Hvorfor overhovedet date?

MIRIAMSmklæ

Det har faktisk været rigtig rart at holde datingpause i forbindelse med specialet. Mange mennesker forbinder dating med sjov og spas, men selvom det bestemt kan være underholdende at swipe sig igennem Tinder og fortælle anekdoter om første dates fra helvede, så kan det også være temmelig følelsesmæssigt udmattende. Det er det der med at stille sig op foran hele verden og sige: “Jeg vil gerne elskes!” og risikere ikke at finde nogen, der har lyst til det. Man skal være sårbar, og jeg er røvdårlig til at være sårbar.

Det havde nok været lettere, hvis man altid var omringet af ligesindede, men sandheden er, at det er ligemeget, om du bruger Tinder, Dating.dk eller hvilket som helst anden datingservice, så vil der altid være mennesker, der er der for at knalde. Og ofte har de ikke integritet nok til at være ærlige omkring det, så man oplever nemt at brænde fingrene. At få en symbolsk lussing fra et menneske, man måske lige var begyndt at kunne lide. Og det gør naller. Så man begynder at sætte en mur op, indtil man er sikker på, at man har at gøre med en mand, der har reelle hensigter. (Som Jane Austen ville sige det.) Problemet er, at muren ind imellem sender signaler om kynisme eller skepsis i stedet for forsigtighed, og det er ikke just tiltrækkende kvaliteter.

Dating er møgbesværligt. At forberede sig på at skulle ud i den slags igen føles faktisk lidt som mentalt at skulle træne op til en maraton. (Tror jeg. Det er lidt ligesom, når mænd siger, at noget gør lige så ondt som at føde. De kommer aldrig til at opleve det selv, og jeg kommer stensikkert aldrig til at løbe en maraton! 😀 ) Ind imellem gider jeg ikke. Og ind imellem synes jeg også, det der med en kæreste ville være helt hul i hovedet. Jeg mener, lige nu har jeg det ret meget som blommen i et æg, og jeg ved slet ikke, om jeg har lyst til at dele mit æg med en anden blomme.

Men så, da jeg befandt mig ved gaten i Schönefeld og ventede på, at vi blev lukket ind i flyet hjem til København, stod jeg foran et par, der helt tydeligt var ny-kærester og lige havde været på forelskesferie i Berlin. Hun kradsede hul i et myggestik og han drillede hende godmodigt, mens han ledte efter en serviet. Hun spurgte, om han nogensinde havde været oppe at slås og ih’ede og åh’ede på alle de rigtige tidspunkter, da han fortalte om dengang, han havde været virkelig fuld og var kommet til at lægge an på et stort brøds kæreste, hvilket resulterede i en brækket næse. De var smaskforelskede på den der måde, hvor man ikke kan lade være med at smile hele tiden og konstant vil være i berøring, om det så bare er et hurtigt strejf henover armen. Hvor man vil vide alt om hinanden og ligger oppe hele natten og hører den andens livshistorie. Hvor vaner, der i fremtiden vil irritere en grænseløst, er det mest bedårende i hele verden.

At se de to tog næsten pusten fra mig. Jeg havde glemt den følelse. Den følelse af lykkelig nyforelskelse, der muligvis er det bedste i hele verden. Og hvis der er en chance for, at den kommer igen, så kridter jeg gladeligt kondiskoene og tager endnu en tur rundt i datingmanegen.

Kommentarer (14)

  • For døvlan, Miriam, det er dejligt at have dig tilbage i hyppigere frekvens her post speciale!

  • Du formulerer det så fint. Hvordan man skal være såbar over for fremmede, og det kan altså være ganske grænseoverskridende.

    Du må ud og nyde det, der er at nyde og hoppe let hen over det svære (helt sikkert nemmere sagt end gjort). Hepper på dig!

    • Haha, ja, man bestemmer desværre ikke helt selv, om man får lov til at hoppe over det svære, men man kan altid prøve! 😀

  • Pyh, det var lige den slags læsning, jeg havde brug for.
    Jeg skal på tinder-date i aften, og ca 100 % af mig har lyst til at aflyse. Det er vitterligt kun min gode opdragelse, der tvinger mig til at møde op!
    Og nå ja – chancen for at falde pladask og alt det der selvfølgelig. Tak for påmindelsen. Nu er jeg (næsten) sikker på, jeg tager afsted!

  • Ak ja – jeg kan virkelig godt forstå hvor du kommer fra – jeg havde Tinder i virkelig lang tid, men jeg gjorde ALDRIG noget ved det. Lige så snart der var en date i støbeskeen, så bakkede jeg ud.

    Jeg prøvede at date et par fyre, som på papiret gjorde det meget godt – fælles interesser, tilsvarende uddannelsesniveau, fælles venner. Jeg synes altid det blev ret akavet og jeg gik altid tilbage til bare at være glad for at være single og netop ikke skulle tage hensyn til andre end lille mig.

    Men så en dag mødte jeg min kæreste og jeg synes ikke vores første år har været rosenrødt – overhovedet ikke. Det går op, det går ligeud og der er også plads til lidt krise, men netop den følelse du beskriver til slut, den har jeg og jeg ville ikke bytte den for noget andet. Mit råd er, at hvis det føles weird, så kom videre. Jeg troede bare at det var mig og at der nok skulle komme kemi (med de fyre jeg datede inden jeg mødte min kæreste), men det gjorde der bare ikke på samme måde.

    En sidste glædelig nyhed er, at København i det mindste vrimler med potentielle dates! Det er ikke helt den samme situation i Udkantsdanmark (alle håndværkerne bliver gift med deres barndomskærester #jydefordom), så i det mindste har du også det kørende for dig 😉

    • Ja, man skal heldigvis kun bruge en. Så må vi se, hvor længe det tager at finde ham. 🙂

  • Jeg har også lige vendt tilbage til tinder efter et halvt års pause. Har allerede fået brændt nallerne, men sådan er det jo!

    • Åh, folk er så nederen. Hvis de bare meldte klart ud, ville det være meget lettere for alle parter!

  • Det er lige nøjagtig sådan jeg går rundt og har det.. (og alle mine venner er lykkelige par) så dejligt at høre man ikke er alene om det 🙂

Der er lukket for kommentarer.