Jovist skal man nyde at være studerende, men det er altså også meget rart ikke at være det…

Ind imellem hører jeg folk sige til studerende, at de skal huske at nyde det, mens det varer. Lige om lidt venter voksenlivet, og så er det slut med sjov og ballade. Og, altså, det er ikke, fordi jeg ikke også kan savne det. Det var ret fedt, at min primære beskæftigelse var at læse bøger og efterfølgende nørde dem helt til bunds med andre litteraturentusiaster. Det var ret fedt, at man hvert semester fik et spritnyt skema med nye fag, så man aldrig kørte surt i at lave det samme hele tiden. Det var helt sikkert vanvittigt fedt, at universitetet er indrettet sådan, at man har fuckerlange ferier to gange om året.

Men nogle gange tror jeg også, der er en tendens til at tage lige rosenrøde nok briller på, når vi kigger tilbage på den tid. I hvert fald for mit vedkommende. Ofte nåede vi kun et par uger ind i et nyt semester, før eksamenssnakken begyndte. Med det medfølgende karakterræs og uundgåelige imposter syndrome. Jeg savner helt bestemt ikke ugeopgaver, hvor jeg mere eller mindre arbejdede i døgndrift for at få produceret en nogenlunde habil opgave, mens halvdelen af de bøger, jeg skulle bruge, var udlånt fra biblioteket til andre, der skrev om samme emne og var lige ti minutter hurtigere på reservations-knappen. Jeg savner ikke konstant at være skrækslagen for at gå glip af en deadline, eller at en eksamen blev rykket, uden jeg vidste det, fordi universiteterne kører meget på, at det er ens eget ansvar at finde ud af den slags, mens de samtidig er et sted mellem halv-dårlige og decideret elendige til at gøre den information let tilgængelig.

Og mest af alt savner jeg på ingen måde aldrig nogensinde at have penge.

Ej, men kan I huske, hvor grelt det var? Nu ved jeg godt, der er forskellige måder at være studerende på, og man kan både have haft studenterjob og boet hjemme og andre ting, der måske var med til at lette økonomien lidt, men shit, bitches, jeg var fucking fattig. Jeg drak flaskeøl, når jeg var ude, selvom jeg ikke kan lide øl, for det var det, der var absolut billigst. Jeg regnede værdi ud i toastbrød, når jeg skulle vurdere, om noget var et køb værd. “20 kroner, det er fire pakker toastbrød!” Rigtig, rigtig mange måneder måtte min mor sende mig penge, når vi nærmede os slutningen, ligesom hun konsekvent fyldte mit køleskab til bristepunktet, når hun besøgte mig (så jeg kunne spise noget andet end toastbrød også).

Need to have vs. nice to have var et centralt tema i mit liv i de år. Ironisk nok og sandsynligvis også som symptom på det, brugte jeg dengang helt enormt lang tid på at opsøge designerting på clearance eller Trendsales eller loppemarkeder – på jagt efter en exceptionelt god deal, så jeg engang imellem kunne forære mig selv noget, der lugtede lidt af luksus. Lade som om. Bare lige lidt. Var det fornuftigt? På ingen måde. Men det gjorde noget for gejsten.

Der er dejligt mange friheder ved at være studerende. Og det er uden tvivl skønt at være et sted i sit liv, hvor man ikke skal tænke over pensionsopsparing eller realkreditlån eller andre dødssyge ting, men det er eddermame også dejligt at kunne spise lige det, man har lyst til til aftensmad eller tage en spontan tur i biografen uden at skulle leve af havregrød i en uge efterfølgende. Det er jeg simpelthen bare blevet for gammel og magelig til, så er det sagt.

