Hvis man nu skulle flytte ind i en tv-serie…

Hvis du skulle leve i en tv-serie, hvilken ville du så vælge? Et spørgsmål, jeg faldt over på en random (og egentlig ikke særlig god) meme-profil, som lige pludselig blev en meget stor beslutning. Ikke vigtig eller relevant eller på nogen måde livsændrende, bare stor for en serienørd som undertegnede. Der er så mange gode serier derude, men er en god serie en god virkelighed? What to choose?

Grey’s Anatomy. Virker helt ærligt som et ret dumt valg. Jeg ville måske nok arbejde på et hospital med smækre læger og sex i on-call rooms som standard, men jeg ville samtidig aldrig have fri. Der vil være et nok nærmest ubærligt pres for hele tiden at finde banebrydende måder hvorpå at kurere stadigt sjældnere sygdomme, og i sidste ende vil jeg uundgåeligt enten få en hjernetumor eller dø i et flystyrt – især hvis jeg dristede mig til at være venner med Meredith Grey. Og jeg kan godt lide Meredith, men jeg er ikke helt sikker på, jeg trods alt synes, hun er prisen værd. Måske havde det været anderledes, hvis Cristina stadig havde været der.

Frasier. Jeg elsker Niles. Jeg elsker Frasier. Jeg tror også, det er bedst for alle parter, at jeg elsker dem lidt på afstand, for jeg føler mig ret overbevist om, at jeg ville clashe noget så eftertrykkeligt med så ustyrligt prætentiøse mennesker. Ville dog være herregode venner med Roz.

Suits. Én ting er, hvor utroligt ubehagelige de der kjoler, der lader til at være kontoruniformen, ser ud til at være, noget andet er, at jeg føler, de let og elegant springer over, hvor meget kæmpetung og kedelig jura, der skal tærskes igennem for at finde den der ene paragraf, der altid lader til at redde deres røv på målstregen. Plus, jeg ved bare, jeg ville være ulykkeligt forelsket i Harvey og tude, hver gang Louis skældte mig ud. Hvilket han ville gøre en del, for jeg tror ikke, jeg ville være en voldsomt god advokat.

The Walking Dead. Come on, jeg ville blive slået ihjel på dag et. I ved, jeg har ret.

Venner. Virker som et godt valg, hvis man nu var en af vennerne. De bor i ret store lejligheder midt i New York, synes helt ærligt aldrig at være på arbejde, og måske kunne man snuppe Chandler for næsen af Monica. Men de er jo også en lille, lukket cirkel, man ikke kan bryde ind i. Jeg ville ikke være en af vennerne. Jeg ville være en af de utallige piger, der af Gud ved hvilken årsag er faldet for Ross kun for alt for sent at opdage, hvor super whiny han i virkeligheden er. Eller jeg ville være Gunther. Jeg ville totalt være Gunther.

Black Mirror. Det kunne på mange måder være blæret at prøve noget af al deres sci-fi-teknologi, men hvor mange Black Mirror-afsnit ender lige lykkeligt? Udover måske San Junipero. Uh, og Hang the DJ, min ultimative favorit! Men tør man risikere at blive sendt ind i White Bear? Eller Hated in the Nation? Eller USS Callister? Fuck no.

Bridgerton. Noget siger mig, det ikke just er lykken at være en næsten 35-årig single dame med kat i det her univers.

Gilmore Girls. Jeg må lande her. Mit kongerige for et lille hus i Stars Hollow. Jeg ville vælte en vase og blive tvunget til at købe den hos Mrs. Kim. Jeg ville deltage i Cinnamons begravelse. Jeg ville kværne burgere på Luke’s og hyre Kirk til et stykke arbejde, han ville udføre meget tvivlsomt. Jeg ville helt bestemt gå hjem og lave nogle deviled eggs, så jeg kunne hjælpe med at fyre dem på Jess’ lortebil. Jep. Stars Hollow er mit happy place.

Hvilken serie ville I vælge?

Kommentarer (115)

  • Vidste du ville vælge Gilmore Girls 🙌🏻 Gid de havde lavet nogle flere afsnit. Og gid sidste sæson havde haft de originale forfattere.

      • Enig. Jeg var så spændt på de nye afsnit og så skuffet da de var set.

        Men Starts Hollow ville jeg klart gerne flytte ind i. Eller i byen fra The Good Witch som jeg elsker alle afsnit af (netflix).

