Halvvejsstatus

Mit første nytårsforsæt for 2018 lød: Blive bedre til at vælge økologisk og bæredygtigt. Jeg har en tendens til at glemme, at jeg ikke længere er på SU, og selvom man vist næppe kan kalde mig rig, så har jeg nu råd til i større grad at vælge med hjerte og hjerne og ikke bare med pengepungen.” I dag er det den første august, hvilket betyder, at vi er halvvejs inde i året (edit: plus en måned, og jeg er tilsyneladende ikke fab til matematik!), så jeg tænkte, jeg ville lave status over, hvordan det går med det. Det var suverænt det forsæt, der krævede mest omstilling fra min side, ligesom det var et af dem, jeg havde mest kontrol over, så jeg har gjort mig nogle tanker om, hvordan jeg indtil videre har klaret det.

Der har været overraskende mange positive sider ved at skifte over til mere økologi. (Jeg har fokuseret mest på friske råvarer og konserves). Først og fremmest har jeg reduceret mit madspild enormt. For det ér dyrere at købe ind med hjernen, og derfor er jeg også mindre tilbøjelig til at købe for meget, og jeg er blevet langt bedre til at udnytte råvarer, der allerede ligger i køleskabet. Jeg køber mindre kød, end jeg gjorde før. Både fordi jeg aktivt gerne vil have flere kødfri dage (jeg sigter efter to om ugen i snit), og fordi kød er et af de steder, hvor prisforskellen på øko og ikke-øko er meget markant. Omvendt synes jeg kødet er af bedre kvalitet og smager bedre (men det er muligt, min gode samvittighed spiller ind der), og jeg sætter væsentligt mere pris på et kyllingebryst, end jeg gjorde før. I det hele taget er jeg blevet bedre til at gøre noget ud af ingredienserne nu, for fuck, om de skal gå til spilde på noget kedeligt til den pris! 😀

Noget andet er, at økovarer ofte kommer i mindre pakker end de andre ting i frugt- og grøntafdelingen. Der er ingen tvivl om, at det er tilfældet, fordi priserne så ikke ser så voldsomme ud til sammenligning med den ikke-økologiske konkurrent, men når man er en husstand på ét menneske (og en kat), så er det faktisk en kæmpe fordel, at man kan nøjes med at købe fx det halve antal gulerødder, så man ikke skal leve af råkostsalat i en uge.

På den negative side er det langt fra alle råvarer, der rent faktisk findes i økologiske udgaver – i hvert fald ikke, hvis man som jeg foretrækker at handle i discountsupermarkeder. Og nogle gange er prisforskellen så vanvittig, at jeg er nødt til at sige nej tak til økologi. Især fordi jeg stadig ikke er blevet rig, og fordi der også skal være plads til at have råd til andre ting. Når det kniber lidt med budgettet, har jeg nogle faste steder, jeg går på kompromis før andre. Årsagen til at vælge økologisk kan svinge meget fra person til person. Om det er miljøet, ikke at ville fylde sin krop med sprøjtemidler, dyrevelfærd eller noget fjerde. Jeg køber fx konsekvent økologiske æg, mens jeg stadig har til gode at gå efter de økologiske ærter.

Alt i alt er der sket en forholdsvis markant ændring i mine dagligdagsindkøb. Perfekt på området er jeg dog bestemt ikke og bliver det næppe nogensinde. Hovedsagen er, at jeg er blevet bedre. Jeg tror tit, man kan føle, at det er alt eller intet med sådan nogle ting her, ellers får man “hykler” skudt i skoene, men for mit vedkommende har jeg det rigtig godt med træffe nogle mere bevidste valg, når jeg har muligheden for det. Forhåbentlig bliver jeg med tiden endnu bedre, men overordnet set jeg er rigtig fint tilfreds med min start.

Kommentarer (38)

  • ” I dag er det den første august, hvilket betyder, at vi er halvvejs inde i året”… Hvilket kalendersystem kører du med? 🙂 🙂

  • Ikke at det har noget med indholdet som sådan at gøre, men lidt med oversskriften ☺️. Vi var da halvvejs gennem året den 1/7. Der var der gået 6 ud af årets 12 måneder.
    Anyways – godt gået med de ændrede vaner! Hilsen øko-vegetar-tossen

  • Har du 16 måneder hvert år? ? Hvis det er frosne, økologiske ærter, du overvejer at prøve, så kan jeg ikke anbefale dem fra Rema. De bliver simpelthen så melede. ?

    • Det er det ikke – jeg har en stor svaghed for friske ærter. Frosne kan jeg til gengæld ikke fordrage! 😀

  • Jeg satser også primært på økologi, men hvis jeg står med to poser kartofler; økologiske fra Egypten og konventionelle fra Danmark. Så ryger de danske altså i kurven. Jeg prøver at prioritere efter dyrevelfærd, dansk, økologisk og bæredygtighed.
    Kan godt lide du sætter fokus på emnet Miriam ?

  • Det lader da til at du er kommet rigtig godt igang. Og så længe du selv er tilfreds, så vil jeg mene, at det er en succes ?
    Jeg er selv på SU og det samme er min kæreste. Der er derfor Ikke plads i vores madbudget til at købe alt økologisk. Hos os er det derfor kun få ting som altid købes økologisk. Jeg køber f eks altid Øko mælk og gær (prøv at Google hvad konventionelt gær indeholder – ad ?). Derudover forsøger jeg at købe grønt og melprodukter økologisk. Jeg gør det primært for mit eget helbreds skyld, dernæst for miljøet. Kød bliver nok aldrig en af de ting jeg prioriterer at købe økologisk, fordi det er så vanvittig dyrt. Og vi er i forvejen nødt til at lade en pakke kød strække sig til 2-3 dage.

