It be like that sometimes

For næsten præcis et år siden skrev jeg et indlæg, der hed “Margretheskålslisten”, der i bund og grund skulle være en lidt mere tilgængelig tilgang til en bucket list. Altså noget, man ligesom kunne opnå inden for en overskuelig fremtid. Der var fire ting på min liste. Et år senere har jeg fået streget lige præcis ingen af dem. Og de fleste af dem er ikke svære eller noget, de skete ligesom bare ikke. Måske kan jeg overføre dem til min overordnede bucket list, når nu de ikke var så ligetil, som jeg fik bildt mig selv ind? (Føler dog, jeg burde få halvt point for kommende tur til Hamborg. Det er en storby, og vi skal køre med offentligt transport. Jeg får bare lov til at gøre det med mor i hånden. Babysteps! 😀 )

Det er nok meget sigende om mig som person. Kender I de der folk, der sætter sig for noget, og når de har gjort det, så skal de færdiggøre det for enhver pris? Jarh, jeg er lidt det modsatte af det. Jeg sætter mig for enormt mange ting, og så er det lidt, som om de ofte mister deres vigtighed, eller jeg mister interessen, og så glider det lidt ud i sandet igen. Som fx da jeg for nogle måneder siden satte mig for at lære High Valyrian. Efter nogle uger gik nyhedsværdien af, og Duolingos læringssystem drev mig en lille smule til vanvid, og jeg kommer alligevel aldrig at kunne rulle på de forpulede r’er, og så lukkede jeg pænt ned for det mål. Nu vil jeg for evigt kunne sige “pigen er glad” og ikke voldsomt meget mere end det.

Jeg tænker, det måske er en ting ved mig selv, jeg burde have lidt negative følelser omkring, men det har jeg egentlig ikke. Hvis det alligevel ikke går ud over andre end mig selv, og det trods alt som oftest er de mere unødvendige ambitioner, der går alt kødets gang, så går det sgu nok, at jeg aldrig lærte at fløjte med end 1½ (med lidt god vilje to) forskellige toner, eller at bloggen har rundt regnet hundrede påbegyndte føljetoner, der ligesom aldrig kom videre fra indlæg et. Man skulle synes, det clashede lidt med pefektionisten i mig, men måske hun bare har accepteret, at der er steder, hun aldrig får sin vilje.

På den anden side, kan man sige, er der jo stadig en blog. Og om under en uge har der været det i otte freaking år, så nogle ting holder trods alt ved. Og heldigvis er det som regel de bedste!

Kommentarer (7)

      • Jeg fik vist det sidste eksemplar tilsendt i torsdags og var SÅ glad. Fredag bliver jeg spurgt om jeg var “gravid igen” af en kollega. Farvel kjoleglæde… (og en kærlig reminder til alle om for fanden at lade være med at stille den slags spørgsmål).

        • Ej, det er SÅ uretfærdigt! Du skal altså ikke lade din glæde over kjolen ødelægges af en dum kommentar. Sælg den eller brug den med den første glæde du havde.

  • Jeg vil egentlig ikke sige andet, end at du er så skide-hamrende enormt kodylt smuk, og at den kjole er prikken over i’et! Helt fantastisk billede af dejlige du 😀

Der er lukket for kommentarer.