man har 100.000 følgere, kommer det sig ikke så nøje, at der er et udsving på 3.000+/- i views på ens story. Hvis man imidlertid har en brøkdel af det, så kan 3.000 være forskellen på, om et kampagneresultat er tilfredsstillende for en kunde eller ej, og dermed om de kunne have lyst til et videre samarbejde. For de mindre fisk skal der kæmpes hårdere for gode resultater. Der skal laves mere for færre penge, og de små forskelle tæller. Det kan måske sammenlignes lidt med forskellen på at være en lokal tøjbutik og en H&M.

Så altså, summa summarum er, at jo, selvfølgelig er det et fedt job. Over stort set hele linjen. Det skal der slet ikke herske tvivl om. Men der er også forskel på jobbet alt efter, hvem man er, og hvordan man udfører det. Og der er helt sikkert et succesprivilegie, der spiller ind, hvor man ikke skal være så bekymret for performance og indtjening, og lige der vil jeg nok vove den påstand, at der er en glidende skala over, hvor let arbejdet reelt er, og hvor mange eller få timer, man behøver lægge i det. Misforstå mig ikke, det betyder på ingen måde, at der ikke findes store profiler, der giver den fuld skrue, for det gør der 100%. Og forhåbentlig er det i alle tilfælde også lysten, der som minimum til dels driver værket.

Hvad jobs angår, hvis vi blev enige om, at man kunne kalde det det, så vinder det her klart over tidligere fusere, jeg har haft som fx at sætte hanke på spande, skrælle gulerødder, undervise tysk-hadende teenagere i tysk og oversætte alenlange brugsvejledninger til engelsk fagsprog, når emnet var noget med gummislanger og møtrikker, og min viden om begge kan ligge på et utroligt lille sted. Der ved jeg trods alt lidt mere om pæne kjoler, hudpleje og kattemad.

Kommentarer (38)

  • Hvis man skal leve af det, så skal der lægges en del timer i det – uanset hvilken model man vælger at bruge – så ja der er da at betragte som et arbejde. Som du ved, så elsker jeg de personlige profiler og jeg kan rigtig godt lide de ig profiler (blogs) hvor der interageres med følgerne (på den ene eller anden måde). Det gør i hvertfald en forskel for mig ifht. om jeg smider kommentarer mv (som hovedregel)

    • Jeg følger også næsten udelukkende folk pga personlighed mere end folk med inspirerende univers. Jeg elsker dem, hvor der er fællesskab og interaktion. Men hvis jeg lægger så mange timer i det på daglig basis med min relativt beskedne profil, så kan jeg virkelig også godt forstå, de større profiler simpelthen ikke kan komme omkring alle.

  • Det må også være et dejligt job. Man må møde søde mennesker, og det at kunne styre sine arbejdstider må være skønt. Jeg har dog også tænkt på, at man vel sjældent har fri, fordi man jo som menneske er et brand, og derfor kravler arbejdet jo ind i alle sprækker i livet. Og dét at skulle udtænke content må også tage enormt meget tid. Brainstorming og videreudvikling af ideer, og hvordan man bedst udfører en idé og i hvilket format den idé vil gøre sig bedst…..

    • For mig er den største ulempe med tiden faktisk blevet det der med, at man aldrig har fri. For det er jo også lidt et mærkeligt job, hvor interesse og arbejde smelter sammen. Så når jeg lægger stories ud om aftenen (eller i weekenden eller når jeg er på ferie) og besvarer kommentarer, så gør jeg det jo langt hen ad vejen, fordi jeg har lyst. Men samtidig kan man argumentere for, at det også er en del af mit arbejde, så det hele bliver lidt mudret sammen. Og den der skarpe kontrast mellem arbejde og fri, som mange har, den tror jeg faktisk er virkelig sund rent mentalt. Og den kan jeg mærke, jeg savner mangler af og til.
      Men ja, med mit helbred og min besværlige hjerne, så er det alfa og omega at kunne bestemme sine egne arbejdstider. Det ville jeg virkelig ikke være foruden!

  • Meget spændende blog indlæg Miriam, har faktisk tit tænkt på hvor meget der var “behind the scene” ☺️
    Sorry not Sorry – to say -godt du har Herbert det er faktisk mest ham jeg følger 😂👏👏

  • Jeg synes din tilgang til influencer- og blogland er super fangende, lærerig og genial. Det er tydeligt at fornemme, at der ligger overvejelser og tid i såvel En dag i Herberts liv eller indlæg som dette. Jeg er vild med det! Tak for du lukker os ind og altid giver et nuanceret og eftertænksomt input 🥳

    • Det er jeg virkelig glad for, du synes, for det kan godt ske, jeg ikke altid rammer plet (hvem gør det?) men jeg gør mig eddermame umage!

  • Tak for et kig i kulissen! Jeg har aldrig helt forstået, at nogen kan mene at det ikke er er arbejde, folk som du har. Men det giver selvfølgelig lidt mere mening, når du forklarer de forskellige måder at gribe det an på Så selvom man har/er stor en profil og dermed ikke behøver knokle helt så hårdt, så er det jo bare som andre jobs. Der er sikkert stadig blevet knoklet for at nå dertil.
    Jeg sætter stor pris på dit arbejde! -og på de andre jeg følger, for jeg er ikke i tvivl om jeres engagement og det er skønt at du er så “gennemsigtig” ift arbejdsdelen af dit job. Det er tillidsvækkende og vedkommende og giver mig en opmærksomhed på fx at bruge dine links, mår jeg shopper, fordi jeg ved det gør en forskel -pga dig. Tak for dig! Elsker at følge med her 🙂

    • Med fare for at lyde meget bitter, så er der ikke altid knoklet for at nå dertil. Der er fx en kæmpe gruppe influencere, som bliver det af at have været med i et reality-program eller lignende, og det er lidt en gratis måde at nå ud til enormt mange mennesker på. Men det kræver selvfølgelig, at man vil være med i et reality-program. 😀 Men der ER uden tvivl mange forskellige måder både at blive og være influencer på.