      • Haha, jeg havde lige glemt Netflix 4 afsnit 🙈 Det er ligesom med Anne fra Grønnebakken, de afsnit de lavede 20 år efter (og i en hel anden tidsalder) har jeg fortrængt.
        Jeg tænkte nu egentlig det gik galt efter sæson 6. Eller måske i sæson 6 hvor Lorelai og Rory ikke var på talefod det meste af sæsonen. Hele serien er fokuseret på deres forhold og dialog.

  • Jeg ville have en fest med at flytte ind på kontoret i “The Office”, og hjælpe Jim med at drille Dwight. Og jeg ville KLART lægge billet ind på John Krasinski (savle, savle…🤤)

    PS: On a different note, så er mit yndlingsafsnit i “Black Mirror” også “Hang the DJ” 🥰

    • Unpopular opinion, men hvis man tager det fiktive underholdningsaspekt ud af The Office, så virker det som en skrækkelig arbejdsplads! Jeg kunne ikke klare at arbejde for Michael eller med Kelly eller Dwight! 😀

      • Det er overhovedet ikke en unpopular opinion! Dwight er borderline sociopat, Kelly er kæmpe meget neurotisk, Stanley er klinisk deprimeret, Michael er manisk og har kronisk mangel på situationsfornemmelse, Meredith er nymfoman, Creed er…Creed (😳) og Angela er en tyran. For bare at nævne et par.
        Men som du rigtig nok selv nævner, er der minuser ved alle fiktive universer 😂 Og igen…John Krasinski! (Jeg er vild med John Krasinski, det nægter jeg ingenlunde, haha)

  • “Big little lies” helt sikkert!
    Smukke mennesker, fede huse, storslåede strande, hyggelige caféer og gode skoler. Jep. Og Kidman var self min bff, og penge var not an issue…

  • Min første tanke var: “Friends” eller “Gilmore Girls”, men jeg ville nok ende med at vælge “Friends”.
    Måske man kunne møve sig bare lidt ind i vennegruppen 🙂 Og ellers, ville man stadig være i New York, og der ville jeg egentlig gerne til igen (om jeg så ville være glad for at bo der, ved jeg ikke 🙂 )

    • Jeg tror, jeg ville gå SATC, hvis jeg skulle gå efter New York. Det der underlige pseudo-New York med de samme tre kulisser, der er i Venner, det er lidt sært. 😀

      • God pointe! Der er klart mere New York i SATC. Og, der ville det være endnu mere væsentligt, for jeg ville på ingen måde passe ind i det slæng 😊

  • Da jeg læste overskriften, tænkte jeg med det samme, at jeg ville vælge Gilmore Girls! Jeg er ikke overrasket over, du ville vælge det samme 😄

  • Jeg tænkte Gilmore Girls allerede inden jeg læste dit indlæg… Hvem ville ikke gerne have været med til at lave et helt telt af presenninger og regnjakker. Eller komme med som fluen på væggen til at råbe “in omnia paratus”. Eller kunne nøjes med at handle ind i Doose’s, eller komme med til friday night dinner… eller… eller.. eller… og alt det du skriver gad jeg også godt 🙂

    • Der er SÅ mange gode ting. Bortset fra det der med at stjæle en båd, den holder jeg mig fra.

  • With out a doubt Gilmore Girls!
    Jeg ville ELSKE at bo mellem alle de skønne, skæve, søde, nysgerrige, pisseirriterende mennesker!

    Jeg vil drikke kaffe med Lorelai, diskuterer bøger med Rory, spiser burger hos Luke’s og så ville jeg smiger mig ind på voksen Jess 😍😂

    • …Jeg kan ikke lide kaffe, men det kan Rory heller ikke i virkeligheden, så det trøster mig lidt. 😀

  • Downton abbey. Så ville jeg kunne læse lækre romaner hele dagen, klæde om til middag og bære fancy juveler. Måske falde for Branson og i hvert fald nyde at være i selvskab med violet.
    Minusset ville være alt den manglende teknologi og det fakta at jeg sikkert ville gå konkurs senere, da hele den verden væltede.

    • Uuuuh, men er der ikke væsentligt større sandsynlighed for, at du IKKE bliver en Targaryan? 😀

  • Jeg læste hele dette indlæg fordi min allerførste tanke inden jeg åbnede linket var: Hun vælger Gilmore Girls!

