Nærdødsoplevelse

jniopoopå

Da jeg i dag (meget modvilligt og med en langt større trang til at tage en morfar) satte mig til computeren for at skrive på mit speciale, var det væk. Sådan, pist. Jeg kunne straks begynde mit hjerte begynde at banke lidt hurtigere, men var dog fornuftig nok til at vente lidt med at gå i panik. Jeg åbnede Word og klikkede på specialedokumentet under ‘seneste dokumenter’ kun for at modtage en pop-up om, at det valgte dokument ikke kunne åbnes.

Og så satte panikken ind. Jeg kunne mærke angstsveden pible frem, mens skrækscenarier udspillede sig i mit hoved. Udsættelsesansøgninger, søvnløse nætter og desperate forsøg på at huske den der skidegode formulering jeg havde om incestuøs bigami. Jeg nåede måske 45 sekunders full-blown panik, hvor jeg overvejede alt fra at ryge en cigaret for første gang i månedsvis til at hoppe ud fra altanen. Så åbnede jeg min virtuelle papirkurv og fandt mit speciale. Slettet, men genopretteligt med alle mine mange tusinde ord intakt. Gott sei Dank.

Jeg har logikket mig frem til, at følgende skete: En måned før specialefristen skal man udfylde og indsende en emneaflevering til universitet, så de kan opstøve en passende censor. Jeg udfyldte min i går. Blanketten er en af de her smarte, skrivbare pdf-filer, og hver gang jeg udfylder sådan en, glemmer jeg, hvordan man gemmer den udfyldt i stedet for bare at gemme den tomme blanket. Derfor befandt der sig til sidst i min specialefolder omkring fem forskellige dokumenter af slagsen, før jeg endelig fandt ud af det. For at slette dem, trykkede jeg på ctrl og markerede alle dokumenterne, hvorefter jeg slettede dem. Hvad, jeg ikke havde kalkuleret med, var, at mit speciale i forvejen var markeret, fordi det var det seneste dokument, jeg havde åbnet, og det derfor også blev slettet – helt uden jeg opdagede det.

Så altså. Dramatisk dag. Jeg luftede naturligvis straks min panik på Facebook kun for at blive mødt af: “Har du den ikke gemt andre steder?” og “Du skal da gemme den på xxx.” Ihh. La’ nu vær. Jeg har både OneDrive og Dropbox, så jeg tror ikke, der nogensinde var en reel fare for, at dokumentet var væk for evigt, men det er ikke pointen. Pointen er, at jeg et kort øjeblik troede det. Jeg skal nok bede om hjælp, hvis jeg mangler, men lige nu vil jeg bare gerne have et “neeeeej, hvor lyder det forfærdeligt!” og et trøstende klap på skulderen. Giv mig nu mit skide klap på skulderen! 😀

(Jeg henviser som altid til indlægget om Den forbudte brok.)

Kommentarer (37)

  • FÅÅÅÅK det er da det man kan kalde en traumatisk oplevelse – virtuel trøste krammer til dig og godt du tjekkede “skraldespanden” 😉 😀

  • Specialeskrivningsregel nr 1: send altid specialet på mail til dig selv ved dagens afslutning.

    Jeg indførte reglen efter at en bekendt fik stjålet sin computertaske op af cykelkurven på vej hjem fra specialekontoret. 10 dage før aflevering. Hun havde backup på hele to USB-sticks. Som lå i tasken…

    • Anna, for fa’n, nu giver du jo netop gode råd! 😉 Opgaven bliver automatisk backet up i skyen, så der er ingen grund til at frygte computertyveri. 🙂

  • Det sker jævnligt for mig på arbejde, fordi jeg af en eller anden grund ikke helt har knækket koden til, at computeren mister forbindelse til intranettet, når jeg forlader arbejde … Og dermed ikke gemmer som det burde. Så nogle morgenener har jeg måtte starte samme sted som jeg startede morgenen før. Fordi tingene EF sporløst væk …
    Jeg tjener omkring 3000 kr om dagen – og har INGEN dårlig samvittighed over at spilde min tid på så dum vis! Det jo systemet den er gal med og ikke mine tekniske evner ….

  • Klap klap;)

    Min mand har en kollega, som havde brand i sit hus og mistede størstedelen af sin PhD-afhandling. Ingen sikkerhedskopi.

