Balancegang

lknlkJeg synes, det er svært nogle gange at balancere bloggens indhold. For jeg går på den ene siden meget op i at vise andet end det pæne, sjove, glade. Livet er mere end det, og jeg har personligt lettere ved at relatere til og spejle mig i mennesker, der viser lidt at det hele. Men på den anden side vil man jo heller ikke være Debbie Downer, der trækker alle andre med ned, fordi hun har det lidt stramt med livet pt. Hvilket jeg har. Jeg ved ikke, om det gør det værre eller bedre, at der ikke er en specifik grund til det, andet end varige mén fra den der tid i mit liv. Nogle gange trækker fortidens skygge mig tilbage i hullet for en stund, og selvom jeg er blevet bedre til at tackle det og har gode redskaber i rygsækken, så tager det alligevel lidt tid at komme op igen. Det er i øvrigt også derfor, I ikke har fået sidste afsnit af ‘hele historien’ endnu. Jeg har simpelthen ikke lige haft overskuddet til at sætte mig selv mentalt tilbage i den situation, når jeg i forvejen kører på batterisparende funktion.

Det er en lidt mærkelig tilstand at befinde sig i, for det meste af mig ved godt, at det er midlertidigt og ruller irriteret med øjnene, når min underlæbe igen begynder at bæve uden synlig grund. Jeg plejer at sige, at “jeg ved godt, det er irrationelt, men det er mine følelser ligeglade med.” Jeg forestiller mig lidt, det måske er sådan, gravide har det, når de er i hormonernes vold. En del af mig er lige ved at eksplodere i selvmedlidenhed, mens resten af mig helt ærligt synes, jeg skal tage mig sammen. Hvilket selvklart fører til mere selvmedlidenhed, og så kører bussen på allersmukkeste maner.

Det ender som regel ud i nogle lidt kluntede indlæg som dette, når jeg skal forklare det, for jeg vil helst ikke skjule, at jeg synes, tilværelsen er sucky, men jeg vil heller ikke dvæle ved det. Det gør jeg så rigeligt i mit hoved, og bloggen er mit fristed. Det er ikke altid, jeg har lyst til at svælge i min bagage herinde. Men om ikke andet forklarer det, hvis sarkasmeniveauet på bloggen når endnu større højder end sædvanligt. Der er ikke noget, der ikke kan fikses med sarkasme. Humor er den bedste medicin. All that jazz.

Det går over igen. Det gør det. Sandsynligvis inden længe. I mellemtiden, er der så nogen, der vil række mig chokoladen?

Kommentarer (34)

  • Hvor kan jeg godt sætte mig ind i hvordan du har det – for jeg har det selv sådan. Jeg ved min fortid har været svært, og jeg er kommet langt siden da og prøver at se fremad, men nogen gange kommer fortiden lige og spærrer ben for en. Du har virkelig formuleret de tanker jeg går med spot on som altid. Beundrer virkelig dit skrivetalent og elsker at følge din blog.

    • Hvor er du sød, Siri. Jeg er glad for, at jeg kan hjælpe bare en anelse med mine ord. Jeg tænker også, vi er mange, der ind imellem bliver trukket tilbage, så vi kan måske være fælles om det på en eller anden måde.

  • Jeg synes, det er så befriende, at du fortæller ærligt om, når livet ikke er en fest. Det er slet ikke Debbie Downer-agtigt! Sådan har alle det (forestiller jeg mig i hvert fald) i større eller mindre grad. Og med alle de polerede Instagrambilleder og succeshistorier synes jeg, det er rart at læse, at alle andre ikke altid har det super let og herligt, når jeg selv har det svært. Så føler jeg mig lidt mere normal.

    • Jeg tror også, det er helt normalt! Desværre føler man sig sjældent så normal, når man sidder i det – så måske er det netop derfor godt at dele. 🙂

  • Kære Miriam.
    Jeg sidder selv i et af livets sorte huller lige nu. Det gør ondt – allerhelvedes ondt! Jeg tror på, at vi begge snart finder vejen op af hullet og får lidt mere overskud, medvind og tro på det gode i livet. Tak fordi du sætter ord på det svære.

  • Hvor er det fantastisk rart at læse, om præcis den følelse som jeg selv kan sidde med. Følelser man bestemt godt ved ikke er rationale, eller have dårligt uden grund, det er spot on! Tak 🙏🏼

  • Den sidste fredag i juni fik jeg en større operation i min fod, som lagde mig brak o selv om jeg er i mit elskede Berlin, er jeg ret hjælpeløs pt.
    Men det, at du har blogget og alle de skønne, sjove og kloge mennesker har skrevet, svaret osv. på bloggen, har hjulpet mig igennem en hård periode af mit liv..
    Og det er jeg dig dybt taknemmelig for.
    Ps. Din blog er en af de få, hvor kommentarerne også er i toppen.

    • Ih Eva, jeg er vel nok glad for at høre, at jeg har kunnet hjælpe i en træls tid. Rigtig god bedring til dig!

  • Kære Miriam.

    Hvor er det fint skrevet.

    Syntes det er noget at det bedste ved din blog… at den er ærlig også om de svære følelser og uden at du blotter dig selv. Flot balancegang set fra min side.

    Og dine følelser er ikke forkerte, det er vigtigt – i hvert fald til en hvis grænse – at give rum og tid til de mørke sider.