    Jeg aner virkelig ikke hvad jeg ville vælge selv..
    Er ikke MEGA Gilmore Girls fan… Men det må stadig blive mit valg også for jeg kan ikke komme i tanker om serier med mere idylliske omgivelser, uden der samtidig er for stor risiko for at blive slået ihjel 😅😅😅

  • Åh den tanke har jeg haft mange gange i mine lidt yngre år og jeg tror faktisk ikke mit valg ville være anderledes i dag. Jeg ville klart smutte til Australien og arbejde sammen med McClouds Daughters. Ja, jeg ville arbejde mange timer hver dag, men det ville være i storslået natur på ryggen af en hest.

  • Jeg er lidt splittet her.

    På den ene side ville jeg ELSKE at være en af de lokale i Stars Hollow, og selvfølgelig være bedste venner med Lorelai og alle de andre.

    Men, på den anden side ville det være så super fedt at flytte ind i en crime serie. Jeg tror at jeg ville vælge Criminal Minds. Selvom man skal være vidne til en masse helt vanvittige ting, så må det være det fedeste arbejde ever!
    Og så ville jeg seriøst gerne være BFF med Penelope Garcia! 🥰

    • Er du tosset mand, de er jo selv mål for seriemordere og andre psykopater med jævne mellemrum! 😀

  • Bones – Bones, Bones, Bones.

    Jeg ville være en af lab-musene og være hemmelig forelsket i Booth. Come on – han er da lige så lækker nu, som i Buffy.

  • Eller “Stolthed og fordom”. Det skal naturligvis være den rigtige, med Colin Firth som Mr Darcy.

    • Uuuuh, SKAM er et godt bud! Hvis man orker sine teenageår igen, skulle det da være på norsk!

  • Ville vælge at flytte ind i en lille hyggelig “skæv” by som i Stars Hollow, men tror jeg ville vælge Hart of Dixie. Lige så fantastisk et lille samfund, fuld af sjove eksistenser som Stars Hollow men accenten i Bluebell Alabama er så meget mere mig. Der går de også i det mest fantastiske tøj, ville elske at gå i de kjoler😊

    • Jeg tror, jeg har set et eller to afsnit af den, og så gav jeg op, så den kan jeg ikke tale med på. 😀

  • Jeg vidste inden jeg læste det, at du ville vælge Gilmore Girls. Det er også mit helt klare valg, det virker bare som det bedste sted i verden.
    Da serien sluttede var jeg så trist, og havde det som om jeg var blevet tvunget til at flytte væk fra alle de skønne mennesker i serien😂

  • Jeg bliver nødt til at gå med Beverly Hills… ved ikke helt om jeg vil være Kelly, ellers skulle jeg være en anden rigmandsdatter, der blev forever kæreste med Brandon.

  • Pretty Little Liars, mest af alt fordi det er min comfortserie og altid har været det.
    Eller legacies (fordi det er den bedste af vampire diaries universet). 😀

    • Men… PLL er da et skrækkeligt sted? Altså, alle de intriger og afpresning og jeg skal komme efter dig. Jeg orkede det ikke! 😀

  • Jeg ELSKER også Gilmore girls – det er altid min go to. Så jeg er tror muligvis også at jeg ville vælge den. Eller i sex and the city, tror jeg nu også at jeg ville kunne befinde mig godt!

    • Jeg overvejede også SATC – og så gik det op for mig, at det nok primært var pga skoene…

  • Årh det er et svært valg.
    Jeg elsker New Girl men også Anne fra Grønnebakken. Jeg er nok lidt nostalgisk anlagt og elsker kjoler fra gamle dage så hælder nok til Anne eller måske gode gamle Dr. Quinn – medicine woman.
    Men hvis jeg ikke vil savne teknologi, så bliver det New Girl. Jeg elsker Winston, og tror vi ville lave sjove classic Winston og Monika mess around 😅

    • Uuuuh, jeg var også omkring Anne fra Grønnebakken. (Den originale, selvfølgelig). Men dels var der det argument som med Bridgerton, og dels ville jeg nok have det stramt med den absurde mangel på ligestilling.

    • Læste din kommentar for hurtigt og troede du skrev “Gurli gris” i stedet for “new girl”! Tænkte ellers, solidt valg, haha! I’ll take Gurli Gris og helst være Gustav, der er så hyggeligt og fredeligt der, haha. Jeg har en 2 -årig, needless to mention.

