Op ad hullet

vbhjklæ

Den sidste uge har været lidt af en prøvelse. I torsdags blev jeg ramt af mellemørebetændelse, og derefter er det gået støt ned ad bakke. Frustrationerne er væltet ind over mig, og jeg har søbet mig selv ind i selvmedlidenhed. Jeg synes, tingene er lidt træls lige nu, for at sige det på godt jysk. Der er to uger til min specialedeadline, jeg er helt uhyggeligt bagud, min psyke er presset, og min krop bliver ved med at bryde sammen af stress, fordi den er snotdum og ikke fatter, at det har det modsatte af en hjælpsom effekt.

På den anden side af specialet ligger usikkerheden. Jeg har så mange tanker og planer for det der med at gå prof, og jeg bliver irritabel, fordi jeg ikke kan komme i gang. Jeg vil så gerne øve mig. Men udviklingen står mere eller mindre bomstille lige nu, og jeg kæmper med at skubbe følelsen af at være en fiasko væk. Det er usikkerheden, der gør det, jeg ved det godt, men misundelsen viser sit grimme ansigt, hver gang jeg ser mine yndlingsbloggere surfe på succesbølgen, mens min indbakke forbliver gabende tom. (Det gør den selvfølgelig ikke helt, men jeg kan bare ikke så meget betale for et bundt radiser med en gratis mascara, vel?) Jeg halter på det kommercielle. Min stolthed har det ikke så godt med at indrømme det, men jeg er faktisk noget nær den grønneste grønne nybegynder. Jeg kan godt finde ud af at skrive en blog, men jeg kan ikke finde ud af at drive en blog. Endnu, i hvert fald. Og det er selvsagt lidt problematisk, når der er relativt kort tid, til den faste indkomst ophører. Og så er økonomisk indtægt er noget af det allerbedste at stresse over, hvis man som jeg er inkarneret tryghedsnarkoman.

Når man ligger der i sin sofa, fuldstændig ude af stand til at gøre andet end se virkelig dårligt reality-tv og sutte på lakridsbolsjer, så er det eddernemt at lade negativiteten tage over. “Hele min opgave er noget lort, der er ingen PR-folk, der gider lege med mig, jeg har taget 20 kg på den sidste måned, og jeg kommer til at dø alene.” Woe is me. Jeg har virkelig givet den gas! 😀

Og så i dag skete der det lidt fantastiske, at jeg tog til lægen. Eller, det i sig selv var ikke så fantastisk – det kom sig mest af, at jeg stadig ikke kan høre noget på mit højre øre og nu tre gange har været ved at blive kørt ned, fordi jeg åbenbart bruger min hørelse til at vurdere bilers hastighed. Who knew? Jeg forklarede lægen, at der er 14 dage til min deadline, og at min krop er en lortekrop, der ikke kan finde ud af at klemme sine metaforiske baller sammen, (det går bedre med de fysiske,) og at jeg gerne ville have en magisk pille. Hendes reaktion kom helt bag på mig. “14 dage? Til du er færdig? Sådan helt færdig? Så er du kandidat?”, spurgte hun, og jeg nikkede bekræftende. Og så smilede hun. Sådan stort og oprigtigt. Og jeg indså straks, at jeg helt havde glemt, at selvom jeg i tide og utide har bitchet over hendes manglende progressivitet, og at hun aldrig tager sin fucking telefon, så er der jo tale om en kvinde, der har set mig nede i de sorteste sorte huller og udformet en mindre roman til mig i lægeerklæringer, så jeg netop havde en chance for en dag endelig at færdiggøre min uddannelse. Og nu er den dag lige om lidt. Og hun var simpelthen så glad på mine vegne. Og stolt. Så stolt, at jeg tillod mig selv at glemme min stress og fremtidens usikkerheder og i stedet bare være lidt stolt sammen med hende. For hold nu kæft, hvor har det taget lang tid at nå hertil, og hvor er det faktisk ret vildt, at det kommer til at lykkedes. Det troede jeg ikke altid selv helt på.