Kommentarer (32)

  • Hvis jeg savner noget ved det, så er det mest af alt selve studie-miljøet, og ikke så meget det at være studerende. Studiejob var i ferier og weekender, fordi undervisningen var fra 8/9 til 16/17 hver dag, og så var der forberedelse og opgaver derudover.
    Og ja, for lidt penge var der altid rigeligt af! Når man hvert kvartal skulle bruge minimum 2000 kr på bøger (og enkelte gange 4500 kr), så er der ikke meget SU tilbage.
    Ja, det var hårdt! Men alligevel også noget helt særligt. Og jeg har ikke et sekund fortrudt valget 🙂

    • Jeg har heller ikke fortrudt på nogen måde, men jeg vil heller ikke glorificere det. Det var både fedt OG lort! 😀

      • Ja, helt enig.
        Det kan være ret gavnligt at fjerne nostalgi-filteret når man tænker tilbage. For ja, det var både fedt, og lort 😊

  • Og det er ikke kun uni-liv der kan være nederen… Jeg har været der, og nu er jeg igang med en anden uddannelse som jeg pt sidder og skriver afsluttende opgave til. En uddannelse på elevløn, som jo i slutningen af elevtiden bare betyder, at man laver det samme som alle de andre på kontoret, man får bare kun halvdelen i løn 😅

  • Jeg savner ikke at cykle direkte fra forelæsning på uni til mit arbejde på grillbaren, hvor jeg derefter arbejdede indtil kl 23:00.
    Jeg savner ikke at købe lavbudgetjulegaver til hele familien, og være nødt til at tage tidligt hjem fra familiejulefrokosten 2.juledag for at skrive, fordi uni havde afleveringsdato den 3.januar, og man ingen jordisk chance havde for at aflevere FØR jul (røvhuller!).
    Jeg savner ikke at gå tiggergang hos venner efter deres pantflasker, fordi man manglede penge sidst på måneden (oh yes, I’ve done that…)
    Jeg savner ikke døgnerne op til en afleveringsdato, hvor man kørte på 70% pulverkaffe, 20% smøger og 10% frysepizza.
    Jeg savner ikke semesterstart hvor man skulle betale et mindre lands BNP til nye bøger (SHIT, det kunne være dyrt!!)
    Jeg savner ikke eksamenerne, hvor man vidste man havde lavet en middelmådig opgave, og man desperat forsøgte at tale den op.
    Jeg savner ikke koldsveden når man kom i tanke om, at man havde glemt at søge om SU igen og ikke var sikker på om ansøgningen nåede at gå igennem til tiden.

    • Fuck, den med julegaver. Havde så dårlig samvittighed over at give så crappy gaver, når man selv fik så fine. Især når man så – som du pointerer – en måned efter skulle smide tusindevis af kroner på bøger, som ofte kun skulle bruges en eller to gange i undervisningen.

  • Jeg er enig med dig. Jeg savner slet ikke at være på røven hver måned, at have en konstant dårlig samvittighed over aldrig helt at nå i bund med læsningen og opgaveskrivningen og arbejde som en gal hver weekend og flere aftener om ugen. Det var jo vanvittigt! Og alligevel følte jeg, at jeg havde både tid og råd til at drikke mig i hegnet på en tirsdag. Ak ja.
    En 40 timers arbejdsuge 8-16 er jo peanuts ved siden af.

    • Man havde virkelig nogle sære prioriteter dengang. Der var et semester, jeg havde så mange fag, at jeg besluttede mig for bare at boykotte et af dem for at få tid til de andre. Dukkede aldrig op til undervisningen, gik bare til eksamen, bestod med en middelkarakter, og så var det sådan.

  • Kan godt savne fordybelsen, udviklingen, læringen og studiemiljøet, men når man flytter hjemmefra i 3. g og bagefter tager en kandidatgrad, så er det en meget lang periode, hvor man både skal fordybe sig OG passe sine to studiejobs for at kunne leve, hvilket altså for mit vedkommende indbefattede at købe en (billig) ejerlejlighed for at kunne få et sted at bo. Men den kostede da stadig mere end et kollegieværelse, så der skulle arbejdes.

