Tilføjelse til CV’et: Undertøjsmodel

img_0430Af alle de ting jeg aldrig havde forestillet mig skulle på mit CV, var ‘undertøjsmodel’ helt oppe i toppen sammen med tarantelavler og den der person, der nulrer J.Los brystvorter, så de er fine og perky til hendes musikvideoer. Derfor var det også noget af en overraskelse, da jeg fik en mail fra Change, der ville høre, om jeg ville være med i deres næste kampagne. Som model. De hopper nemlig med på ‘body positivity’-bølgen, og modellerne i deres næste kampagne er derfor helt almindelige kvinder med forskellige højder, drøjder og deslige. Hurra!

Se, det der med kropsaccept er jo noget, jeg taler højt og flot om, men jeg har stadig personligt et stykke igen, og derfor var det både noget, jeg enormt gerne ville, men også noget, der skræmte livet af mig. For hvis man er lidt tyk og stiller sig op i undetøj, så vil der helt sikkert være mennesker, der siger: “Arh. Det skulle hun nok have ladet være med.” Og de siger det nok på en væsentligt mindre pæn måde end det. Kan jeg tackle, hvis fremmede på internettet pludselig begynder at pege fingre og finde fejl og skrive grimme ting om min krop?

Well, det kan jeg blive nødt til. Hvis man talker talken må man også walke walken. (Pardon my Danglish.) Det bliver selvfølgelig lidt en udfordring at skulle spille fandango halvnøgen, men det, jeg i løbet af de sidste par år har konkluderet, er, at det hjælper mit eget kropsbillede helt enormt, når jeg ser kvinder i mediebilledet, jeg kan spejle mig i. Kvinder med lidt mormorarme og topmave og thunder thighs. Modeller som Tara Lynn og Denise Bidot, der beviser, at man sagtens kan være røvsexet, selvom man ikke er myndeslank.

Det er selvfølgelig en lige høj nok barre at sætte for mig selv, for en del af mit mantra herinde har altid været, at jeg er helt almindelig, og jeg er eddermame ikke særlig modello. Men det er jo lige præcis derfor, jeg er blevet valgt, og det er lige præcis det, jeg gerne vil bidrage med til kampagnen. Og så håber jeg virkelig, det gør bare en snert af en forskel. Måske for nogle af jer og forhåbentlig også for mig selv.

PS: Billedet er det slik, jeg ikke har kunnet lade være med at købe, men som jeg først må spise, når shootet har fundet sted. #modellivet.

PPS: Det betyder også, at jeg endelig har fået sparket mig sammen til at blive klippet! Det sker om halvanden time, så kryds lige fingre for, at jeg ikke går derfra som et medlem af The Jackson 5!

Kommentarer (98)

Der er lukket for kommentarer.