Projekt Voksenbolig – Før/efter #6 // Så røg stolen!

Annonce for Ilva

Vi nåede at få ti gode år sammen. Jeg kan tydeligt huske vores første møde i en genner i Randers, da jeg stod til at skulle flytte fra Århus til København. Jeg ville i min nye lejlighed få 15+ flere kvadratmeter og var derfor på jagt efter møbler til at udfylde den ekstra plads, men i kraft af at være utroligt meget på SU lå min indretningsskæbne i genbrugsgudernes hænder.

Og det var altså her, jeg fandt det monstrum af en lænestol, der lige siden har boet i min stue. Selv dengang var den ikke pæn, og det mener jeg ikke forhold til stand, for den så spritny ud, den var bare grim. Den har altid været grim. Men den var meget stor og hyggelig og praktisk, og det trøstede mig lidt, at Joey og Chandler hver især havde en magen til, selvom det jo i princippet kun bakkede op om dens tvivlsomme udseende.

Hver gang jeg har kastet mig ud i en ny etape af Projekt Voksenbolig, har jeg pure nægtet at skifte den ud. Der var en tryghedsfølelse tilknyttet den, som tryghedsnarkomanen i mig ikke kunne opgive.

Den blev ikke just kønnere med tiden, må jeg erkende. For et par år siden gik læn-tilbage-funktionen i stykker, så den var permanent tilbagelænet. Det ene armlæn var ved at gå i syningen, fordi den var så hjernedødt tung, at jeg ikke helt var stærk nok til at flytte den, når jeg skulle støvsuge, så jeg rykkede altid bare til der. Værst var dog, at Herbert erklærede hele venstre side sit yndlings-kradsebræt (over sit reelle kradsebræt, forstås), så I kan muligvis forestille jer, hvordan læderet efterhånden kom til at se ud

Så da jeg landende det her samarbejde med Ilva og talte lidt med min søster om, hvad der skulle laves (mulighederne var jo nærmest uendelige!), tav hun kort, kiggede meget alvorligt på mig og sagde: “Stolen, Miriam. It’s time.” Og jeg vidste, hun havde ret.

Jeg valgte bevidst en slags opdateret version af den nu hedengangne barcalounger, fordi jeg har været enormt glad for at have en stol, der kunne dreje og lænes tilbage. Jeg ville ikke ofre komforten for udseendet, men heldigvis var der rigtig mange gode muligheder i Ilvas sortiment, fordi jeg vist ikke er den første, der har haft det sådan. Før jeg besluttede mig, tog jeg sågar ud i Ilva og “prøvesad” alle de lænestole, der var med i optakten, fordi jeg ville være helt sikker på at få en stol, jeg elskede. Jeg endte med ovenstående, som jeg synes er så fabelagtigt “morfar-chic”, hvilket nok ikke er et udtryk, men det kan det vel med lidt god vilje blive. Og så har jeg valgt en matchende fodskammel, så fødderne kan smækkes op, for det kan jeg simpelthen ikke leve uden.

Ydermere har jeg skiftet mit gulvtæppe ud. Det gamle var ikke sådan forfærdeligt gammelt, men det var meget langhåret, hvilket betød, at det var afsindigt svært at gøre rent, ligesom det fuckede noget så eftertrykkeligt med min støvallergi, fordi det bare sugede skidt til sig. Det er livet simpelthen for kort til, og det nye tæppe er good to go med en klassisk støvsugning, og så er jeg ret pjattet med farven, som jeg ikke var helt sikker på, jeg var modig nok til, men det var jeg heldigvis, for den er pissepæn. Tæppet er i øvrigt på tilbud lige nu, hvis det er. Jeg har den farve, der hedder Petrol.

Sidst, men ikke mindst har jeg skiftet min lidt sørgelige standerlampe ud, der har været en alt for lang, midlertidig løsning, da dens forgænger gik i stykker, og nu fortryder jeg virkelig, jeg ikke gjorde noget ved det før. En lampe er som regel en relativt overkommelig udgiftspost, og det gør virkelig en forskel, at der er kommet noget lidt mere klædeligt i den gamles sted. Jeg vaklede noget i forhold til min beslutning her, fordi stort set hele Ilvas udvalg virkede designet specifikt til min smag, men til sidst faldt jeg over den her, der minder mig om en overdimensioneret udgave af Pixar-lampen, og så var jeg solgt.

