Jeg er jo Bridget Jones #325

1. Den der date, jeg havde med mig selv, den fandt sted kl. 18.30, og jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig med aftensmad, men det endte altså med at blive popcorn. Jeg fylder 32 lige om lidt.

2. …Jeg fylder 32 lige om lidt. Hold kæft, hvor skal der mange gaver til at hjælpe på det.

3. Forleden vågnede jeg midt om natten, fordi jeg skulle tisse, så jeg vaklede søvndrukken ud mod badeværelset og kom på vejen til at gå ind i Frank. I mørke er alle katte grå (og Frank er det gudhjælpemig også om dagen), og jeg havde altså ikke set ham.

4. Nu kvitterer han med at sige en gryntelyd, hver gang jeg nærmer mig ham for ligesom at gøre opmærksom på sin eksistens. Drama queen.

5. Jeg har PMS, så jeg har i dag været sur på tre forskellige mennesker, fordi de har haft en anden holdning end mig. Og vi taler ikke snæversynede, livsvigtige holdninger. Vi taler, hvorvidt Karamella er det bedste i en Pingvin-mix (ja!) og den slags.

6. Jeg har PMS, og jeg rykker fra Bloggers Delight om lidt og er skrækslagen for, om jeg kommer til at kunne tjene penge ude i den virkelige verden, så jeg tænkte, jeg i dag ville linke til Boozt og deres kun-i-dag-rabatkode på 20% (WOW20), der gælder stort set hele siden (reklamelink, selvfølgelig). Hvis der nu alligevel var nogen, der skulle shoppe. Og så tjekkede jeg min oversigt og kunne se, at tre mennesker allerede har brugt mit affiliatelink via min Støt Bloggen-side. Og så begyndte jeg at tude. (Af glæde, forstås).

7. Offentlig undskyldning til mine naboer. Jeg ved godt, at jeg synger lidt rigeligt for tiden, men der er kun otte dage, til der er singalong-forestilling på The Greatest Showman, og jeg vil gerne være forberedt. (Til mit forsvar har I gået rundt som elefanter kl tre-fire om natten de sidste tre døgn. Hvad er den af?)

8. Spice Girls skal angiveligt optræde til Prins Harry og Meghan Markles bryllup, og jeg føler mig en lille smule forurettet over ikke at være inviteret. Jeg har faktisk set Suits helt siden sæson et og i hvert fald været i London to gange.

9. Forleden var jeg nede at træne. Jeg runder altid af med en tur på kondicyklen til noget serieværk på min telefon. Så glider motionen ligesom lettere ned. Bortset fra at det den her gang gik op for mig omkring ti minutter inde, at jeg aldrig var begyndt at træde i pedalerne. Jeg sad bare på en cykel i Fitness World og så fjernsyn. Så deeet.

10. Min telefon ringer. Jeg tager den.
Mig: “Det er Miriam.”
Telefonsælger. “Ja, goddag, jeg ringer fra Firma. Er din mor eller far hjemme?”
Mig: “…”
I det mindste lyder jeg måske ikke 32?

Kommentarer (38)

Der er lukket for kommentarer.