    • Hold da kæft, jeg kunne slet ikke arbejde så meget og stadig have tid til alt det, der skulle laves på uni!

  • Altså… jeg kan godt huske hvordan den første jul efter studiet var. For det var rent faktisk jul! Selvom jeg også nu havde fuldtidsarbejde, så havde jeg FRI, når jeg kom hjem og nul eksamener. Glemmer aldrig hvordan et studie kan smadre december. #juleluder

      • Den mest frygtede eksamen som INGEN fattede hat af lå ALTID så tidligt i januar som muligt 😱 vi holdt nytår hos mine forældre det år…. Billigt og god chance for at kunne læse d. 1. Januar🥳🧐

    • Sådan er det også at arbejde i butik, efter Black friday til engang i januar, er det et helvede at skulle igennem og overskud til jul og hygge er 0, også fordi det ikke er tilladt at holde fri mellem jul og nytår.

  • Og så er der os, som desværre ikke er så heldige, at have en mor som kan fylde køleskabet, når hun kommer forbi – eller bare til reel stødte. Der er mange både fede og hårde ting ved studielivet. For mig, er det helt klart det, ikke at kunne regne med hjælp og omsorg fra en nulevende forældre, som er det sværeste.

  • Jeg glorificerer min studietid. Ikke højlydt men for mig selv.
    Nogle år knoklede jeg, andre var mere afslappende. Da jeg fik børn, blev jeg super målrettet og effektiv og kunne hente hver dag kl 14. Jeg skrev mit speciale på mindre end et halvt år og nød det i fulde drag. Bortset fra at jeg var sikker på, at krisen måtte indtræffe på et tidspunkt.
    Den kom så først, da jeg startede på mit første rigtige fuldtidsarbejde. Det var 10 år med meget hårdt arbejde og weekender og aftener måtte ofte inddrages til arbejde.
    Men der er stor forskel på studier og studerendes økonomi. Jeg var heldig med mange ting. Jobbet var spændende men så hårdt, at det blev nemt at glorificere studietiden.
    Jeg læser igen nu men i kombination med et andet job, der giver mig fritid til studier i weekender og aftener og fri til deltagelse i undervisning. Det er ren luksus med løn og faglig fordybelse. Studiemiljøet er dog ikke det samme, når man kun kommer til undervisning.

    • Nej, der er helt sikkert noget med studiemiljøet, der taler ind i glorificeringen også. Jeg tror også, det ville være anderledes, hvis jeg læste nu i min alder. Men drømmen vil nok altid være studie med fuldtidsjob-løn, DET kunne være vildt!

  • Jeg kan godt savne fleksibiliteten (fik første barn under studiet) og de lange ferier. Men det det med aldrig at have fri, og konstant have dårlig samvittighed over et eller andet studierelateret, det savner jeg seriøst ikke. Da jeg tog kandidaten havde jeg et barn i folkeskolealderen og 25 timers arbejde som pædagog, det er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet!

    • Shit, det er også vanvittigt! I bund og grund er det jo meningen, at studiet skal være tilsvarende et fuldtidsjob, så der må man helt bestemme komme i tidspres!

  • Jeg savner heller ikke følelsen af aldrig at have fri – især ikke mens man var igang med bachelor/speciale eller PhD afhandling. Ferie var jo muligheden for at arbejde ekstra eller få arbejdet på projektet. Tror det tog et par uger af sommerferien mellem bachelor og speciale før jeg RIGTIG fattede at jeg havde RIGTIG fri fra studiet, og der ikke var noget jeg liiiige burde lave. (Eller dvs – man arbejdede jo nærmest fuld tid i ferien for at skrabe penge sammen😳)

    Jeg savner heller ikke den evige uvished om SU styrelsen nu fandt på nye tricks og udfordringer…😱

    Savner slet ikke at have et fuldtidsstudie – i perioder med fremmøde 9-17 OG skulle røv tidligt op og gå med post HVER lørdag morgen, og forresten også lige skulle nå 2-3 afleveringer om ugen. Idag er min weekend HELLIG!