Og så kan jeg altså godt klare lidt svimmelhed eller hovedpine eller mangel på hørelse i højre øre. Jeg spiser et par panodiler og et stykke chokolade og beder pænt, men bestemt min krop om at holde kæft. For vi kan godt det her. Og vi er der lige om lidt.

Kommentarer (56)

  • Nu har jeg læst din blog fra ende til anden, og jeg er kæmpe fan af dig Miriam. Det har været lidt ligesom at læse en bog, hvor man har kunne følge hovedpersonens udvikling. Din besættelse af sko kan jeg ikke nikke genkendende til, og der er derfor et par indlæg eller flere jeg har skøjtet elegant henover

    • Hvis det er en trøst, så regner jeg med at bumpe det daglige antal af indlæg op til to, når jeg er færdig og kan hellige mig bloggen fuld tid! 😀

  • Du er sej, Miriam – det skal nok gå alt sammen.
    Og uden at kende dig personligt, eller dine akademiske kundskaber, så har jeg en stærk formodning om, at det nok skal gå fint med din kandidat. En karakter er bare en karakter – virkeligheden venter på den anden side, hvor det handler om noget helt andet.
    GO GO GO! 🙂
    Mine baller er klemt sammen for dig! (fingre er så kedelige)

    • Jeg er nået til et punkt nu, hvor målet er at få afleveret og ikke andet. Jeg har simpelthen ikke energien til at lade perfektionismen råde, men det er også okay. Basta.

  • Kære Miriam.
    Hold kæft hvor dit indlæg faldt på et “tørt sted” i mit sind. Jeg har selv den sidste tid siddet og følt, at verden var virkelig ond og skræmmende og alle var meget sejere end mig. Og det har nu udmøntet sig i en god omgang jalousi og stress… Men hvor tarveligt det så end lyder, så var det rart lige at høre, at der er andre, der også går og føler sig lidt fortabt (uden måske egentligt helt at være det). Så tak!
    Og så vil jeg egentlig bare sige, at jeg synes, du er sej for at følge din drøm og jeg glæder mig til at følge med på den anden side af en veloverstået opgave og se, hvad der sker i fremtiden for dig. 🙂

    • Jeg tror meget på, at livet er op- og nedture for alle mennesker – det kan bare godt lidt forsvinde i instagramfiltre og generelt blær. 😀

  • Jeg ved ikke om det et fordi at jeg har en unge i maven og derfor er lettere sindsyg af hormoner – men det er indlæg fik mig til at vræle. Høj. Med snot. På den grimme måde.
    Jeg har læst med i flere år, jeg kan ikke engang huske hvornår – men jeg har læst bloggen fra ende til anden flere gange. Og jeg, en lille (det er løgn, i uge 34 er man størrelse hval..) trofast læser fra fynsland er så pavestolt på dine vegne. Det har været en mega lang vej, med oddsne i mod dig – og du er næsten i mål!! Du kan være helt 100 på at jeg fejre dig når du er helt færdig, for jeg fucking elsker historien om det lille tog der kom op over bjerget! “Jeg tror jeg kan, jeg ved jeg kan, jeg vidste jeg kunne”.

    • Årh, hvor er du rar, Cecilie. Jeg føler mig altså også ret heldig, at jeg sådan har mit eget, private heppekor!

  • Aaaaargh, du er bare SÅ sej!!! Kom nu, lige det sidste pres, mens vi allesammen står her på siden og hepper i vildskab – vi ved du kaaan 🙂 🙂

  • Du er uden tvivl min yndlings-blogger på alle fronter Miriam. Jeg “faldt” tilfældigvis over din blog for ca. et år siden, og har fulgt den tæt lige siden. Din måde at skrive tingene på er SÅ sjov og fantastisk! Specielt dit velformulerede og korrekte sprog, jeg er selv en spasser til det med kommaer og grammatik, til trod for jeg selv er i gang med kandidaten i Psykologi på Odense Universitet. Det er mega skræmmende at tænke på, at uni-livet slutter om et år for mit vedkommende. Til trods for det tog mig mere end et år at føle mig hjemme på uni, så er det nu et af mine favoritsteder og jeg frygter lidt den dag, hvor jeg ikke længere skal til forelæsninger

