Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Nogle gange er afvisninger og skrøbelige egoer bare en skidt kombi

I går var jeg nødt til at blokere en fyr, der syntes, det var på sin plads at skrive nogle beskeder til mig, hvori han nedgjorde en anden Instagrammer, der havde lagt et sårbart opslag op. (Hvordan det kom på tale, vil jeg ikke komme ind på, for hun skal på ingen måde have nys om, at det har fundet sted). Han grinede af hende og skrev, at hun virkede “ustabil”. Han syntes tilsyneladende, hendes opslag var sjovt. Eller måske overdrevet. I hvert fald lod han til at have ingen sympati for hendes situation. Det skrev han til mig på en måde, der vist skulle forestille casual conversation, men som pissede mig ret meget af. Lad være med at gøre nar af folk, der ærligt viser deres følelser. Om du kan forstå dem eller ej. Jeg gjorde min holdning på området klar, i hverken venlige eller uvenlige termer, for det var en samtale, han påduttede mig, som jeg under ingen omstændigheder var interesseret i at have, men jeg gider heller ikke skændes med folk online. Han blev dog selvsagt utroligt fornærmet over, at jeg mente, han opførte sig ufint, og proklamerede (ad flere omgange), at han nu unfollowede mig, og at jeg kunne nyde mit liv som krænkelsesparat. You know the type, you know the drill.

Og jeg sad tilbage og var ret lettet. For den her specifikke gut har semi-regelmæssigt skrevet til mig over en længere periode, og det har jeg hverken opfordret til eller ønsket.

Det er en underlig situation. Min Instagram er ikke rettet mod mænd, og af samme årsag har jeg ikke voldsomt mange mandlige følgere. De fleste af dem, jeg har, synes enten Herbert er pissesød, eller at jeg ind imellem siger noget klogt, og de er mere end velkomne. Og så er der en lille håndfuld eller to, der sender mig komplimenter ind imellem. Jeg har ikke et problem med, at Instagram på mange måder har en lille nebengesjæft som scoreplatform, hell, jeg er da også blevet scoret i DMs. Men det kræver en vis finesse, ikke? Man kan ligesom lægge en føler ud og fornemme, om der er gensidig interesse, og hvis der ikke er, så kan man liste af igen.

Det er det bare ikke alle, der gør. Nogle bliver hængende. Måske er de i virkeligheden slet ikke interesserede i at score mig, men de er i hvert fald interesserede i at komplimentere mig. I særdeleshed mit udseende. Nogle af dem er ganske uskyldige, andre er lige til grænsen eller sågar lidt over. Førnævnte gut tilhører denne kategori. Da jeg skulle beslutte mig for, om jeg ville blokere ham (jeg blokerer generelt sjældent), scrollede jeg op i de tidligere beskeder, han havde sendt, og stødte på nydelige eksempler som “jeg ville lægge så hårdt an på dig”. Uden tvivl ment som kompliment, men det er bare lidt klammo, når de bliver modtaget ud af den blå luft. Og sådan havde det stået på længe. Ikke daglige eller endda ugentlige beskeder, men lige et lille tittebøh ind imellem.

Jeg skal lige understrege, at jeg nægter at modtage shit for, hvordan jeg tackler de her folk. Jeg kører en ihærdig “smile and wave”-teknik, som i bund og grund går på at anerkende deres besked med et like eller et kort tak, men aldrig vise nogen form for interesse i eller anledning til yderligere samtale. Det gør jeg af den simple årsag, at jeg har elendige erfaringer med at afvise mænd. Not all men, nej nej, men nok af dem. Dem, der har så skrøbelige egoer, at de finder det nødvendigt med et modangreb, bliver personlige og modbydelige, går benhårdt efter at forsøge at gøre så stor skade på mig, som jeg lige har gjort på deres stolthed. Uanset hvor blid en afvisning, det ellers har været. Det kan virke let bare at blokere, hvis de uopfordrede komplimenter bliver upassende, men en blokering er en hård afvisning og kan snildt tvinge den stakkels mand til at lave en ny profil kun for at svine mig til, hvilket jeg gerne vil undgå. Så jeg smiler og vinker. Det er der sikkert nogen, der synes er den gale måde at gøre det på, men jeg orker i bund og grund ikke at skulle slås med sure mænd, der ikke kan forstå, at jeg ikke skylder dem at være lykkelig for, at de synes, jeg har “flotte patter”.

Så tilbage til gutten fra i går. Det interessante for mig er, at jeg faktisk endte med at tage konfrontationen, fordi jeg gik i forsvar for en anden Instagrammer. Og ikke engang en, jeg kender personligt. Men jeg blev ramt på min retfærdighedssans, og det var åbenbart mit smertegrænse. Andre mennesker. Ikke mig selv. Og selvom han gik frivilligt (om end han smækkede med døren på vejen), så valgte jeg alligevel at blokere ham, hvis han nu skulle skifte mening på et tidspunkt få trang til at kigge forbi igen.