    Kæmpe krammer og stående klapsalver

    • Det er jeg glad for at høre. Og ja, jeg tror også, det er vigtigt at give plads. Selvom det kan være hårdt.

  • Jeg er SÅ meget på din side. På alle dine sider. Hvis bare jeg også kunne rumme alle mine egne sider. Er på vej og igang med projektet. Det ser ikke så skidt ud som først antaget. Kram

  • I din situation finder jeg altid at det gør en stor forskel at give mig selv lov til at have det som jeg har det. Hvis jeg gør mig selv forkert i det, så får jeg det meget meget værre. Egenomsorg ftw!

    • Sådan har jeg det også! Jeg er så ærgerlig over, at der er en tendens til, at man straks skal forlade sin tristhed. Nogle gange skal man føle den først.

  • Der har netop idag været et radioprogram på P1, “Kejser”, om psykopater, hvad det er og hvordan man slipper ud af det. Med Anne Kejser som vært og besøg af en psykiater og én der selv har haft psykopater i sit liv. Måske det er noget for dig at høre? Ikke for at rippe op, men for at minde om hvad du er sluppet ud af og hvorfor man bliver så mentalt påvirket af det så længe efter.

  • Du gør det skide godt!! 💪🏼 Og balancerer bloggen helt perfekt. God karma til dig. jeg håber det hele bliver lettere, men du er bestemt ikke alene om at synes livet kan være lidt tungt.

  • Jeg håber du får hjælp hvis du føler du har behov for det. Jeg synes livet er hårdt arbejde og nogle af os skal bare arbejde på det gode mentale helbred i højere grad end andre. Om det er fortiden eller en uhensigtsmæssig hormonel kombi i hjernen, er nok svært helt 100% at afklare. Det lyder cheasy men coachen Tony Robbins laver nogle mega inspirerende podcasts om mentalt helbred. Noget er meget amerikansk og andet er brugbart.
    Mental sundhed er hård træning, som starter i det små – fast døgnrytme, sund mad, og måske allervigtigst fysisk træning – sidstnævnte slår alle former for antidepressiv medicin i den ene undersøgelse efter den anden.
    Det er desværre sådan at selvmelidenhed ikke hjælper noget – det er en slags ansvarsfraskrivelse, som ikke alene gør én handlingslammet men også gør passiv. Vi ER som voksne ansvarlige for vores lykke i nuet – uanset hvad fortiden har budt os. Det ER ikke omstændigheder, eller andre menneskers ansvar. Desværre – for det er nemmere – men ikke godt for én!!!
    Bliv hellere vred! Pisse lorte skide fortid, jeg skal sateme vise den! Kraftedeme om det lort skal få mig ned med nakken!!! Løb en tur, tag et bad, kør løs, kør på og tag ansvaret og kontrollen tilbage. Det ER ikke synd for os, sådan er det bare og nu bringer jeg mig selv ud af denne lortefølelse af afmagt og HANDLER.
    Ja måske en peptalk, men det virker. Og hvis man er uenig kan man jo gøre som man har lyst. God vind!

    • Jeg har fået professionel hjælp i årevis, så jeg er heldigvis dækket ind på den front. Jeg er dog helt uenig i, at selvmedlidenhed ikke nytter noget. Jeg oplever det som enormt usundt at tvinge sig selv videre, før man er klar det til det, og for mange betyder det, at man skal give sig selv tid til at være ked af det. Selvfølgelig ikke for evigt, men man kan ikke komme videre fra en følelse, før man har følt den. 🙂

  • Jeg er også selv et sted, hvor jeg ikke synes livet er en dans på roser og jeg har store beslutninger der skal tages, som jeg ikke har lyst til. Samt kærestesorg. For mig hjælper det altid at give mig selv lov til at være i følelsen, lige gyldigt hvor ondt det gør. Og få grædt det ud. Jeg er sådan en der skal dykke direkte ned i det og få det bearbejdet med det samme, for at jeg kan komme ud på den anden side og have det bedre igen. Jeg synes du holder en rigtig fin balance mellem det sjove og det alvorlige. Der skal være plads til begge dele. Også at være ked af det.

    • Sådan har jeg det også. Jeg har erfaret, at det slet ikke er sundt for mig at forsøge at arbejde mig ud af en følelse, før jeg rigtigt har følt den. Held og lykke til dig med dine beslutninger! <3

  • Tak! Tak fordi din blog ikke er en lyserød sky af happy happy Joy Joy glansbilleder. Tak fordi vi må se alle siderne råt for usødet. Tak fordi du ikke kun promoverer dig selv ved at pushe andres hemmeligheder, men også udgiver dine egne. Tak fordi bloggen er ærlig og vedkommende. Tak fordi du stoler på dine læsere og dermed bliver et forbillede og fortaler for at livet ikke altid er en dans på Louboutin. Måske er lyset ikke det klareste, eller stemmen den største i din skrivende stund, men vid, at der er nogen, der læser, ser skæret fra lyset og lytter. Og mange gange er det alt, der skal til for at gøre en forskel…

    • Puh, det var vel nok lidt af en mavepuster-kommentar. Tak! Hvor er jeg glad for, at det betyder noget i den anden ende også. 🙂

  • Følelser er ligeglade med rationalitet,
    Spillebordet er ligglad med fortiden,
    Hvis man husker de to regler, plus ladvæere med at lave nogen som helst komminikation efter genstand nr. 3, så bliver den kommende uge/ måned lettere.

Der er lukket for kommentarer.