    • Jeg havde fået et nervøst sammenbrud, hvis det der var sket for mig. De havde fundet mig i fosterstilling mens jeg mumlede uforståeligt.

      Ej, men det er jo eddermame for dumt ikke at have en kopi af sin PhD afhandling. Sidder selv pt i det helvede det er at skrive sådan en mådderfåkker sammen, og det er rigeligt usjovt til at gøre ALT for at undgå at gøre det to gange.

    • Noooo! Det er altså virkelig dumt. Det er drønsmart, at vi har skyen nu, så man slipper for fysiske backups.

  • Den der oplevelse havde jeg cirka 20 af, da jeg skrev speciale. Jeg var gravid, og alle mine små grå som ikke var gået til i hormonhelvede og baby-nesting gik med at skrive det forpulede speciale. Men alle mine filer rodede, og jeg glemte konstant, hvor jeg havde gemt det. Så jeg havde angstsved og dommedagstanker næsten hver fjerde gang jeg skulle åbne mit speciale

    • Oh noes! Det er svært nok at skrive speciale ved sine fulde fem – kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være at skulle gøre det som gravid!

  • Jamen, det ER virkelig forfærdeligt! Jeg fik også forvildet mit speciale væk, og da det igen så dagens lys, var det blevet dobbelt så langt (213 sider, for at være helt præcis)…. Mon der var cybernisser på spil?….

  • Ej, jeg får sådan helt ondt i maven bare ved tanken om, at komme til at slette mit specialedokument – og altså, så langt er jeg slet ikke kommet :b..

  • Hej skønne Miriam,
    Kunne du ikke tænke dig, at skrive et indlæg om at bo alene? Jeg skal selv flytte hjemmefra til sommer og er så frygteligt bange for det dér Ensomhed.
    Det lyder som om du elsker at bo alene (men med Frank selvfølgelig…) – måske du har nogle gode tips og tricks?
    Tak for at være bloggeren bag min alleryndlings blog, hjerte hjerte!
    Kram Caroline

    • Jeg er helt tosset med at bo alene! Men det kommer nok langt hen ad vejen an på ens personlighed. God idé til et indlæg!

  • I feel your pain, man.

    Det havde nok lige været det der manglede for at katapultere mig over i et nervøst sammenbrud.

    Så altså. Jeg har lige lavet to sikkerhedskopier af min phd afhandling efter jeg læste om din nærdødsoplevelse. Ud over den sikkerhedskopi, hospitalet laver hver nat. Og så tænker vi ikke på, hvad der sker hvis hospitalets server går ned og alle mine data bliver forsvinder.

    • Det er derfor, jeg er så glad for, at man kan gemme i skyen. Så kan man altid komme til et dokument, hvis alt andet brænder sammen.

  • Feel your pain!

    Sådan noget gør naller, og når man har fundet ud af det ikke er væk, er man bare sådan furrckkk, kunne jeg virkelig tro det var væk? (Og det kan man jo, nær man paniksveder overalt;)

  • Havde det været mig, var jeg nok blevet rimeligt handlingslammet. Havde bare tudet hysterisk i fostersilling til celine dion eller en anden tåreperser, til jeg var faldet i søvn af afmagt og igen kunne se klart! Så tro mig, jeg føler med dig.

  • Jeg havde indbrud i min lejlighed juleaften, imens jeg skrev speciale og fik stjålet min computer. Ud over det ufede ved at være kommet hjem til en gennemrodet lejlighed 1. juledag så panikkede jeg også totalt – jeg havde også dropbox mv. men jeg kan totalt følge din panik. Jeg ringede og lagde en grædende besked på min kærestes telefonsvare. Hvorefter han gjorde det til sin ringetone…Vi er i dag gift og venter vores barn nr. 2.

    Fik i øvrigt også stjålet en billet til Justin Timberlake og en pakke flødeboller.

  • Jeg var også panisk ræd for det skulle ske for mig efter at have hørt om en biolog, hvis hus brændte så han mistede alle kopier, noter og indsamlede planter.
    Jeg mailede det til mig selv, gemte på diskette (Jeps, så gammel er jeg) både i postkassen i kælderen på kollegiet og hos en ven.
    Paranoid much?
    Summa sumarum jeg forstår din panik.

  • Puhaa, godt at det ikke var helt væk pist borte!

    Og jo, man må godt udtrykke den forskrækkelse som man får, når man tror at man har mistet noget der er værdifuldt for én selv.

Der er lukket for kommentarer.