    Jeg savner måske en lille smule at man som regel kunne trisse ned på cafeen? og finde folk man kendte.

    Jeg har til gengæld heller ikke fortrudt at jeg holdt ud og kom igennem. Jeg er så heldig at have en uddannelse som jeg både synes var interessant under studiet og som jeg bruger ret direkte i mit arbejde idag – og jeg er sgu glad for der hvor jeg er idag 😍

    • Jeg ville slet ikke synes, det var nice at være studerende, hvis jeg nogensinde havde fremmøde 9-17. For mig var en del af fornøjelsen klart, at der var så meget læsetid, man kunne sidde og nørkle med. Når man kunne nå at læse det hele, altså. 😀

      • I mit tilfælde læste jeg kemi, og når der var laboratorieøvelser var det som regel til kl 17 – det gav godt nok nogle lange dage da jeg stadig boede hjemme og havde 40 min togtur hjem (plus der løse). Et enkelt semester havde bare lab øvelser næsten alle dage – bare det at jeg stadig husker det næsten 20 år efter 😳
        Jeg tror at de forskellige studieretninger er meget forskellige ift. hvor meget fremmøde man har behov for.
        Det var ret få timer udover lab, som var obligatoriske, men de fleste mødte op til det meste, og jeg ville ikke have undværet den mulighed for fremmøde. Havde SLET ikke været moden nok til at få lavet noget hvis jeg skulle fordybe mig alene 😳

  • Jeg bliver jævnligt spurgt, om jeg ikke skal læse videre (har en professions BA), men det skal jeg virkelig ikke! Nej, tak til at blive studerende igen. Jeg elsker at have fri, når jeg har fri og nej tak til et liv på SU. Det eneste jeg savner, er den lange sommerferie.

  • Jeg afleverede mit speciale i går og nu er lidt over et freaking årti som studerende slut. Deltid grundet kronisk sygdom og to barsler gjorde at det tog lige det ekstra tid. Det er så vildt, at det er slut. Endelig. Jeg har mest elsket at være studerende, fordi jeg elsker mit fag og at nørde det, men jeg har mentalt været færdig i noget tid nu.
    Jeg har ikke været på SU i et par år men været forsørget af min kæreste, men jeg glemmer ikke foreløbig hvordan det var at have ingen penge.

    • Ej, freaking TILLYKKE!! Det er så vild en følelse endelig at aflevere. Jeg var også forlænget grundet sygdom, det gjorde det sgu ikke lettere.

  • Jeg er netop startet på en professionsbachelor, efter jeg stoppede på uni i sommer. Jeg græd næsten af glæde, da jeg fik at vide, at vi ikke har nogle eksaminer til jul, men kun en enkelt bestået/ikke bestået opgave, der arbejdes med henover efteråret og afleveres i starten af december. Sidste jul var alt andet end hyggelig og afslappende!

    • Især de der først i januar trak altid tænder ud for mig – man havde jo ikke mulighed for at slappe af, man havde bare dårlig samvittighed over ikke at arbejde!

  • Som sygeplejerske på et sengeafsnit kan jeg nu virkelig godt savne studielivet. Dengang havde man fri hver weekend, fri mellem jul og nytår og en lang sommerferie 🙂
    Nu arbejder jeg troligt hver tredje weekend i blandede vagter. Ingen garanti for at holde fri juleaften og jeg kan kun drømme om en lang sommerferie. Godt at jeg i det mindste har nogle dejlige kollegaer, når arbejdstiderne er så udfordrende 😉

    • Det er sjovt, man kan have så forskellige oplevelser. Jeg havde lige præcis følelsen af aldrig at have fri weekender eller julen, fordi der altid var noget, der skulle læses eller en eksamen, der lå lige rundt om hjørnet. Men sommerferien var unægteligt rar! 😀

Der er lukket for kommentarer.