20 spørgsmål – syv år senere…

Tilbage i 2013 lavede jeg et indlæg, der hed “20 spørgsmål”. Det var et af de her meget originale indlæg designet til at levere et emne, når man gerne vil skrive noget, men ikke ved, hvad man skal skrive om. (Det der skriveblokade er ikke et koncept reserveret udelukkende til globale pandemier). Og så er det selvfølgelig en undskyldning for at tale om sig selv, hvilket man jo nærmest ikke gør som blogger. Forleden faldt jeg så over indlægget igen, og så tænkte jeg, det egentlig kunne være ret interessant at svære på spørgsmålene igen og se, hvor meget de havde ændre sig.

Hvad forlader du aldrig dit hjem uden?

2013: Mine nøgler og min læbepomade.

2020: Stadig rigtigt. Plus mobiltelefon (som helt sikkert også var rigtigt dengang), en flaske vand og en læbestift – hvis det nu skulle blive nødvendigt.

Hvad er dit yndlingsmakeupmærke?

2013: Bummelum. Altså, når vi snakker negle, så er det A-England. Ellers er det svært. Jeg har ikke fundet et virkelig godt allround makeupmærke, der ikke tester på dyr endnu. IsaDora, måske.

2020: Det var faktisk blevet ulovligt at markedsføre makeup i EU testet på dyr tidligere på året, det vidste jeg bare ikke. Men jeg har stadig ikke et yndlingsmærke. Jeg bruger lidt på må og få. Neglene dyrker jeg desuden markant mindre end dengang.

Hvad er din yndlingsblomst?

2013: Det er nok liljer, hvilket er lidt irriterende, fordi de er giftige for katte, og Frank æder alle blomster, jeg kommer hjem med.

2020: Jeg kan stadig godt lide liljer, men ærligt, jeg går bare ikke voldsomt meget op i blomster. Kan man vælge en rapsmark? De er rockerpæne.

Yndlingstøjbutik?

2013: Online er det stensikkert Asos. Offline må det være H&M. I ved, fordi jeg er så pisseoriginal.

2020: Hold kæft, hvor er det bare en teenager, der har fundet på de her spørgsmål. Jeg kan stadig godt lide Asos, men jeg shopper der ikke så meget, efter det blev dødbesværligt at returnere, når man ikke ejer en printer. Ellers rangerer Ellos som bekendt også højt deroppe ad, fordi de har nogle designere, der er gode til at lave ting til min kropstype.

Hvilken parfume bruger du?

2013: Jeg sværger til Daisy fra Marc Jacobs. Er dog løbet tør for nylig, så jeg håber grangiveligt, der dukker en op under juletræet!

2020: Jeg bruger stadig Daisy, men jeg er også blevet rigtig glad for Carvens L’Eau de Toilette. Selvom jeg nok ikke forstår, man vælger et navn, der inkluderer “toilet”. Det giver bare ikke super sexede associationer, vel?

Høje hæle eller flade sko?

2013: Ha! Heels, darling! (I Mariah Careys stemme)

2020: I teorien hæle. (Vi blander Mariah udenom den her gang). I realiteten ender det jo næsten altid lidt fladere.

Får du gode karakterer?

2013: Som regel, ja.

2020: Jeg får heldigvis ikke karakterer længere, men jeg kan godt lidt savne rusen af at gå ud fra et eksamenslokale. Ikke så meget månederne op til, dog.

Yndlingsfarve?

2013: Koboltblå og dyb mørkerød.

2020: Lad os bare køre med det samme. Jeg føler, det her er spørgsmål, der var meget vigtigt, da man gik i folkeskolen, men som man ligesom ikke har behov for at tage stilling til som voksen.

Drikker du energidrikke? 

2013: Kun når der bliver væltet et shot Jägermeister ned i!

2020: Still true! Og hvor savner jeg i øvrigt jägerbombens storhedstid!

Drikker du ofte juice?

2013: Nej. Og temmelig mærkeligt spørgsmål i øvrigt.

2020: Samme.

Kan du lide at svømme?

2013: Nej. Jeg er virkelig ikke en vandhund! Er dog temmelig begejstret for karbade.

2020: Jeg afskyr at svømme. Sådan helt ind i sjælen. Det var også sandt i 2013, der formulerede jeg mig bare lidt mere konstruktivt.

Bruger du en gaffel, når du spiser pomfritter?

2013: Nej. Friturefingre ftw!

2020: At bruge en gaffel er en dødssynd på linje med at sprøjte ketchup henover fritterne i stedet for i en dyppe-klat ved siden af.

Yndlingscreme? 

2013: Må bestemt være Vichys mirakelmiddel! (Jeg linker lige til den, men på et tidspunkt ændrede min hud sig, og så var vi ikke et match længere).