Instagram er et sært medie på den måde og kan nogle gange være svært at navigere i. Jeg kunne godt ind imellem ønske, at jeg ikke var så konfliktsky anlagt, så jeg altid bare kunne bede trælse type fucke af og give pokker i, hvordan de kunne finde på at reagere, men det kan jeg altså ikke. Med mindre jeg hidser mig op på andres vegne, tilsyneladende. Så venlig tak til den anonyme Instagrammer, der ganske uden at vide det i går hjalp mig til at være lidt mere konfrontationslysten, end jeg normalt har for vane. Det var ikke helt dumt.

Comments (11)

  • Jeg synes, du taklede det forbilledligt. Jeg tænker, at du selv godt ved, at du ikke skylder en fremmed på internettet noget, men alligevel brugte du din energi på at forsøge at gøre det et bedre sted at være gennem dialog. Point til dig uanset resultatet og effekten!

    • Det er altid svært at snakke med fremmede om sådan noget, for ofte er man jo bare grundlæggende uenige om, hvad der er okay. Jeg syntes ikke, det var okay, det gjorde han øjensynligt. Men det havde da været rart, hvis det havde medført lidt eftertanke. 🙂

  • Øv, jeg kender godt den type mænd. Man lister af sted og forsøger ikke at træde dem over tæerne og ud af det blå bliver de fornærmede.
    Men mega god måde at klare situationen på! 10/10 👏

    • Man kan argumentere for, at de ikke lærer noget ved min metode, men spørgsmålet er nok langt hen ad vejen, om de overhovedet har en interesse i at ændre den adfærd.

  • Når jeg læser sådan nogle oplevelser fra kvinder om mænd, så bliver jeg altid lidt pinlig berørt på de mænds vegne. Eller måske mere sur. Eller måske begge dele. Nogle gange føler man at man skal undskylde for andre mænds opførelse. Selvom at det jo også er lidt fjollet. Men det overrasker mig gang på gang (formentlig fordi jeg ikke bliver udsat for det med jævne mellemrum/ofte), hvor meget kvinder bliver nødt til at tænke over, overveje og ændre deres færden, både i virkeligheden og på nettet, når det kommer til mænd og potentielle farer eller ubehagelig adfærd.

    Lidt apropos kom jeg til at tænke på en replikudveksling fra den nye film Promising Young Woman (kæmpe anbefaling herfra). En mand bliver anklaget for voldtægt.
    Ham: “It’s every man’s worst nightmare.”
    Hende: “Can you guess what every woman’s worst nightmare is?”
    Synes det illustrerer meget godt en af forskellene på mænd og kvinder.

    • Det er lidt fjollet, ja, men jeg tror også, det er en temmelig naturlig reaktion. Jeg har den selv på andre områder. Men du har helt sikkert ret i, at der er noget privilegieblindhed, der spiller ind der.

    • Jeg læste engang om en britisk (tror jeg det var) undersøgelse, der viste, at kvinders største frygt ved blind dates var, at manden skulle vise sig at være morder eller voldtægtsmand. Mænds var, at kvinden skulle vise sig at være svært overvægtig. Hvis det ikke er et privilegium, så ved jeg ikke, hvad det er.

      Jeg har ofte talt med min mor og mine veninder om, at det ligger så indgroet i os (i hvert fald min omgangskreds), at hvis man bliver catcalled af en mand på gaden, så smiler man høfligt, kigger ned i jorden og forsøger, så godt man kan, at afværge situationen og komme væk. Jeg tænker, at det er virkelighedens udgave af din blide afvisning, Miriam.

      • Jeg har også læst den undersøgelse, og jeg tror sgu ikke engang, det nødvendigvis var svært overvægtig. Bare at hun var tykkere end på sine billeder. Så ja, det er meget sigende. Og ja, jeg reagerer på helt samme måde, når jeg bliver catcalled. Selvom man syder indeni.

  • Amen altså… Jeg bliver så træt og trist af at høre om dine dårlige oplevelser med at afvise mænd…. 😔😒 Du er altid i din gode ret til at sige “nej”, “farveller” eller “smut pomfrit!” Hvis de ikke kan tage det med oprejst pande, så er de problemet, aldrig dig!!!! Kærlighed din vej ❤️

    • Jeg tror desværre, det er blevet mere udbredt i takt med, at onlinedating er blevet så udbredt. Folk glemmer simpelthen, at der sidder et ægte menneske i den anden ende, som man forhåbentlig ikke ville tale til på samme måde.

Skriv et svar til Sarah Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.