First Date #6

collagejkMen hov, var det ikke noget med, at Tinder-manden og jeg havde en aftale om ikke at se andre, indtil vi i januar fik mulighed for at give hinanden et rigtigt skud? Jo, det var det, og selvom det grundet den nødvendige status quo er blevet lidt halvlunkent i mellemtiden, så håber jeg stadig, at januar bringer gode ting med sig. Så jeg overholder vores aftale. Men derfor kan man jo godt tage på en anden slags date. En date med en lille dame, som jeg første gang skrev om for næsten præcis to år siden.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er så god til børn. Med enkelte undtagelse, bevares. Min søster har fx tre styks, som jeg mægtig godt kan lide, og en af mine bedste veninder har også en lille datter, som jeg desperat forsøger at smyge mig ind hos, hver gang jeg besøger dem. Gerne med gaver. Og så er der Ane. Ane, hvis mor er Elisabeth, som er så glad for morrollen, at det smitter selv en kyniker som mig. Som troligt lægger billeder op med alle aspekter af tilværelsen med børn, som normalt ville få mig til at korse mig, men gennem Elisabeths øjne altid får mig til at smile. Det er ikke en følelse, der er så vant for mig, og lige netop derfor er Ane noget helt specielt. Og i dag skulle jeg endelig møde hende for første gang.

Vi var en lille gruppe bloggere, der havde en aftale om noget julehygge, så vi kunne sladre og kaste mad i kæften, og invitationen var med børn, hvorfor jeg var den eneste, der dukkede solo op. Og nok også den eneste, der slet ikke var forberedt på hvor mange decibel kan brage ud af sådan en omgang unger. Hold nu kæft. Jeg er altid i næsegrus beundring af mødre efter en eftermiddag i den kaliber, for jeg er fuldstændig ør i hovedet af fangelegslyde, blokfløjtekoncert og uendeligt begejstrede hvin.

Da vi efterhånden løb tør for kage, og de første begyndte at gøre mine til at gå, så jeg mit snit til at tage en lille snak med Ane. Om modellervoks, Elsa fra Frozen og hoppebolde der lignede øjenæbler. (Det sidste lyder mere makabert, end det var.) Og altså. Ane er virkelig en sød, lille dame. Så sød at jeg sneg mig til at tage et billede af hende og sågar fik hendes mor til at tage et billede af os sammen. Alt i alt var det en ret fin første date. Jeg håber, der bliver en anden date også. 😀

Kommentarer (16)

Der er lukket for kommentarer.