Nu vil jeg det nok

Okay, jeg er en lille smule irriteret i skrivende stund. For der skete det, at jeg besluttede mig for, at jeg ville skrive det her indlæg, og så gjorde jeg mig nogle tanker omkring, hvad det skulle indeholde, og på det tidspunkt var der en klokke der begyndte at ringe lidt halvinsisterende i mit baghoved. Det virkede ligesom lidt bekendt. Så jeg brugte søgefunktionen i min backend og fandt frem til et indlæg, jeg skrev for næsten et år siden. Som næsten 100% er det indlæg, jeg ville have skrevet i dag.

Historien om, hvordan jeg kan takke min ekskæreste for den lejlighed, jeg bor i i dag. Hvordan jeg elsker den meget højt, men efterhånden er smådesperat efter mere plads. Hvordan det burde være relativt ligetil at skrive sig op på den interne venteliste i min andelsforening og på et tidspunkt få en større lejlighed. Men hvordan det hele også virker uoverskueligt med det bureaukratiske, logistiske og økonomiske. Og hvordan jeg nok i virkeligheden ikke ville det nok til at skulle bøvle med det helvede. Så jeg nøjedes dengang i klassisk Miriam-stil med at brokke mig.

Men jeg tror nok, det sidste år har gjort forskellen. Jeg er ret sikker, faktisk. Nu vil jeg det nok.

Min lejlighed er virkelig gammel. Præcis hvor gammel ved jeg egentlig ikke, men elevatoren i bygningen er fra 1937, så i hvert fald deromkring. Forleden stod viceværten måbende i mit køkken og påpegede, at det da vist er det originale. For lågerne kan ikke rigtigt lukkes mere, og alting er lige 10-15 cm lavere, end det burde være. Og sådan er det i det hele taget i min lejlighed. Den trænger til en kærlig hånd. Især gulvet trænger til en slibning. I sin tid fuckede gulvmanden mig over og gav det en gang hvidpigmenteret lud, selvom jeg bevidst havde fravalgt netop det, og vi er for længst forbi det punkt, hvor Probat kan rette op på det slid, der uundgåeligt er, hvor jeg går mest. Det er et ubarmhjertigt gulv, der suger alt i hele verden til sig, og ingen gulvvask i verden kan længere gøre det pænt. Det er bare ret varierende i nuancer efterhånden og flere steder noget misfarvet. (Det har også medført rigtig mange “velmenende” kommentarer fra folk, der hentyder, foreslår eller decideret befaler mig at vaske mit gulv, fordi det er grimt, og det har de da ret i, men selv den allermestmest insisterende gulvvask ville på nuværende tidspunkt ikke kunne redde det. Jeg har forsøgt alt, inklusiv professionel hjælp, så jeg mangler ikke gode råd. Det skal simpelthen slibes. Also, de kommentarer gør mig vildt ked af det. Vær sød ikke at angribe mit hjem).

Jeg overvejede i første omgang selv at kaste mig ud i alle de her forandringer. For jeg knuselsker min lejlighed. Og et nyt køkken, slebet gulvet og nedtagning af savsmuldstapet er ikke fuldstændig uoverkommeligt – omend utrolig besværligt, når man bor ret småt og har fyldt sine rum godt op med møbler og shit. Men jeg nåede frem til, at det virkede fjollet at gå i gang med kæmpestore forandringer, når det, jeg ønsker mig allermest, er mere plads.

Det er ret angstprovokerende at tænke over at skulle flytte i noget større. Mest af alt økonomisk. Jeg købte ret billigt dengang i 2010, og jeg lånte pengene af mine forældre, fordi de kunne låne til en virkelig god rente. Vi forsøgte for et par år siden at overdrage lånet til mig, men det ville simpelthen være svinedyrt. Banker er ikke glade for selvstændige. Og det kan jeg i og for sig godt forstå. Min indtægt er nogle gange meget svingende, og sidste år var der en periode på tre måneder, hvor der kom så lidt i kassen, at jeg var bange for, jeg var nødt til at dreje nøglen om. Så altså, tanken om at skulle tage et endnu større lån til en markant højere rente er ret skræmmende. (Det her er et meget voksent indlæg, jeg beklager). Men det burde ikke være umuligt.

Når jeg skal træffe en meget stor beslutning, som jeg i bund og grund har truffet, men er skrækslagen for rent faktisk at binde mig til, så går jeg altid efter baby steps. På den måde er jeg til sidst kommet så langt i processen, at det er for sent at vende om. Jeg gjorde det samme, da jeg søgte ind på uni, da jeg flyttede fra Jylland, og da jeg planlagde min første solo roadtrip i USA. Og jeg har tænkt mig at gøre det samme nu. Første skridt er selvfølgelig at skrive mig på ventelisten. Jeg aner ikke, hvor lang tid der går, før der potentielt kunne være noget ledigt, eller om det kan lade sig gøre at købe, når den tid kommer, men så har jeg i hvert fald taget første skridt.

