Jeg er jo Bridget Jones #435

1. Dette var ugen, hvor jeg faktisk på det nærmeste forfulgte en mand i fem minutter, fordi han lignede Bernie Sanders så meget, at jeg var sikker på, det måtte være ham. Også selvom det ingen mening gav med pandemi und alles. Viste sig selvfølgelig bare at være en random old white dude.

2. Mit korte forsøg som stalker betød også, at jeg reelt for vild i Kongens Have. Altså, selvfølgelig ikke, så jeg ikke vidste, hvor jeg var (jeg var i Kongens Have), men så jeg helt bestemt kom ud af en helt forkert udgang.

3. Kender I det, når man har et par sko, og man elsker det par sko, og man insisterer på at blive ved med at gå i det par sko, selvom de stadig efter tre år giver en vabler?

4. Skulle med et tog. Mit rejsekort virkede ikke på nogen af de tre maskiner, jeg forsøgte mig med, hvorefter det gik op for mig, at jeg muligvis fik en mail for en måneds tid siden om, at mit rejsekort var ved at udløbe, og jeg skulle bestille et nyt. Hold kæft, hvor er det offentlige dyrt, når man ikke har rejsekort!

5. Det fede ved, at alle barer lukker ved midnat er, at man har mange flere hjemme-hygge-fester. Det ufede ved hjemme-hygge-fester er, at der ikke er noget, der stopper dem fra at vare til klokken seks om morgenen, og så dør egns døgnrytme for alvor!

6. …Også ægte fedt at tage en taxa hjem efterfølgende, hvor taxamanden hilser en med et muntert “godmorgen”, og man sætter sig ind i bilen stinkende af sprut.

7. Når Herbert skal tisse, går han altid ind i sin kattebakke og sætter røven HELT ud til kanten, og jeg har altid været meget imponeret over, at han aldrig er kommet for langt ud over og har tisset på gulvet. Det kan jeg nu ikke længere sige.

8. En veninde og jeg skulle leje en citybil, fandt to på kortet og kunne ved grød ikke finde dem på gaden. Efter et stykke tid gik det op for os, at vi stod oven på en parkeringskælder.

9. I onsdags var jeg nødt til at vaske mit hår to gange, fordi det virkelig lugtede af bål. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg har ikke været i nærheden af et bål i månedsvis.

10. Min neglelak var solidt på vej til at skalle af, da jeg opdagede, jeg ikke havde mere neglelakfjerner, og jeg havde kun halvanden time, til jeg skulle ud af døren. Endte med simpelthen at kradse den af. Nød lærer nøgen kvinde at spinde.

Kommentarer (10)

  • Aah den med Herbert. Har en veninde hvis kat gør det samme. Min egen skider på kanten så den skal satme vaskes af ofte. Om det lander inde eller ude er altid et mysterie jeg gerne ville være foruden. Derfor er bakken på et plast underlag ?

    • Det er sjovt, for Herbert har dedikeret den ene ende til tis og den anden til lort, så heldigvis er der ingen risiko for lort på gulvet! 😀

  • Vores kat gør det samme. Heeeelt ud til kanten, uanset hvor stor og ren kattebakken er. Hendes sigte er ikke blevet bedre med alderen.

  • Jeg har indtil flere par sko, som jeg nægter at skille mig af med, selvom de giver vabler på tredje år…

  • De dér hjemme-hygge-fester er vist ikke vanvittigt populære hos naboer :-/. Et eller andet sted giver det her anledning til at evaluere den danske alkoholkultur. Det er sgu, som om mange overhovedet ikke kan indgå i en social kontekst uden at skulle sippe rosé.

    • Vores hjemmehyggefester er bare snak og vin – ikke dans og musik, så der er ingen naboer, der lider nød. 😀 Jeg kan godt lide en solid brandert med jævne mellemrum, så længe det ikke tager overhånd. 🙂

Der er lukket for kommentarer.