Projekt Hår: En update

new-hair-definitely-do-care0Jeg føler lidt, jeg skylder en rigtig update på det store hårprojekt. (Det bliver et meget sindsoprivende indlæg, det her. Ryd forsiden! Ingen taler om Trump længere, det handler alt sammen om Miriams hår!) Idéen var jo, at jeg, når jeg havde afleveret speciale, skulle gå amok med belønningslisten. I realiteten måtte jeg sørgmodigt erkende, at man ikke bliver rig, bare fordi man bliver færdig på uni, og på den måde er det indtil videre lykkedes mig at opnå lige præcis nul punkter på listen. Et halvt, hvis man tæller mine Louboutin’er.

Håret var nok det, jeg allerhelst ville. Det er flere år siden, jeg sidst var hos frisøren, og jeg er faktisk nået dertil, hvor jeg næsten synes, det er pinligt at have løst hår, fordi spidserne er så tynde og tjavsede. Derudover er der sket det, at jeg med få dages mellemrum midt i december skal to ting, der involverer kameraer, så nu går den altså ikke længere. Jeg er nødt til at smutte forbi en frisør.

Det med den drastiske farveændring er jeg midlertidigt gået væk fra igen. Ikke fordi jeg ikke har lyst, men dels er det virkelig dyrt at blive farvet, og dels ville det være topsurt at have farvet sit hår en vild farve op til de store dage og så ende med at hade resultatet. Jeg er en tøs. Det tør jeg ikke. Ikke lige nu i hvert fald.

Jeg tror nok, jeg har fundet en frisør, jeg er tryg ved. Det er virkelig op ad bakke, når man har hår som mit, fordi krøller ikke kan klippes som glat hår. Eller det kan godt, men det skal det ikke. Så ender man med at forlade en hundedyr frisør med tårer i øjnene og skynde sig at få proppet den resterende hårpragt op i en knold. Der har jeg været. Jeg kan totalt relatere til de der piger i America’s Next Top Model, der begynder at tude, når de får at vide, at de skal være halvskaldede…

Jeg skal selvfølgelig nok være Den Gode Blogger og lave før/efter-billeder, når vi engang når dertil – så krydser jeg bare fingre for, at efter-billedet ikke rent faktisk er værre…! 😀

Kommentarer (14)

  • Glæder mig til at se resultatet 😊
    Ellers er du altid velkommen i Zenz, Rosenborggade. Her klipper vi ikke krøller i glattet hår 😉👍

  • Det psykopatisk dyrt at gå til frisøren – især i storbyerne. Jeg har alt for ofte haft køkkensaksen fremme, for at kunne komme de slatne spidser til livs – eller tynde ud i manken. Lever gerne med lidt skæve spidser, end at skulle smide 600 kr for at få klippet spidser. Jeg er helt mørkt hår, og jeg er enig med dig i, at det er dyrt at ændre på ens hårfarve – for det er jo ikke en engangsbetaling jo, hvis lortet skal holdes ved lige!

    • Præcis! Selv hvis man ender med at farve det et resultat, man kan lide, så skal man smide en ny kæmpesum af sted efter en måned på grund af udgroning!

  • Smider du ikke lige nogle anbefalinger til frisører? Har samme hår som dit og synes det er pisse svært! Har forresten også længe tænkt at nu skal jeg klippes mere interessant, men krøller ser bare altid lidt ens ud…. overvejer dog noget shaggy hairstyle

    • Well, jeg ville gerne, men jeg kan ikke så godt, når jeg ikke har prøvet nogen. PER i Århus er fantastisk, men det er også det eneste sted, jeg nogensinde er gået rigtig glad fra!

  • Kender frisør problemet! Jeg bor i Århus, så vil lige høre, om der er bestemte frisører hos PER du kan anbefale? Eller har alle været gode til krøller?

    • Jeg er blevet klippet hos to eller tre forskellige i den salon, der ligger på Lilletorv, og de har alle været helt fantastiske. Navne er dog forlængst forduftet ud af mit hoved, desværre! 😀

Der er lukket for kommentarer.