Jeg er ikke meget kræsen. Jeg elsker i forvejen min andelsforening og mit nærområde, så mine eneste ønsker er et soveværelse stort nok til at kunne rumme mit klædeskab og måske et køkken fra efter anden verdenskrig. Kryds meget gerne fingre!

Kommentarer (18)

  • Det er nogle ret beskedne ønsker. Håber du får det opfyldt og lån flasker sig.

    Du ønsker vel også et badekar ?

    • Ja! Jeg holder stædigt fast i den meget optimistiske tanke, at hvis der er et badekar i min mini-lejlighed, så MÅ der da også være det i de store! 😀

  • Jeg elsker det her indlæg. Jeg skal på et eller andet tidspunkt i gang med nyt gulv og nyt køkken og det er virkelig overvældende, men jeg vil også gerne. Det er så fedt, at du deler de her ting når det føles som om alle andre har en rig mand, som gerne vil være projektleder på det.
    Du er så sej, at du deler de her ting og det er virkelig rart at kunne spejle sig i.

    • Det kan godt være lidt sucky at bo alene på den front. Jeg aner vitterligt ikke noget om noget, når det kommer til istandsættelse, så jeg føler mig lidt på herrens mark!

  • Held og lykke. Hvis ejendommen er sund og uden swaplån skulle det være muligt at kunne låne.
    Står selv og vil have en anden lejlighed i min ejendom efter rigtig rigtig mange år i samme lejlighed. Jeg startede med at tale med min bank for et år siden, for at finde ud hvordan jeg stod. Skal se på en lejlighed i morgen ?

    • Foreningen er meget sund, heldigvis. Men som sagt, banker er desværre ikke ofte så samarbejdsvillige, når de hører, hvad mit job er. Fordi det ikke er et “rigtigt” job. Men forhåbentlig er det ikke umuligt!

  • Jeg har i morges lavet et indlæg om lige præcis frygten for at binde mig – har købt hus og har så godt som ikke sovet siden. Det var total uvant og “voksent” i min bog, og har aldrig lånt en krone før i mit liv – elsker at arbejde på deltid, rejse når jeg vil, være uafhængig af fast arbejdstid, hus, børn og gæld. Men så stod det der sgu. Mens vi bare kiggede for sjov. Det skide drømmehus ?? Og så sagde vi ja. Og jeg døde lidt af skræk. Ærligt, kan stadig ikke helt forstå det er sket, men fik nøglerne idag, og kæft hvor er det fedt. Mega angstprovokerende for en neurotisk tryghedsnarkoman, men virkelig også fedt.

    Håber og krydser alt for, du finder noget, der giver dig akkurat samme fornemmelse ??

  • Du beviser da meget godt at tingene sagtens kan løbe rundt…… Og bare fordi man er en bank giver det ikke en ret til at bestemme om andres menneskers job er rigtige eller forkerte ? Så afsted udover stepperne Miriam (med babysteps) ? Jeg skal nok heppe med på sidelinien ?

    • Du har helt ret! Desværre har banken et lidt andet syn på sagen. 😀 Men jeg håber, det hele kan gå op i en højere enhed!

  • Hej Miriam

    Du kan altid skrive dig på en venteliste; der går nok noget tid, inden du får tilbudt noget større, kan jeg forestille mig. Det giver dig både tid til at vænne dig til tanken om at bo større og måske også tid til, at der kan komme en økonomisk afklaring. Når man ikke bor lige, som man ønsker det, kan store og små forandringer i lejligheden gøre underværker på ens humør. Hvis du ikke magter at gøre det og vil gå målrettet efter en større lejlighed, er det virkeligt afgørende, at du har et godt økonomisk fundament; det er megasurt at binde sig til noget, der begrænser én fra at gøre alle de andre sjove ting, som også koster noget. Held og lykke med det 🙂

  • Er der seriøst folk, som kommenterer på dit gulv? Utroligt… de kan ikke selv have prøvet at bo i en gammel Københavner lejlighed… men pøj pøj, vi står overfor en lignende fremtid (baby på vej, vi er nødt til at have mere plads på sigt, vi har 56 m2… på 3. Sal uden elevator, og et køkken fra 1950’erne.. ja, det kan man godt, men…), men jeg får koldsved og hjertebanken ved tanken om at købe et hus! Jeg sov ikke en uge efter vi havde købt bil, og jeg har endda en kæreste, der arbejder med finanser, så han kan styre det for mig! Så baby steps er vejen frem, vi hepper på dig!

    • Der er folk, der kommenterer på alt! 😀 Men lige den er frustrerende, fordi det samtidig er ret nedladende at insinuerer, at jeg er så stor en tumpe, at det ikke falder mig ind at vaske mit eget gulv. Jeg hepper på os begge to med nye boliger!

Der er lukket for kommentarer.