      • Uh, du burde så meget være med i et realityprogram, Miriam! Jeg tænker Ex on the beach eller måske et af de der DR3 realityprogrammer forklædt som et “eksperiment” 😂

      • Ja det har du sgu nok ret i… De var bare slet ikke med i mine overvejelser, fordi det jo ikke er den type influencer, jeg ville gide følge. Så dem havde jeg slet ikke overvejet! Men I get your point!

  • Super fedt med en beskrivelse af dit (og nogle af dine kollegers) arbejde. Ja IG og blogs viser som regel kun “glansbilledet” , så super fedt at vide hvad der ligger bagved det I mængden af arbejde.

    • Jeg tror, det er sådan i rigtig mange brancher – at man ser det færdige produkt og ikke lige får tænkt over, hvor meget der ligger bag. Især hvis det er en branche, man ikke ved så meget om. Som det vel er for de fleste af os med de fleste andre brancher end vores egen.

  • Fine betragtninger og kig ind bag kulisserne, og så vil jeg bare sige, at jeg er så glad for, at du stadig blogger! Jeg savner virkeligs blogs, og jeg hoppede (meget, meget sent) med på Instagram, fordi alle de tidligere bloggere var at finde der, men jeg savner det, man får ved de længere skriv ❤️

    • Jeg synes, det er sådan en skam, at der er så få aktive bloggere tilbage. Jeg forstår godt, hvad der tiltrækker folk ved Instagram, men jeg savner også de længere skriv hos andre!

  • Imponerende at du har kunnet holde gejsten i så mange år 👍. Det må da kræve meget, når der hele tiden skal findes på nye emner til blog indlæg. Og som selvstændig skal man bare have et højt drive. Man får ikke noget foræret.

    • Jeg er meget velsignet med de tre faste indlæg hver uge – for ja, det er stort set umuligt at komme på en ny idé hver eneste dag, så de giver mig noget luft til at tænke idéer til nogle andre dage. Det er ret nice. Men der er dælme også mange dage, hvor jeg ikke ANER, hvad jeg skal skrive om. 😀

  • Spændende tanker – især for en ikke-fluencer 🙂 Tak for at blive ved med at prioritere long reads på bloggen!

  • Jeg stemmer I, det var hyggelig læsning, fra en verden man ikke kender – jeg betvivler ikke, at det kræver en del, at have det job, og naturligvis ligeså afføder fordele. Sådan er det heldigvis med de fleste typer job. Bortset fra den med de tyskhadende teens måske 😂.

  • Jeg tror virkelig at folk der siger crap og hater på influencer ikke forstår hvor psykisk hårdt det kan være. Vi andre bruger det for sjov og underholdning, men som influencer kommer det til at flyde sammen og tror virkelig på at det kan være langt hårdere end man lige forestiller sig. Vi kan droppe SoMe hvis vi har brug for det for vi ved alle det kan tage overhånd, men den “luksus” har man jo ikke når det er arbejde. Det sagt så tror jeg inderligt på det også ofte er givende og at man møder mange skønne mennesker.

    • Du har fuldstændig ret i begge dele. Det er begrænset, hvor meget man lige kan holde en pause – også når man har brug for det. Men det er nok i virkeligheden sandt for de fleste jobs. Og ja, der er heldigvis enormt mange skønne mennesker også, og dét skal man ikke sådan kimse ad!

  • Virkelig spændende at høre dig uddybe det lidt og få lidt mere indblik bagom. Jeg synes dog, at der mangler en ting på listen: events. Er der en grund til, at det ikke er med? Det tager måske ikke mange timer ugentligt, men virker (for mig, med et helt almindeligt kontorjob og en halvsløj kantine) helt eksotisk at det er en del af arbejdstiden 😄 det er ikke ment som kritik, jeg er på nysgerrig på fancy brunch og blomsterbinding i “arbejdstiden”

    • Der er ikke en grund til, at den ikke er med udover at jeg ikke tænkte over det. 😀 Men hvor et event sagtens kan vare en halv arbejdsdag, så er der bare generelt ikke så mange af dem (i hvert fald ikke for mit vedkommende), at jeg sådan tæller dem som regelmæssig arbejdsopgave på samme måde som de andre, tror jeg. Især ikke det sidste halvandet år, selvom de så småt er begynde at starte op igen.

      • Fair nok 😊 du har nok egentligt ret i, at det ikke er så ofte. De er bare meget synlige, det er nok derfor jeg forbinder det så meget med blogger/influencer livet. Hvordan foregår det, når man vil afholde en event? Er det noget samarbejdspartneren beder om, eller skal man selv tage initiativ? Og hvordan bestemmer man, hvem det skal med?

        • Jeg er nok ikke helt den rigtige at spørge – jeg har kun afholdt læserevents, så der blev der trukket lod blandt dem, der gerne ville med. Men jeg kan gøre et forsøg! 😀 Generelt kommer det an på, hvad det er for en type event. De fleste events er ikke noget, influencere er med til at arrangere. Det er enten producenten eller et PR-bureau, der står for det, og så inviterer de folk. Hvis en influencer nu har et samarbejde med en virksomhed, så beslutter de nogle gange i fællesskab at lave et event, hvor influenceren så er vært. Man inviterer som regel dem, man mener, har en interesse i produktet eller har en målgruppe, der kunne være det. Så jeg går ikke til så mange baby-events, fx. 😀

Der er lukket for kommentarer.