    • Det føles også lidt farligt at skulle forlade uni, men det har hjulpet rigtig meget på det, at der ligesom er en slagplan til bagefter. Nu må vi så se, hvordan det kommer til at gå med den! 😀

  • En forhindring ad gangen. Først speciale og så det næste BAGEFTER. Du skriver godt, så det skal nok gå godt med både speciale og proff. Men en ting ad gangen, det andet bliver man rundtosset af. Og pludselig løser det hele sig.
    Og så er dit speciale lige til en ny Twilligt serie. Pengen penge penge (sig det med gnæg i stemmen)

    • Haha, tjoeh, man kunne vel godt skrive en moderne, feministisk Dracula. Det må jeg lige undersøge! 😀

  • Du er så sej! Jeg sidder selv med specialet langt ude af halsen, er liiidt for meget bagud, og jeg glæder mig ufatteligt meget til at afslutte det – også selvom der endnu ikke er fundet et job (fingers crossed, har sendt nogle ansøgninger ud, som jeg håber giver pote!). Jeg håber virkelig, at du får medvind, både nu mht. helbredet, men også senere mht. bloggerlivet! Og så bliver jeg lige nødt til at kommentere, at du ser SÅ lækker ud på det billede der! *pift piiiiift*

    • Tak! Jeg krydser fingre for, at dine ansøgninger giver pote! Det er jo i virkeligheden uvisheden, der er det værste!

  • Det er du nemlig. Lige om lidt, og det er så flot klaret! Den eneste rigtige måde at fejre det på må være en henvendelse fra Ben&Jerrys vedr. spons-aftale!

  • Det er fucking hårdt at gennemføre en uddannelse uden bagage, jeg tør slet ikke tænke på hvor hårdt det kan være med en god portion bagage oveni. Du er mega sej, fordi du afleverer speciale om lidt, fordi du har den fedeste blog i verden (det er rigtigt!) og fordi du er dig.

    Og så skal jeg lige høre, som cand.mag.dansk med hullet hukommelse, hedder det ikke “op af hullet”? Du kravler vel ikke langs med hullet, eller ved siden af hullet, du kravler vel op af det? Ligesom man kommer “op af vandet”, og ikke “ad vandet”, eller er det et af de der faste udtryk jeg har glemt alt om?

    • Ad er et retningsadvebium, så op ad, ned ad, hen ad, så vidt jeg er orienteret. 🙂

    • T har ret. Både af og ad handler om bevægelser, men af handler om bevægelser væk fra noget, ad langs med eller gennem noget. Du kravler op af hullet – en bevægelse væk fra det snarere end en bevægelse langs med eller gennem det. Du kælker også ned ad bjerget, men du falder ned af det 🙂

      • I beg to differ. http://www.elkan.dk/sprog/af_ad.asp
        Fra Sproget.dk “Ad bruges derfor om bevægelser langs med, hen over, gennem eller i en retning. Eller i forbindelse med målet for en bevægelse eller et udsagn.”
        Men uanset, så vil jeg gerne gemme de sproglige diskussioner til nogle lidt mindre personlige indlæg. 🙂

  • Det er nemlig sejt og om 14 dage så skal du ikke skrive mere. Det er MEGS FEDT.

    Og ja- kroppen er dum når den stresser. Det er min også.

    PS. Du kan vel få supplerende dagpenge i et halvt år. Så så afhængig er du vel ikke af Bloggen?

    • Nej, Danmark er heldigvis ret cool på den front, men jeg vil bare meget nødig til at skulle ind i hele det system der… :-/

  • Hepper så meget på dig, søde Miriam – på alle mulige måder! Du er så eddersej! Det bliver så godt, når det er slut lige om lidt! ( Og ellers… Er det så ikke noget med, at man kan rykke sin afleveringsdato? Eller skal man så vælge helt nyt emne?)

    Prøv at høre her… Selvom jeg bestemt ikke vil anbefale dagpengesystemet, så kan det måske være en nødløsning. Tilbuddene skal nok komme. Jeg tror på dig!

