Jeg er jo Bridget Jones #447

1. Den anden dag kom jeg gående hen imod en mand ude på gaden, da der pludselig lød en høj skrigelyd, som jeg konkluderede måtte være en maskine eller noget inde fra en lejlighed. Da jeg kom hen til manden, viste det sig, lyden kom fra en råbende papegøje på hans arm.

2. Det er et år siden, jeg sidst var i USA, hvor en af mine kusiners mand bagte nogle cookie bars, som smagte som manna fra himlen, og nu har jeg drømt om dem to nætter i streg.

3. Angående min stue-makeover, ikke? Det kan godt ske, det ser tjekket ud på billederne, men realiteten er faktisk, at det kasserede monstrum af en lænestol stadig befinder sig i den anden ende af stuen, fordi der er en periode på to dage hver anden uge, hvor jeg må stille den til storskrald, og det er først i næste uge…

4. Når man løber tør for mundbind og ikke må gå ind i en butik for at købe nye mundbind uden et mundbind. Rookie mistake.

5. Forleden var der en rabatkode til Asos, men jeg fik ikke sat mig ind i, hvor lang tid den varede, og da jeg ville bruge den, var den selvfølgelig udløbet.

6. …På den positive side får den en ultrakort comeback i aften fra 20-22 (brug koden 20FAST), hvis du ser det her i tide (reklamelink), på den negative side er min kurv blevet tømt i mellemtiden, så jeg skal til at finde alle tingene igen. (Nej, havde ikke gemt dem, for jeg er en tumpe).

7. Der var et enkelt hår i mit øjenbryn, der blev ved med at stikke ud på Ole Ernst-måden, og uanset hvor hårdt jeg prøvede, kunne jeg bare ikke fange det med pincetten. Klip til fem minutter senere, hvor jeg har hevet så mange forkerte hår ud, at der er en relativt tydelig bar plet midt i brynet.

8. En af mine veninder skrev, om vi kunne rykke vores aftale dagen efter, fordi der var sket noget uforudset. Jeg havde absolut ingen idé om, at vi havde en aftale.

9. Da jeg kom hjem i går, havde Herbert været i en skuffe og haft held med at udrulle en rulle fryseposer fra køkkenet ud i gangen. Nogle gange har jeg lyst til at sætte overvågningskameraer op.

10. Fortalte stædigt mig selv, at det helt bestemt ikke er vante-vejr endnu og efterlod derfor mine vanter derhjemme. En time senere var jeg nødt til lige at stikke ind i en H&M for at købe nogle vanter.

Kommentarer (8)

Der er lukket for kommentarer.