    • Det er altid meget populært at påpege (mine) fejl! 😀 Og ja, jeg er meget positivt overrasket over, at der var flere fordele end bare at afhjælpe den dårlige samvittighed.

      • Almindeligt gær og økologisk gær fremstilles på samme måde, det andet er fake news. Men jeg kan bedre lide smagen fra den økologiske. Og jeg synes, den holder længere, jeg bruger meget lidt gær ad gangen. Den bedre smag kan muligvis skyldes, at dejen skal hæve længere.
        Det er lidt pinligt, men jeg kan bedre lide pumpede kyllingebryster, jeg synes, de økologiske er nogle tørre pinde.
        Til gengæld går jeg kun ind for enten fritgående eller økologiske svin. Svinet er et meget intelligent dyr, der ikke har fortjent den behandling, det får i konventionelt landbrug. “Grisen er en gentleman, der altid betaler sin husleje.” (John Seymour)

    • Det er som regel noget med æg. Eller pasta. Og tomatsauce! Jeg er ikke så opfindsomt, men jeg vil godt lige prøve at have det i baghovedet. 😀

      • Daal – nok mest når vejret er knap så lunt. Kan laves i store portioner og også fryses. Valdemarsro har en. Jeg putter også kokosmælk og tern af fx kartoffel og rødbede i. Uhmmm ?
        Og Jamie olivers tomatsuppe…

      • Du udgav engang en opskrift på en tærte med bund af søde kartofter. Den er vild god og nem at putte en masse grøntsager i, jeg har lavet den mange gange siden. Tak for inspiration til den – det vil være herligt hvis du har lyst til at komme mere af den slags 🙂

  • Jeg er blevet meget bedere til de kodfrie dage.. en rigitg god hjemmeside er deliciouslyella.com for inspiration. Sejt at du er blevet bedere Miriam

  • Hellere være hykler end kyniker hørte jeg en klog klimaaktivitist sige! Og det tog jeg virkelig til mig.

    For ingen er perfekte all the way, og jeg vil hellere forsøge så godt jeg kan og så engang imellem være en “hykler” end at være kynikeren der slet ikke forsøger, fordi det alligevel er ligemeget. Every step is a step! Og hurra for at du sætter mere pris på din mad og har nedbragt madspild oveni hatten. Hvilken bonus ?

  • Hvor er du sej, Miriam. Jeg er selv igang med at blive bedre på punktet omkring at være kødfri. Jeg spiser også ofte vegansk, men spiser måske kød 1 gang om ugen og et enkelt mælkeprodukt hver anden/tredje dag. Det er hvad mit overskud rækker til lige nu og som du siger – det er bedre end intet. Jeg ville måske godt kunne være vegetar eller veganer men jeg har ikke lyst til at give mig selv det label, for så får folk så travlt med at holde øje med én. Jeg bliver mest motiveret af miljørigtige årsager – fx synes jeg det er vildt at det udleder ligeså meget CO2 hvis du flyver til London som det gør at producere 1 kg oksekød. Det kan være det kan motivere dig til at skære ned på kødmængden og i stedet tage den tur til London. For som du siger – man kan ikke være perfekt på alle punkter ☺️

    • For mig bliver det problematisk, når man begynder at måle ting i forhold til hinanden. Altså at holde regnskab. Så jeg tænker ikke, at jeg ville bruge den tankegang at skære ned på kød for at kunne tage en flyvetur. Det er lidt ligesom at være på slankekur og konstant skulle regne ud, om man kan tillade sig et stykke kage i dagens kalorieregnskab. Jeg vil hellere stræbe efter en overordnet balance. 😀 Men som med alt andet virker det samme jo ikke for alle. Og jeg tror helt sikkert, folk har forskellige styrker og svagheder både her og inde for alle andre vigtige sager. Det er svært at gå hardcore op i alt, der fortjener at blive gået op i! 🙂

    • Hej M
      Jeg tror der må have rykket sig et komma, for så vidt jeg ved er det alligevel en hel del værre rent CO2 mæssigt at flyve end noget som helst andet også end at spise oksekød. Nogle af de første google resultater jeg får siger at:
      En flyvning tur-retur fra Kastrup til London vil udlede 0.32 tons CO2, mens 1 kg oksekød vil udlede 0,0194 tons CO2.
      https://greenseat.nl/en//offset-now/flight/
      https://www.vitapus.dk/co2-udledning/
      Og så vil jeg også lige indskyde, at jeg selv har været vegetar det meste af mit liv, men heldigvis aldrig har oplevet at folk har holdt øje med mig og om jeg spiste “forkert”, de fleste har bare været nysgerrige på hvad jeg havde i madkassen og hvad jeg gør til jul.

    • Hej M
      Har du en kilde på, at et kilo oksekød skulle udlede lige så meget CO2 som en flyrejse til London? Det, synes jeg, lyder helt sindsygt.
      Flyrejser er jo netop én af de ting, der sviner allermest miljø-mæssigt. I artiklen her fra DR (https://www.dr.dk/nyheder/indland/selv-om-flyrejser-forurener-allermest-flere-flyver-og-flere-flyver-laengere-vaek) står der eksempelvis, at en flyrejse til Thailand udleder fem tons CO2 pr. person. Til sammenligning viser den her artikel fra videnskab.dk (https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-pavirker-din-mad-klimaet), at produktion af et kg oksekød udleder 19,4 kg CO2.
      Jeg er helt enig i, at kød er en stor synder, og at det er totalt vigtigt at skære ned. Men det er lidt uheldigt, hvis man regner med, at kødfri-mandag betyder, at man kan give den ekstra gas med flyrejserne.

      Kh Iben

Der er lukket for kommentarer.