Om skæbnens lune og egen stupiditet

18976757

Da jeg var yngre (sådan, teenage-yngre), havde jeg det altid bedst, hvis jeg gik og crushede lidt på en fyr. Det var ikke nødvendigvis en, jeg kendte godt. Faktisk skulle det helst være en, jeg nærmest intet vidste om og helst heller aldrig talte med, så jeg kunne projicere alle mine drømmemandsegenskaber over på ham, uden han ødelagde det ved at åbne munden og udtale, at Pamela Anderson havde herregode jader, eller at det var stupidt at læse bøger, når computerspil var opfundet.

Det er sådan, jeg har det lige nu med mit fitness-crush. Jeg ved absolut intet om ham, udover at han har meget pæne lægge og blå træningssko. Jeg bruger ham jo faktisk bare. Ikke på den dirty måde, men mere i den forstand, at det er meget praktisk for mig at forestille mig, at min drømmemand sidder der på cyklen foran mig, fordi det leder til hyppigere fitness-visitter, hvilket altid er godt, når man har en utopisk drøm om en dag at slippe af med sin topmave.

Nu er problemet så bare, at jeg i lørdags i et kækt øjeblik besluttede mig for at tage spritnye sko på i byen, og da jeg kom hjem ved syv-tiden den følgende dag, havde jeg fået fem store, flotte vabler. Med en ganske imponerende promille var det begrænset, hvor meget de på daværende tidspunkt generede mig, men nu er det altså blevet onsdag, og i et forsøg på at lægge så lidt vægt som muligt på mine fødder (og de dertilhørende ømme, ømme vabler), går jeg stadig, som om jeg har tisset noget så eftertrykkeligt i bukserne. Helt hjulbenet og listende og gerne mens jeg støtter mig lidt til væggen.

Når man har svært ved bare at gå, er det selvsagt urealistisk at lægge en bare nogenlunde acceptabel træningssession ind, og mit fitness-crush og jeg er derfor grundet skæbnens lune (og min fantastiske stupiditet) midlertidigt adskilt. Og det er hårdt. Åh, uendeligt hårdt! Så mange dagdrømme og ikke en mand at hæfte dem fast på… (Indsæt selv overdramatisk suk.)

Såeh, det, jeg prøver at sige, er nok… Måske er tiden endelig kommet til at geninstallere Tinder? 😀

Kommentarer (21)

  • JA JA og JA!!!
    Og flere indlæg – tak! Elsker din blok! Det er så fedt! Du minder mig om Maise Nord

  • Klart ja tak både til fitnesscrush og Tinder! Men nu til noget helt andet: har man for lidt andet i sit liv når man drømmer at man går forbi én af sine favoritbloggere? Ikke engang møder, bare går forbi. Og når at råbe “Miriam, vi elsker din blog”!(vi som i mig og den homoseksuelle mand, som jeg i drømmen gik sammen med, og som var VILD med din stil). Ville totally gøre det i virkeligheden også, selvom det i drømmen både var fedt og lidt pinligt

    • Hvis du nogensinde rent faktisk går forbi mig, så gør det! (Men stop mig også gerne lige og sig hej, ikke? 😀 )

  • Åhhh teenagecrush er det bedste! Der hvor Han bare er helt perfekt og lækker. Og overhovedet ikke kan ødelægge det, fordi han jo ikke aner man eksisterer.

    Håber de vabler går væk så vi kan høre mere om Fitness Crush! Det trænger mit Teenage Jeg til.

  • fitness-crush er så godt for træningen!
    Scorede endda mit crush og 10 år efter er vi stadig sammen, har børn osv. Men den scoring har så også betydet en del ekstra kilo på sidebenene, nu behøver jeg jo ikke gå til fitness

  • Uha. I ren kedsomhed for nogle uger siden, meldte jeg mig på Tinder – jeg blev dog så negativt påvirket af alle de desperate mænd, som iøvrigt også havde stemplet ALLE kvinder som tilsvarende desperate, så jeg slettede min profil igen efter 2 dage.
    Men derfor glæder jeg mig meget til at læse om dine bedrifter derinde 😉
    Nogle skal jo være heldige – ikk?!

    • Tinder er klart hit and miss. Efter noget tid lærer man at spotte de desperate mænd på deres profiler og swipe dem væk, før samtalen overhovedet begynder!

  • Min drømmemand jeg ikke vil vide noget om, er pedellen på mit job. En dag hørte jeg ham tale og så røg der lidt af magien. Dammit!

Der er lukket for kommentarer.