2020: Uden tvivl Rodials Dragon Blood Sculpting Gel. Den koster kassen, men det er der en grund til. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Den er magisk. (Jeg linker til søde Mette Milans shop. Det var hende, der introducerede mig til den i sin tid, og det gjorde hun med en gave, så vi må hellere kalde det reklame).

Vil du gerne giftes en dag?

2013: Ja. Hvis jeg kan finde en mand, der er mig værdig. ?

2020: Ahahaha, 27-årige Miriam var en kæk motherfucker. Men ja, jeg vil stadig gerne giftes.

Bliver du nemt sur? 

2013: Egentlig ikke. Med mindre jeg er stresset eller virkelig træt. Så er jeg per definition en kælling!

2020: Jeg bliver nærmest aldrig sur. Og ovenstående refererer nok også mere til irritation end vrede. Det er stadig sandt, men jeg bliver sjældent decideret vred.

Kan du godt lide at jagte spøgelser? 

2013: Kun indirekte gennem Sam og Dean Winchester.

2020: Still true!

Har du nogle fobier? 

2013: Edderkopper, selvfølgelig. Har også udviklet en snært af agorafobi det sidste års tid, hvilket er temmelig øv.

2020: Højder og havet og at fejle. Og også edderkopper. Og så fik vi sat årstal på, da min sociale angst dukkede op første gang. Hyggeligt.

Bider du negle?

2013: Nej. En af de få dårlige vaner jeg ikke har!

2020: Og den har jeg heller ikke udviklet i mellemtiden!

Har du nogensinde haft en nærdødoplevelse?

2013: Næh. Hvor er jeg egentlig kedelig…!

2020: Ikke med mindre vi tæller tilfælde som i sidste uge

Drikker du kaffe? 

2013: Nej. Ikke med mindre der virkelig ikke er en anden udvej. Jeg elsker duften af det, men afskyr smagen.

2020: Der er gået syv år, og jeg har stadig ikke lært det. Jeg tror sgu ikke, det kommer til at ske…

Kommentarer (15)

  • Det sjove er, at jeg har set nok af dine stories gennem årene til, at jeg læser dine svar med din stemme ?

  • Okay, hvad ER det, der gør den svinedyre creme/gel så magisk?! ? (Jeg ved at der er en fin beskrivelse inde på siden du har linket til, men jeg vil gerne høre det fra dig!)

    • Det er jeg simpelthen ikke ekspert nok til at vide! Altså ikke den tekniske del af det i hvert fald. 😀 Jeg kan bare konkludere, at den har gjort min hud meget mere ensformet, at jeg stort set aldrig ser urenheder mere, og at jeg har fået en glød, jeg aldrig før har haft.

  • Åh Jägerbombs <3 Engang i min storhedstid i Jomfru Ane Gade, vågnede jeg en morgen op med en stribe blå mærke over næseryggen. Det var der jeg gentagende gange havde hamret glasset op (uden at mærke det i øjeblikket), når jeg slyngede nakken bagover for at tømme glasset i et hug. Jeg vil vædde med, at jeg var bund charmerende sidst på den nat!

  • Ej men helt ærligt, det er jo SÅ besværligt at returnere fra Asos!! Jeg har en printer, men fordi jeg vitterligt kun har behov for at bruge den, når jeg skal returnere køb til Asos tørrer blækpatronen ud imellem hvert print, så jeg har flere gange været nede i en printbutik (hedder det det?) for at printe en enkelt forpulet returformular…

    • Jeg forstår ikke, det er SÅ svært bare at køre afkrydsningsmodellen, som de altid har gjort. Fucking bøvlet.

  • Er så meget med dig på den med kaffe……i en alder af 46 år har jeg indset jeg ALDRIG kommer til at drikke det, men duften er intet mindre end fantastisk?

    • Jeg ville virkelig ønske, jeg kunne lide det! Det ville gøre mit liv markant lettere!

  • Altså det med toilet, så er det jo ikke noget de har fundet på – eau de toilette er jo en kategori inden for dufte. Ligesom eau de parfum, som indeholder mere duftolie end eau de toilette ?

    • Yes, men selve duften hedder L’eau de Toilette. Selvom den tilhører en kategori, der hedder samme, kunne man jo snildt have givet den et mere tillokkende navn. 😀

  • Kaffe er helt klart en tilvænningsting. Der har taget mig flere år ? Men jeg blev bare alt for tyk af at drikke cola, som opkvikker ifbm min specialeskrivningsperiode.
    Jeg lagde personligt ud med at tilføje en lille smule instantkaffe til min varme kakao, og så gradvist trappe op. Efter et par år kan jeg drikke almindelig kaffe, men jeg foretrækker stadig kakaoblandingen, iskaffe eller cafe latte, hvis det er muligt.

Der er lukket for kommentarer.