Jeg er så glad for forandringerne, de giver et helt andet look. Især stolen er virkelig et pragteksemplar, hvor der før var, hvad der kun kan beskrives som en øjebæ. Nu kan jeg endelig kalde den del af stuen færdig – så mangler jeg bare at slippe af med rædselsreolen lige overfor og få den erstattet med de umådeligt fine af slagsen, der er købt for længst og bare står og venter på at blive samlet. Men altså, små skridt, ikke… 😀

Kommentarer (26)

  • Synes det er lidt unfair for “før-billedet” at Herbert ikke er med på dét, men kun på “efter”, så er det jo svært at bedømme ?
    Tillykke med dit nye møblement ?

  • Dyyyyybt misundelig på den der lænestol ? Den har jeg kigget på tonsvis af gange, men jeg har ikke lige haft øremærket “den mængde penge” på min konto til en lænestol ? og min kæreste mener heller ikke at vi har plads. (mindre detajle, ik’!?)

  • Jeg er virkelig misundelig på din nye stol. Den er pæn! Den ser også virkelig behagelig ud. Tillykke. Du fortjener den meget. Er Herbert også tilfreds?

    • Herbert har ligget i den lige siden, den kom ind ad døren. Jeg kan ikke finde ud af, om det er en udvikling, jeg burde sætte en stopper for! 😀

  • Jeg grinte så meget af din søsters udtalelse ? Og sikke et ansigtsløft stuen har fået! Vildt der ikke skulle mere til. Ilva gør det ganske udemærket i øjeblikket. Hvad bliver det næste projekt mon? Hullet i væggen? ????

    • Nej, væggene bliver nok ikke fikset, før jeg flytter engang. Men reolen burde være overkommelig! 🙂

    • Hej Louisa! Jeg kunne måske godt være gået med en billigere løsning, men det var det her design, jeg virkelig forelskede mig i, og den slags kan godt have en tendens til at koste lidt mere. 😀

    • Det kan jeg virkelig også! Jeg er SÅ dårlig til at sætte mange farver sammen (og okay, der er måske heller ikke ligefrem mange her), så jeg er helt overrasket over, hvor glad jeg er for resultatet! 😀

  • Det er pænt! Rart når man kan finde ting som både er funktionelle og pæne??? For et par år siden fik vi også en “morfar-chic” stol. Det er GULD værd! Sidder ofte og falder i søvn i den?

    • Det er simpelthen alt! Faktisk får jeg nærmest ikke brugt min sofa, fordi den er meget pæn, men ikke sådan voldsomt behagelig. Jeg skulle eddermame ikke ud i det samme med min lænestol! 😀

  • Flot, med de nye ting. Der er virklig strammet op på stilen. Lækkert!!!
    -Det der med reolen…er der ikke et par “followers” der vil være med til at samle den en weekend? Sådan en lille happening. Kú være lidt hyggeligt og hvis vi er 4 tager det måske kun en times tid. Du skal “bare lige” tage tingene ud af den gamle først. Jeg har værktøj

    • Problemet er slet ikke at samle de nye, det er netop at komme af med den gamle. Den er for stor til at komme ud ad døren i samlet tilstand, og den må kun komme til storskrald, hvis den er samlet. Og umiddelbart ser den ikke ud til at kunne samles igen, hvis den bliver skilt ad! 😀

  • Kunne du sige noget om kradsevenligheden af tæppet? Har Herbert testet om han kan trække tråde ud når der hvæsses (hvæses?) klør? Købte et meget pænt og dyrt tæppe, rullede det ud og beundrede det i ca. 30 sek hvorefter den ene kat lige skulle strække sig med dertilhørende klør-i-tæppet og første tråd var ude. Der er så mange tråde ude at det næste ligner det er meningen – men det er altså ikke så pænt.

    • Jeg har haft det i en måned tid nu, tror jeg, og indtil videre har jeg ikke bemærket, at det har taget skade. Jeg ved dog ikke, hvor meget han rent faktisk hvæsser klør i det, men jeg har bevidst valgt en type tæppe, hvor jeg tænkte, det nok ikke rigtigt ville kunne ses, når han gjorde det. 😀

  • Hej Miriam
    Du har fået det skønneste vinterhi ⭐️⭐️⭐️
    Jeg får aldrig skrevet, men suser forbi både blog og story HVER dag, fordi du er skøn at følge og laver så gode ting.
    KH Lone

Der er lukket for kommentarer.