En slags parforholdskrise

Når folk spørger mig, hvorfor jeg flyttede til København, svarer jeg altid, at jeg er født og opvokset i Århus, så hvis man er glad for at bo i byen og gerne ville prøve noget nyt (helst med endnu mere by), så var det ligesom den mulighed, der var. Med mindre man er modig nok til at tage springet til udlandet, og jeg er som bekendt en bangebuks af dimensioner, så jeg tænkte aldrig i de baner andet end i en separat fantasiverden, hvor der ikke er noget, der hedder arbejdstilladelse og sprogbarriere og total mangel på netværk.

Dermed ikke sagt at det var easy-peasy at flytte til København. Jeg havde tre måneders opsigelse på min lejlighed i Århus. Det er jævnt svært at finde noget at bo i i København tre måneder ud i fremtiden. Jeg mener, det er jævnt svært at finde noget at bo i i København, punktum. Og det gør det ikke lettere, hvis man er nødt til at lede fra Jylland. Men så dukkede der en lille andel op på en af de million hjemmesider, jeg stalkede religiøst, og jeg elsker min lejlighed, og jeg har ikke fortrudt min flyttebeslutning et sekund. Det har aldrig generet mig at bo relativt småt, og Østerbro er et notorisk stille (læs: kedeligt) område, så larmen har ikke været uudholdelig. Jeg har aldrig følt, jeg manglede noget. Altså, at der var noget i min sjæl, der trængte til åbne vidder eller villavejsidyl.

Og så kom Corona, og nu føler jeg mig pludselig invaderet af, hvad jeg gætter på er den følelse, der gør, at folk flytter ud i forstæderne. Hvorfor er her så lidt plads? Jeg kan ikke engang lave mad uden at træde på Herbert, og der er jo ikke skabe nok til alt mit crap. Hvorfor har jeg ikke en have? Man skal da have græsplæner at læse bøger på og staudebede og tomatplanter nok til at holde hele Italien forsynet med tomatsauce. Har mine naboer altid larmet så meget? Hvorfor står de så tidligt op, og hvorfor hører de musik med så meget bas? Altså, jeg mener, giv den gas med musikken, men hav måske lidt bedre smag? (Og med bedre smag mener jeg selvfølgelig tættere på min egen, som stadig sidder fast i start-00’erne).

Storbyen føles underligt lille, når man ikke har mulighed for at udnytte dens fulde potentiale.

Det er ikke, fordi jeg har skjulte planer om at flytte til Greve. Jeg elsker stadig København, det er bare et lille bump på vejen i vores forhold. Jeg forestiller mig, det er lidt ligesom, hvis ens kæreste brækker benet, og han pludselig skal have hjælp til alting. Han kan ikke hjælpe med aftensmaden, og man skal hente hans oplader, der ligger ude i bilen, og det kan godt ske, det normalt er ham, der støvsuger, men i medgang og modgang og alt det der, ikke.

København, det her er vores modgang. Du har fået Corona, og du er ikke helt på toppen, og det er træls både for dig og for mig, men lige så snart du er tilbage, så skal vi kraftstejlme være helt nyforelskede igen!

Kommentarer (10)

  • Det her indlæg får mig til at tænke på det afsnit af sex and the city hvor Carrie konkluderer at New York er hendes helt store kærlighed. Og den sømand hun ellers har flirtet med bliver skrottet fordi han taler grimt om byen.

    Det må være dejligt at have det sådan med en by. Jeg kommer aldrig til at flytte til Kbh. Er flyttet fra en af de større danske byer til en væsentligt mindre – men jeg elsker det her pga de folk der bor her. Og den jyske mentalitet.
    Nyd dit (ikke corona) Kbh – så bøjede jeg med at lege turist når jeg en sjælden gang iMellem får forvildet mig derover 😉

    • De små byer kan også helt sikkert noget! Nogle gange drømmer jeg om lidt Gilmore Girls-stemning, men i sidste ende kan jeg nok bare godt lide alle mulighederne ved en større by. 🙂

  • Altså jeg er klar til at smide alt hvad jeg har i hænderne og flytter ud af byen (og jeg bor “kun” i Esbjerg”)! Alle mennesker larmer, jeg har ikke engang en altan, og her er simpelthen så trængt.. hvor er det tosset – før corona havde jeg aldrig de tanker ??‍♀️?

    • Jeg er så lykkelig for min altan! Aldrig havde jeg troet, at tre kvadratmeter kunne betyde så meget!

  • ??? Jeg kom til at tænke på Marshall og Lily fra How I Met Your Mother. Hvor Marshall ikke kan få kalkunen gennem døren ind til køkkenet og Robin bliver ved med at vælte lamper fordi der pludselig er alt for lidt plads ??? Du må montere en klokke rundt om halsen på ham, så han ikke kan snige sig ind på dig i køkkenet ??

  • Elsker dit “greb” på ting, de skæve vinkler. Her i hyblen på 49 m2 har jeg arbejdet hjemme siden 16. marts. Det underlige er sket, at trods mit spisebord er blevet annekteret af to store skærme, så opleves min lejlighed rummelig. Har ikke lavet eller flyttet om. Nu, vi taler om plads og oprydning. Det er blevet et ufravigeligt princip at redde sengen HVER dag, og der står ingen opvask. Måske er det det?

  • Det er som om hele verden danser en syg form for stoledans, hvor alle er tvunget ned i sæddet, hvoren de er. Dem der nåede ud af byen må sidde og grine selvtilfreds, for pludselig er hele pointen med at være inde i byen jo lidt væk. Vi bor tæt på super mange sjove ting for vores søn – men kan ikke bruge dem, end ikke legepladser der er lukkede. Vi bor på 60 m2 og layout er på pudsigt, at her ingen døre er (udover til toilettet), så det er en kende kringlet at have møder osv! Mine kollegaer sidder i forstæderne i deres store hjemmekontorer og jeg sidder sammenkrøllet inde i vores skab for at holde møde uden min søn opdager det. Suk!

    Og for sket ikke at tale om alle, der er flygtet ud i sommerhuse. De “bor” jo pludselig blandt skov og strand og alle inde i byerne ser vist meget misundeligt deres vej. Man havde jo ikke liiiiiige inkluderet at arbejde og hjemmepasse hjemme i flere måneder i sine boligtanker. Måske man for fremtiden bør, hehe

    • Jeg har aldrig ønsket, jeg havde en bil så meget i mit liv! Tænk på alle de muligheder!!

Der er lukket for kommentarer.