  • Min første tanke var Greys.. Men jeg HADER blod- så jeg ville nok meget hurtigt få Bailey på nakken 🙈
    Mit valg på falde på Desperat Housewife.
    Wistiria Lane ville være godt til mig. Jeg er nok en god blanding af alle damerne og HVER gang jeg ser den serie (jeg har set den useriøst mange gange!) føler jeg at det er mine veninder 🤣
    Så drama, hemmeligheder og sammenhold.. Det ville jeg gerne være en del af ✌️

    • Jeg prøver lige at rette min fejl 🙈 Det gik hurtigt med at skrive!
      Mit valg MÅ falde på
      Desperate Housewives.. De er trods alt flere 🙈

    • Jeg bliver lige dele træt og panisk ved tanken om alt det drama – det får du helt for dig selv! 😀

  • Hart of Dixie! Så meget gossip i en lille, bitte by☺️
    Og helt ærligt, hvem elsker ikke Sydstaterne???

    • Jeg har det faktisk temmelig stramt med den dialekt. Synes bare ikke, det lyder pænt. 😀

  • Så meget Bridgerton, alene pga. tøjet.. Og fulgte Hertug Simon med, så var der absolut ingen klager 😛 Uh eller Downtown Abbey… Føler ofte jeg lever i en forkert tid 😂

  • Mit valg ville nok ende på Friends. Jeg har set nogle billeder af Ross, hvor han har fået fotoshoppet skægstubbe, og det kan altså et eller andet. Måske skægstubbe også vil gøre lidt ved hans whineynes.
    Så må jeg puffe Rachel lidt af banen, de er vel alligevel “on a break” så tit.

  • Jeg elsker Gilmore Girls og min datter, som jeg fik som 19-årig og jeg, er en tro kopi Lorelai og Rory, så vi ville klart give dem kamp til stregen.

    Men ærligt, så havde jeg nok valgt en helt anden serie. Med et frit valg, så ville det blive Hart of Dixie. Skønne Bluebell og Lavon Hayes som borgmester med hans kælealligator Burt Reynolds, Crazy Earl som jeg klart ville få nogle gode fordrukne historier ud af, Wade som jeg bestemt ville flirte lidt for meget med og så Bell tøserne som ville hade mig og min rapkæftethed. Jeg kunne så godt se mig selv i en lille by i Alabama.

  • Min første tanke var Parks and Recreation (altså de spiser morgenmad hele dage❤️), men kom så i tanke om, at jeg så skulle se Aziz Ansari hele tiden. ….ingen mad i verden er det værd!
    Jeg går tilbage i tænkeboks.

  • Jeg tænkte både på Friends og Hart of Dixie, men valget faldt på The OC 😍 Åhh at bo hos The Cohen family 😁

    • Det overklasse-miljø kunne jeg ikke holde ud, jeg ville føle mig så meget som Ryan på den ufede måde!

  • Skadestuen (ER) ville elske at have dr Greene eller dr Ross som mentor… ville gerne hænge ud med dr. Carter som gode venner… ej den serie er bare vildt god… og synd at spoiler alert at dr Greene dør… han var nærmest det eneste anstændige læge der er…

  • “Anne fra Grønnebakken” (den originale obvs.) eller den danske serie “Lykke” der bare driver af sommer-i-Danmark(København)-følelsen. Sidstnævnte er mit go-to når jeg savner Danmark ekstra meget og synes at det er lidt øv at være udlandsdansker 🙂

    Eller “Matador” for den sags skyld (primært på grund af tøjet) Aj eller “Mit Såkaldte Liv”! Ville dog ikke lave så meget andet end at svælge i 90’er teen-mood og grungestil og stå på gangen og savle over Jordan Catalano <3

  • Barnaby! Jeg ville være barnabys sidekick og opklare alle mordene, mens jeg går rundt i min smukke have og sladrer med alle naboerne. Jeg ville være med i alle de sære foreninger i landsbyen. Have en affære med den lokale godsejers søn og sidde på den lokale pub i tide og utide.

  • Som alle de andre i kommentarerne, var min første tanke også Stars Hollow. Men kunne man vælge noget andet? Gå lidt off Road på opgaven?

    … Så tænkte jeg: gad fandme godt bo i Warren Manor, liggende ned til Dawson’s creek og så med naboerne fra Stars Hollow, gift med Simon fra Bridgerton og venner med dem fra Friends. Boom!!