    Hep hep og kæmpe krammer (og du ser pivgodt ud på det billede, så de der 20 kg må have fordelt sig flot ;))

    • Man kan godt skubbe sin afleveringsdato, men så skal man ændre problemformulering og skrive flere sider, og så er det vel egentlig lidt hip som hap med mere tid…

  • Come nu on, op på hesten, det går da meget godt, det hele! Du skal bare lige blive helt frisk! I mellemtiden er ‘træls’ tilladt og dækker alt! 🙂
    Held og lykke det sidste stykke vej!

  • Hvor blev jeg rørt af dit indlæg. Hvor er det dejligt at du lige fik en hånd til at komme op af hullet. Som tryghedsnarkoman ved jeg hvor svært det er ikke at vide hvad fremtiden bringer. Derfor ville jeg bare lige fortælle dig, at det er PISSE SEJT at du følger din drøm om at kunne leve af bloggen. Det kræver fandme mod at turde kaste sig ud i ting og satse noget. Så et kæmpe klap på skulderen herfra. Og kæmpe stort tillykke med at specialet lige om lidt er ude af verden.
    PS: du er helt klart min yndlingsblogger, så jeg lover at klikke på alle de links der kan give dig penge

    • Tak for de søde ord! Jeg skal gøre mit bedste for at anskaffe mig nogle links af den slags!

  • Miriam, jeg har aldrig kommenteret på din blog, selvom jeg har læst fast med i lang tid. Men fucking big up til dig og det, du kæmper med, og at du klarer det. Lige om lidt! Og du er sindssygt smukt på dine billeder.
    Alt det bedste
    Emilie

  • Gogogo og god bedring.
    At lange det fucking speciale over disken og væk for evigt, er den bedste følelse EVER! Glæd dig – you can do it!!!

  • You can do it!!
    Jeg sender al den virtuelle helbredelse jeg kan sammen med en røvfuld god karma!
    Held og lykke med sygdom og den sidste spurt til målstregen – du når det!

  • Du er sej og hurra for læger som glæder sig sammen med en og lider sammen med en, den slags er guld værd

    • Ja, jeg har ellers ikke altid været så begejstret for min læge, men i går var hun simpelthen så sød.

  • Indrømmer lige, at jeg græd, da jeg læste sidste del om din læges reaktion. Kæmpe TILLYKKE med din snarlige titel, Miriam.

  • Hold da op for en dejlig læge!! Jeg blev sørme også smittet helt af hendes begejstring og stolthed over dig. Jeg er den sidste på min årgang til at blive færdig med speciale af flere forskellige årsager og har også været syg den sidste måneds tid. Og om snart skal jeg op og forsvare specialet- om lidt fire en halv dag to be exact! Hvor man skal op til en fandens mundtlig prøve, som jeg på ingen måde tror jeg kan brilliere i (så ja, det bliver lidt ekstra ydmygelse inden man endelig får det åndssvage tal og kan komme videre (forhåbentlig ) i sit liv). Så tak til din læge og til dig for at dele. Synes faktisk det er lidt rart at der er andre der heller ikke er på sådan et “you make it look so easy” sted i specialeprocessen. Håber på det allerbedste til dig. Man kan mere end man tror. Pøj pøj!!

  • Åh, Miriam. Du er så tæt på målstegen, og det bliver da pisse fedt når det er slut, og du endelig kan få lov til at udforske den store vidde verden! Og når du har specielt på plads, er det helt sikkert nemmere at overskue at gå prof, og jeg stoler på, at det nok skal lykkedes for dig – snart 😀

  • Du er for cool og, for mig, et friskt pust i blogland. Jeg rider selv p.t. på en nedtursbølge af arbejdsløshed og så er det rart at se, at andre også søber rundt i et sort hul (*hov*), men jeg var især glad for den positive afslutning. You can effing do this!!

    • Jeg synes, det er vigtigt at reflektere, at tingene også er nederen ind imellem, men jeg er gladest, når der er en lykkelig slutning. Det er der heldigvis for det meste! Jeg hepper på dig også!

  • Det kan godt være, Fie Lauersen tjener flere penge(guderne vide hvorfor) men jeg vil langt hellere følge din blog end hendes. Du har så høj en kvalitet i dine indlæg, så succesen skal nok komme.

Der er lukket for kommentarer.