You know the drill, der er serieanbefalinger til folket

Jeg springer altid utroligt meget rundt i serier og har som regel gang i mindst fem på et givent tidspunkt. Så går jeg lidt til og fra, som det passer mig. Nogle serier kan binges, andre skal nydes i langsommere tempo. Nogle er til let og luftig underholdning, andre kræver en smule mere koncentration. Hver ting til sin tid, som Alfons Åbergs far ville sige. Hermed endnu et udpluk af serier, jeg med stor fornøjelse har set (i hvert fald noget af) på det sidste:

The Boys. En superhelteserie ikke helt som de andre. I denne verden er superhelte ikke ubetingede good guys, flere af dem er faktisk nogle massive røvhuller. Men det skal den generelle befolkning selvfølgelig helst ikke have at vide. Enkelte personer har dog luret den og gør deres bedste for at bekæmpe de korrupte folkehelte. Ligger på Amazon Prime.

Lucifer. Jeg føler mig overbevist om, at vi har været forbi Lucifer før, for det er en af dem, jeg vender tilbage til med jævne mellemrum. Djævlen ham selv render rundt på jorden og beslutter sig for at bruge sine evner til at hjælpe med at opklare forbrydelser med blandet taknemmelighed fra sin politimakker, Chloé. Der er både humor, krimi og et skud overnaturlighed, og Tom Ellis er intet mindre end uimodståelig i rollen som Lucifer. Ligger på Netflix.

The Undoing. Jeg er sandsynligvis nummer efterhånden ret mange, der forsøger at tvangsfodre jer The Undoing, men den kan altså også noget ret fint. En relativt klassisk “who did it?”-fortælling med rige mennesker, utroskab og mord, der er velinstrueret, velspillet, og som man aldrig helt finder ud af, hvor man har. Slutningen har jeg stadig ikke totalt lukket ind i mit hjerte, men de resterende 5½ afsnit holder 100%. At den er instrueret af Susanne Bier og har Sofie Gråbøl som medvirkende er bare en bonus. Ligger på HBO.

Hjem til jul. Der kommer en sæson to d. 18. december, så jeg besluttede mig for at gense sæson et som opvarmning. Det skulle jeg muligvis have ventet lidt med, for nu vil jeg have mere lige nu. Johanne er træt af at være familiens sørgelige single, så hun bilder dem ind, at hun har fået en kæreste, og så får hun pludselig travlt med rent faktisk at finde en. Serien er norsk med et lille Ghita Nørby-indspark, og den er helt, helt fantastisk. De kunne simpelthen ikke have ramt min smag bedre. Jeg ville ønske, der var så meget mere end seks afsnit! Ligger på Netflix.

The Purge. I en helt anden boldgade finder vi The Purge, som måske ikke overraskende er en serie baseret på film franchisen af samme navn. Vi har gang i noget thriller-horror-action-agtigt og en skrækkeligt masse blod og vold, og det skal man være til, hvis man vil se den. I et dystopisk USA har man besluttet én gang om året at gøre alle forbrydelser lovlige, inklusiv mord, og vi følger en gruppe forskellige mennesker, og hvordan deres Purge-aften spænder af. Jeg er glad for filmene og var lidt nervøs for, om serien ville leve op til dem, men det gik ganske fint. Ligger på Amazon Prime.

Kommentarer (14)

  • Urgh, har lige set The Undoing færdig og er helt enig med den afslutning 😒 The Boys er fantastisk og tak for fif om sæson to af Home for Christmas ❤️🎄❤️🎄

      • Enig! Jeg brugte lang tid på at tænke om det var den ene, anden eller tredje og da det så var den det var og den person gjorde som personen gjorde (forsøger ikke at lave spoilers) så var det bare helt skævt 😒

        • For mig gjorde afsløringen mig ikke så meget, det var mere, at hele stemningen og tempoet var helt skørt i forhold til resten af serien. 😀

          • Åh gud ja! Kan ikke huske, om du så GoT, men det var lidt samme fornemmelse jeg havde her. Altså at man bare skulle nå at blive færdig med serien super hurtigt og det så også lige kom med i afsnittet – fik da helt hjertebanken til sidst 😅

  • Jeg havde afskåret ‘hjem til jul’, fordi jeg synes den virkede lidt B agtig. Men fordi du anbefalede den, så slugte jeg den lige i går aftes. Er du gal en dejlig serie! Jeg grinte så katten skred fra rummet, og jeg græd så min kæreste blev bekymret. Jeg anbefaler den til alle fra nu af! ❤️ Tak!

  • Jeg er helt med på lucifer 😍

    Og hjem hil jul er virkelig også fin – fik tiks indtil jeg fandt ud af Netflix havde sat den på synkroniseret engelsk – slappede helt af da den kom på norsk ❤️

    Kan også anbefale kærlighed og anarki- igen husk original sprog ! Den vil jeg gerne have mere af!..

    Og Virgin river og og.. 😬🙈😂

    • Jeg forstår ikke, de sætter den på synkroniseret automatisk! Jeg kender flere, der opdagede alt for sent, at den er på norsk – og væsentligt bedre på norsk! Kærlighed og anarki er jeg netop blevet færdig med, men den kom aldrig HELT ind i mit hjerte. Jeg tror, fordi jeg egentlig syntes, den kvindelige hovedrolle var lidt usympatisk. 😀

  • Du har nemlig været forbi Lucifer før, for jeg startede på serien på baggrund af din anbefaling. And boy, did I love it! 😄

      • Absolut – der er intet at råbe hurra for, når det kommer til de andre skuespillere 😂(Måske på nær Maze).. Men nej, ingen brok herfra heller, han gør det såååå godt!

Der er lukket for kommentarer.