  • Jeg ville så meget bo i Virgin River og fiske hele dagen, måske lige hjælpe en baby eller to til verden og snuppe Jack fra Mel 🤷🏼‍♀️ Er muligvis lidt farvet af, at jeg pt er ved at læse bogen 😝

    • Jeg har aldrig set den, synes trailerne ser så sløje ud, men måske den skal have et skud!

    • Virgin River er også SÅ meget mit første valg… god stemning hele vejen rundt og dejlige Jack (ham skulle jeg selvfølgelig ha’).
      @miriam jeg var heller ikke imponeret af traileren, men gav serien et skud alligevel og var hooked efter første afsnit.

  • Mega relevant spørgsmål 😉 Det må blive Sons of Anachy. Jeg tænker Opie, har brug for sådan en som mig til at “redde” ham. Tør ikke gå efter Jax – den der svigermor er alligevel lidt for scary. Men som sagt, Opie ville helt sikkert være dramaet værd

  • Jeg ville helt klart flytte til Korsbæk! Persongalleriet, stemningen og tøjet ville være en stor oplevelse. Jeg ville omgås de fleste perifert som lærerinde og helt sikkert være veninde med Vicki og Iben.
    Men det ville måske skabe lidt problemer med en lærerinde med mand og børn…

  • Efter at have tænkt langt og længe over det, så er jeg kommet frem til en anden Girls serie. Nemlig Golden Girls 😁
    Efter et år med Corona føler jeg min nogenlunde på samme alder som de andre, de arbejder aldrig, ser ikke ud til at mangle penge, bor i Florida med evigt solskin, og har mænd til alt det hårde, og lever ellers af at levere spydige bemærkninger dagen lang, it’s sooo mee 😆

  • Helt klart “Better Things” – som Sams nabo og gode ven i LA! Elsker Sam og ELSKER Pamela Adlon. Har lidt svært ved at adskille de to personer..
    Har aldrig været i LA og drømmer egentlig heller ikke om det; men åh den varme og humor, der er i den serie, er jeg vild med. Og så har jeg nok også selv nået en alder, hvor jeg synes, det er rart at se serier om “voksne” kvinder, som er mega seje, følsomme, sjove og meeeeeget ældre end mig jo 🤣

  • Downton Abbey, helt sikkert. Men Ruth, jeg ville vælge downstairs. Jeg tror, der er sjovere, og der sker mere. Hvor skulle jeg lave mad sammen med Mrs. Patmore!

  • Genialt! Stars hollow er et fantastisk sted! Men jeg tror helt ærligt at jeg ville gå med Cougar Town, kunne godt leve i det dejlige sommervejr og være en del af vejens “Cul-de-sac crew” og drikke vin af Big Joe sammen med ens nærmeste venner 😍

  • Jeg skulle helt sikkert leve i Pawnee og prøve at stjæle Ben fra Leslie… men alle som har set Parks and Recreation ved, at det er umuligt da de er “soulmates” – elsker den serie og dets univers!
    Det er den mest undervurderede serie, jeg kender næsten ingen der har set den og jeg ser den ca. 1 gange årligt! Elsker den!!!

    • Det er en fantastisk serie! Rigtig mange giver op et sted inde i første sæson, fordi den snubler lidt i starten, hvor den lige skal finde sit univers, og det er en skam, for resten holder 100%!

  • Jeg ville SÅ meget også gerne være en fra Venner – nok egentlig helst Rachel, men så ville serien være endt med at være HELT anderledes, for jeg ville også helt klart gå efter Chandler og ville ikke på nogen måde orke at være sammen med Ross. Jeg tog dog en gang en “hvem fra Venner er du?”-test, og jeg blev… Gunther! Great…

  • Johanne – hjem til jul. Hun skal meget igennem, men Jonas… det er det hele værd. Og sne til jul som bonus og fantastisk veninde og nabo. Jeg er på.

    • I princippet vil du jo bare bo i det univers, ikke være Johanne. Så Jonas er jo optaget! Selvom han unægteligt er fin!

  • Min første tanke var, at flytte ind til Nora fra Brothers and sisters. Jeg kan virkelig godt lide den familie. 😅 Og alle må bo hos Nora. 🤷‍♀️

  • Matador eller Emil fra Lønneberg…. god tid og ikke mere almen udbredt egoisme end det er til at overskue

    • Uuuuh, ja, Astrid Lindgren! Slet ikke dumt! Jeg ville køre med Alle vi børn i Bullerby, tror jeg!

Der er lukket for kommentarer.