Anti-anbefalinger

Vi er tilbage i tippe-genren, hvor det efterhånden må være klart for enhver, at jeg holder meget af at være. I dag vender vi bare lige rundt på fortegnene og i stedet for at anbefale jer ting at købe, som jo normalt er kutymen, vil jeg gerne komme med nogle advarsler, eller anti-anbefalinger, om man vil. De fleste ikke med min gode vilje, en enkelt (take a wild guess) burde være lidt mere åbenlys…

Thinner (1996). Jeg elsker en omgang Stephen King, og Thinner var faktisk en af de første af hans romaner, jeg læste, hvorfor den har en lidt særlig plads i mit hjerte, så da jeg så, filmen lå på Amazon Primes streamingtjeneste, var jeg nødt til at slå til. Jeg slog den faktisk op på IMDB først for at tjekke dens score, som jeg har for vane, og jeg noterede mig da godt, at den ikke just havde klaret sig prangende, men sweet baby Jesus, jeg var ikke forberedt på det svært undervældende festfyrværkeri af en B-film, der ventede mig. Fra skuespil til special effects, der var intet af Kings underspillede creepyhed, bare overdrevet absurditet. Eneste lyspunkt var en cameo fra forfatteren selv, men igen, det er kun fordi jeg har en voldsom svaghed for manden.

Tomater. Jo jo, en lidt sær ting at anbefale folk ikke at købe som sådan, og det er jeg heller ikke ude på. Der er bare det, at jeg jo har sådan en tomatsauce-opskrift, som jeg elsker himmelhøjt, og jeg tænkte, jeg lige kunne nå en sidste omgang, inden tomatsæsonen for alvor sluttede. Det kunne jeg ikke. Den smagte af ingenting. Det var som at stikke tungen ud ad vinduet, og jeg var lige ved at græde af skuffelse, for jeg havde virkelig glædet mig. Man kan selvfølgelig stadig spise tomater, men jeg skulle mene, vi officielt er ovre i den lidt fesne vintervariant nu. Bare hvis nogen vil undgå min fejl.

Céline “Audrey”-solbriller. Jeg elsker dem. Jeg elsker dem så meget. Det er mine yndlingssolbriller og de dyreste, jeg ejer. Det er også de eneste solbriller, jeg nogensinde har haft, der er gået i stykker to gange. Skruen, der holder den ene stang fast, faldt simpelthen ud, så jeg gik ind i en brillebutik og fik dem repareret. Nu er den eddermame faldet ud igen.

Kit Kat med cookie dough. Jeg kan godt lide Kit Kat, og jeg kan godt lide cookie dough. Burde være en sikker vinder, ikke? Bortset fra at den hverken smager af Kit Kat eller af cookie dough, den smager bare mærkeligt. Virkelig mærkeligt.

Algenist Genius Ultimate Anti-Aging Cream. Algenist er et af de hudpleje-brands, jeg altid går hardcore efter i USA. Jeg har efterhånden prøvet en bred vifte af deres produkter, og jeg har altid været begejstret indtil nu. Jeg havde små to uger, hvor jeg testede den her af som en del af min faste hudplejerutine, og det var et shitshow uden lige. Min hud hadede den simpelthen. Den er svinedyr herhjemme, og jeg antager, det bare var et dårligt match til min hud, men holy shit. Det var ikke kønt.

Donald Trump som præsident i USA. All politics aside. Det er helt standard, at magten går på skift mellem republikanere og demokrater, men tænk at stemme på sådan et man-child efter at have været vidne til hans realityshow-opførsel og twitter-rants i fire år. I am confusion. America, explain!

Kommentarer (11)

  • Sjovt eller det ved jeg ikke… Jeg har også haft købt et par svinedyre og mega flotte Celiné solbriller, dog en anden model som dine. Men skruen gik også i stykker 2 gange! Jeg passede nu godt på dem, synes jeg selv.

  • Øj, havde ikke opfattet din interesse i Stephen king. Men er absolut med dig der. Altså jeg er mere end vild med ham. Men også her, både ang. Filmen men også ham. Nej tak til thinner, men the man him self – ja tak ?

  • Jeg kan heller ikke anbefale marabou med cookie dough. Selvom jeg elsker begge dele!
    Man smager slet ikke de bittesmå chunks, men man fornemmer bare lidt knasen (på den sand-agtige og meget lidt lækre måde) mellem tænderne.

Der er lukket for kommentarer.