Jeg er jo Bridget Jones #253

collagebhjk1. Hvis nogen nogensinde forsøger at bilde jer ind, at alle bloggere tjener herrefedt, så kan I evt. lige vise dem min lønseddel for oktober. 😀

2. Jeg har det sidste stykke tid siddet på en lånecomputer, fordi min egen har lagt sig til at dø. Nu er den her også blevet syg. Hvorfor hader computere mig?

3. Hvis man smider en vase på gulvet med hovedet først, så knækker blomsterne. Sådan, allesammen.

4. Min mail har truffet en beslutning om at begynde kun at levere nogle af de mails, jeg sender ud. Konsekvensen er, at jeg nu virker som et topnederen menneske, der ikke svarer folk. Undskyld.

5. Det betyder også, at jeg nu endelig er tvunget til at forlade min allerførste emailadresse nogensinde og måske endda få mig en lidt mere professionel én af slagsen. Man bliver vist også set ret meget ned på, når man sådan stadig har en hotmail.

6. Til sneglebar i fredags drak vi den nye, fancy Absolut Vodka, og den smagte virkelig godt – slet ikke noget der. Men en del af promotionen var af en eller anden grund, at vi skulle drikke den af de her blå plastikkrus, som grangiveligt lignede noget fra den nærmeste børneinstitution.

7. Jeg gav naturligvis udtryk for mit syn på de mindre elegante kopper, hvilket altså var det gennemgående synspunkt i selskabet, men straks blev lidt pinligt, da det viste sig, at jeg stod ved siden af manden, der havde designet dem.

8. For at føje spot til skade præsenterede han sig som “Anders”, men jeg hørte selvfølgelig “Randers”, og så sad det navn ligesom fast.

9. Det er Halloween i morgen, og Franks kostume er ikke kommet. Æsh. Det var ellers virkelig godt i år! Lorte-eBay.

10. I dag skulle jeg hente en pakke i en forretning, der vitterligt hedder “Miriam Kiosken” og alligevel bad manden mig gentage mit navn tre gange og forsøgte først at give mig en pakke adresseret til en, der hed Monica og en efterfølgende, der var til Winnie… Hvordan?

Kommentarer (31)

Der er lukket for kommentarer.