Engang boede jeg på Hawaii
Tilbage i de glade 90’ere var der en orlovsordning for folkeskolelærere, der tilsyneladende var ret nice. I kraft af at have været otte år gammel, blev jeg aldrig rigtig klog på de nærmere detaljer, men eftersom min mor tilfældigvis var folkeskolelærer, besluttede mine forældre sig for at gøre brug af det tilbud, så de hev et halvt år ud af kalenderen, og så tog vi en tur jorden rundt. Vi startede i USA, hvor vi ramte en tre-fire stater, derefter gik turen til New Zealand, Australien, Thailand og Nepal (som jeg for nylig også skrev lidt om).
Halvdelen af den samlede tid tilbragte vi på Hawaii. I byen Kailua-Kona på The Big Island ligger der, hvad der bedst kan beskrives som en international bibelhøjskole, og her tilbragte vi tre måneder, aka længden på et turistvisum.
Jeg ved ikke, om det i princippet kvalificerer som at have boet-boet der, men det føles sådan, for efter en måneds tid begynder der unægteligt at gå hverdag i den. Mine forældre havde undervisning med de andre voksne, og min søster og jeg gik i skole med de andre børn. Det var alt sammen meget amerikansk med en lærer, der skulle tiltales Mrs. Beaumont og små smiley-klistermærker, når man havde løst en opgave godt. Det foregik selvsagt også på engelsk, så det gjaldt om at få tilranet sig nogle engelskkundskaber med lynets hast, men børn er jo heldigvis fabelagtige til at kommunikere uden sprog, så vi fik hurtigt venner, der var både amerikanere og koreanere.
Jeg husker det som en enormt idyllisk tid. Da vi ankom i lufthavnen fik vi på ren Hollywood-kliché-maner blomsterkranse rundt om halsen. (De var en ting – se billeder). Hver uge klippede vi kuponer ud af den lokale tilbudsavis, så vi kunne få en is til en dollar hos Baskin-Robbins. Vi snorklede i én uendelighed, og der var lutter farverige, eksotiske fisk inklusiv Hawaiis statsfisk med det meget mundrette navn humu humu nuku nuku apua’a. Man skulle bare lige huske at have sine badesko på i fald af, at man trådte på en voldgiftig fisk, der havde tendens til at hygge nede nede på havbunden. Plus, befandt man sig på en såkaldt black sand beach, var sandet bittesmå sorte lavasten, som blev en million grader varme i solen. Det var også på Hawaii, jeg lærte, at det ser væsentligt mere blæret ud at bade under et vandfald, end det føles. Faktisk gør det hamrende naller.
Vi havde en gekko boende bag køleskabet, som havde et navn, men i skrivende stund kan jeg selvfølgelig ikke huske, hvad det var. Det meste af beboelsesområdet var bygget på stolper i tilfælde af oversvømmelser. Der rendte vilde desmerdyr rundt og stjal nedfalden johannesbrød fra træerne. Madpakker på skoleture bestod altid, altid af peanutbutter & jelly-sandwiches, og jeg hverken kan eller kunne arbejde med det stads. Poolen var næsten altid lukket, fordi pumpen var i stykker. Vi spiste saltkiks med spray-cheese, som min søster og jeg forgæves forsøgte at opstøve herhjemme i årevis efterfølgende, og da vi endelig vendte retur til staterne i 2008 og fandt det igen, viste det sig selvfølgelig at være herreklammo. Det burde vi måske have sagt os selv. (Jeg lægger lige video-materiale fra den oplevelse i min Instagram-story, man kan se de næste 24 timer).
Jo mere jeg skriver, desto flere minder vælter frem. Mange af dem er i brudstykker, men de er stadig uendeligt tydelige billeder på min nethinde. Minderne fra de fleste andre lande på vores jordomrejse er lidt slørede i kanterne, men fordi vi havde så lang tid på Hawaii, havde jeg rig mulighed for virkelig at imprinte mig indtrykkene.
Det siger måske sig selv, men jeg vil helt sindssygt gerne tilbage en dag. Uheldigvis ligger Hawaii jævnt meget ude i ingenting, hvilket betyder, at det skal være en dedikeret tur dertil, og det er både svinedyrt og heller ikke så strategisk klogt i forhold til Projekt Besøg-alle-50-stater. For normalt tager jeg minimum tre ad gangen, og Hawaii er jo i princippet allerede krydset af. Men en eller anden dag. Ude i fremtiden. Der bliver jeg nødt til det.
D
Det er så mega hyggeligt at læse dit indlæg for det befinder sig nemlig således, at jeg har været på ferie i Kona 3 gange – med 6 års mellemrum. Dette fordi byen afholder det årlige VM i ironman som min far har deltaget i. Så mange gode minder fra den lille by der både har været en ferie for teenageudgaven af mig, for mig i tyverne med våde byture på beachbar med en god veninde og sidst som gravid med min kæreste. Nu som mor til to har jeg ikke mod på den sindssyge rejse det er, men jeg skal helt sikkert tilbage til Kona. Jeg kender byen ud og ind og byder på så meget rart ☺️
MiriamsBlok
Ej, det er jo lige før, man skulle overveje at begynde at træne ironman! Eller, nej, selvfølgelig ikke en chance i helvede for det, men det ville være en god undskyldning for at tage af sted! 😀
Lise
Jeg er ret sikker på jeg har været i den by og nede på en blacksand Beach lå de store havskildpadder og varmede sig i solen. Der er fantastisk på Hawaii!
Vi fandt ret billige flybilletter fra NYC, hvor vi alligevel skulle være rimelig længe, så du kan jo kombinere det med et mellemstop i en stat med en ret stor lufthavn og ikke flyve direkte fra dk. Det ved jeg iøvrigt heller ikke om du havde tænkt dig. Og du havde sikkert også overvejet alt det andet. Nå. Hej ?
MiriamsBlok
Jeg har overvejet det, men det er en helt underlig konstellation, jeg ikke har arbejdet med før, så jeg er ikke lige kommet videre med det. Normalt kører jeg jo fra stat til stat, og det bliver lidt svært her! 😀
Maria
Jeg boede på New Zealand som 10-årig, og kan nikke genkendende til at meget af følelserne bag dine oplevelser her. Og dine tre sidste sætninger? De ramte mig direkte i hjertet. Jeg håber snart, vi får mulighed for at komme tilbage.
MiriamsBlok
Forhåbentlig bliver verden lidt mere normal igen på et tidspunkt!