Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Jeg er jo Bridget Jones #460

1. Skulle op at tisse midt om natten og satte søvndrukken kursen mod badeværelset akkompagneret af Herbert, fordi #kattedamelife, da jeg jokkede på sådan en plastik-luftlomme fra en pakke, der var kommet, hvilket fik den til at eksplodere og skræmme livet noget så eftertrykkeligt af os begge.

2. Der var tilbud på opvaskemiddel, og jeg manglede, så jeg købte en flaske med citrusduft, fordi det er reglen med opvaskemiddel. Bortset fra det den her gang ikke betød citron, som det sædvanligvis gør, det betød grape? Det er helt forkert, og nu har jeg lyst til grape, hver gang jeg vasker op.

3. Der står et gummitræ i mit køkken. Det er mægtig fint, og jeg fik det til min fødselsdag sidste år. Det er også ved at dø, hvilket gør mig lidt trist, men ikke nok til at finde ud af hvorfor det er ved at dø. (Nej, det var ikke en skjult efterspørgsel på gode råd. Det er det aldrig. 😀 )

4. Er det mærkeligt, at jeg er en lille smule misundelig over, at de der spam-botter på Instagram aldrig dukker op i mine kommentarfelter? Hvorfor må jeg ikke få at vide, at I er villige og nøgne, hva’? Er jeg ikke god nok??

5. I går gik jeg en tur i Fælledparken, og jeg vil tro, der er omkring 70% risiko for, at jeg har Corona nu. SÅ mange mennesker og i princippet mere end rigeligt plads, men ikke en sjæl holder skyggen af afstand. Buh.

6. I Netto efterfølgende var folk til gengæld skidegode til det og ventede pænt på, at der var fri plads ved kassen, hvilket gjorde det ekstra pinligt, da jeg løftede en bøtte tomater ved låget, som prompte gik af og spildte tomater ud over omtrent fem kvadratmeter.

7. Til gengæld var min agurk fra samme tur en af de mest kernefattige, jeg længe har fået, og begejstringen derved demonstrerer tydeligt, at jeg fylder 35 om to måneder.

8. Kan I huske i det her indlæg, da jeg stolt proklamerede, at Herbert aldrig fucker med mine puslespil, når jeg ikke selv er i gang? Jeg vold-jinxede det selvfølgelig og kunne forleden komme ud til en ramme, hvor der manglede lige præcis én brik, der ikke var i sigte nogen steder.

9. …Cut til mig, der oprigtigt står og gentagende gange peger på det sted, hvor den manglende brik skulle være og desperat prøver at få Herbert til at vise mig, hvor han har gjort af den, mens han kigger på mig, som om jeg er jordens største idiot, hvilket lige i den situation ikke var meget galt. Den var i øvrigt i vasketøjskurven.

10. Nedad-pil-tasten på min computer er gået i stykker. Faktisk for rigtig lang tid siden. For at fikse den skal hele mit tastatur skiftes, og det gør mig så pissed, at der skal så meget besvær til for én lille tast, at jeg endnu har nægtet at få det gjort. Jeg straffer altså i bund og grund mig selv i et forsøg på at straffe et livløst objekt. ‘Cause I’m smart.

Comments (8)

  • JEG ER VILLIG OG NØGEN!
    Ej… Jeg har joggingbukser på og knap nok villig til, at rejse mig og gå i køkkenet og hente den kage der venter på mig derude..

  • Hold kæft, jeg grinte højt og længe af den første 🙂
    Jeg er i øvrigt både nøgen og villig, i hvert fald nogen gange..

  • Var hos mine forældre sidste weekend og min mor havde netop købt DET opv.middel (i hvert fald også blevet snydt af citrus/grapefrugt) og det passer bare overhovedet ikke til et opvaskemiddel?! Hvad har de tænkt på?? 😳😅

  • Dorte, Mivs menneske

    Ad1) jamen, det var da godt, at du trådte på plastik’tingen’ …. tænk hvis du i nattens mulm og mørke havde trådt på Herberts hale! Så var i nok også begge blevet højlydt forskrækkede.

    De bedste hilsener fra en katteejer, der har erfaringer med, at kattehaler ikke altid befinder sig, hvor det forventes.

    NB. Wierd. Da jeg skulle skrive kattehaler, foreslog stavekontrollen kattehader. Indsæt selv bandeord

    • Det ville helt sikkert ikke være første gang, jeg kom til det, men den dårlige samvittighed er markant værre der! 😀

Skriv et svar til MiriamsBlok Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.