Belønningslisten

treat-yo-self

Min mor ringede til mig i dag. Fra Primark. I Berlin. Jeg har nemlig ønsket, at hun hjembringer endnu et par af deres hæslige, pussenussede hjemmefutter til mig, og hun ville vide, hvilken farve var bedst. Jeg sagde selvfølgelig lyserød. Bagefter studsede jeg lidt over, hvor meget samtalen stod i kontrast til den diskussion, jeg var midt i, der omhandlede, hvorvidt victorianske mænd slår seksuelle, kvindelige vampyrer ihjel, fordi de (mændene) ikke vil indrømme, at de i virkeligheden lidt gerne vil voldtages. Jeg ved ikke med jer, men jeg foretrækker ofte shopping frem for overvejelser om latente længsler efter penetration. Derfor lagde jeg emnet lidt fra mig igen og vendte tilbage til at dagdrømme om alle de ting, jeg skal lave, når jeg har afleveret.

Dagdrømme er ca. 50% af specialeprocessen. Resten er 25% panik over, at man ikke aner, hvad man har gang i, og 25% reelt arbejde. I virkeligheden er jeg jo først lige gået rigtigt i gang med at skrive, men jeg glæder mig allerede virkelig meget til at aflevere. “Master has given Dobby a master’s degree.  Dobby is freeee.” 

Indtil videre ser hurra-jeg-har-afleveret-og-skal-belønne-mig-selv-listen sådan her ud:

  • Jeg skal have et par Louboutin’er. Rent faktisk gå ind i butikken og få hele oplevelsen i stedet for at gennemtrawle Trendsales og eBay efter semi-SU-venlige priser. Det bliver en kombineret afleverings- og 30 års-fødselsdagsgave til mig selv.
  • Jeg skal til frisøren. Måske skal jeg have lilla hår, måske skal jeg være skaldet. Man ved det ikke! (Jeg skal ikke være skaldet.)
  • Jeg skal holde ferie! Hvor, hvor længe eller med hvem ved jeg ikke, men det bliver skidegodt!
  • Jeg skal have en ny sofa, der bedre kan camouflere, at Frank hvæsser kløer i skidtet, når jeg kigger den anden vej.
  • Jeg skal vinde i Lotto for at betale alt ovenstående.

Kommentarer (29)

  • Da jeg kunne se, at jeg kom til at overholde afleveringsfristen for mit speciale skyndte jeg mig på Momondo og købte en billet efter to kriterier: Langt væk, billigst muligt: 5 dage inden aflevering købte jeg en billet til Beijing og var væk i 3 uger. Det var en fed, fed tur 🙂

  • “Jeg ved ikke med jer, men jeg foretrækker ofte shopping frem for overvejelser om latente længsler efter penetrarion”. Jeg døøøøøør af grin

  • Ej, men jeg kunne SÅ godt tænke mig at læse dit speciale! Det lyder virkelig spændende, når man har interesse i den boldgade 😀
    Ps. Din blog er virkelig fed – og har været det cirka altid!

  • Jeg brugte også en god del af min speciale process på at overveje hvad jeg skulle købe til mig selv.

    Ang ar rejse. Så er min bror ligw nu i Caribien hvor han egentlig primært feder den og lærer fransk. Men på pareret er han aktivt jobsøgende og melder sig da også op det lokale jobcenter.

    bare lige et tip om at man må tage dagpenge med tre måneder til et EØS land.

    • Nu er håbet jo, at jeg skal leve af bloggen og derfor ikke på dagpenge, men ellers er det noteret! 🙂

  • Må jeg være flabet at spørge, hvordan du får råd til designerbling, når du er på SU? Jeg har ikke engang råd til at købe den gode ketchup.

    • Det er lidt svært at svare på uden at skulle komme ind på faste udgifter og den slags, men jeg har haft fuld SU-lån hele tiden, levet ret sparsomt, solgt på TS, haft gavmilde forældre, og så køber jeg altid bling på sygt udsalg og sjældent mere end to gange om året.

  • Åh specialetiden. Savner det virkelig ikke. Det føles pt. som 100 år siden, men altså jeg blev først færdig tilbage i juni, såååøøøhhh… Out of sight, out of mind, right? 😉

    Men klø på, så du kan forkæle dig selv! Frihed + belønning er en fantastisk kombi.

  • Jeg har slet ikke tænkt på hvad jeg vil købe efter specialet.. det er måske lidt farligt!
    Jeg har kun emne og en plads på et kontorfællesskab klar.. Jeg starter først til december .. haha!
    Jeg glæder mig helt vildt til at fordybe mig i mit emne.. spørg mig igen om et år.. det er ikke sikkert jeg stadig har det sådan 😀 haha

  • Årh, guuuurl! I hear ya! Jeg afleverer speciale på tirsdag – men vil du høre, hvad jeg drømmer om? En lur. En lang lur, en film – og faktisk gerne de to kombineret.
    Jeg ‘fejrer’ dog aflevering med et interview om formiddagen og at starte i job dagen efter… – og så planlægger jeg at sove efterfølgende weekend væk!
    Men det lyder sgu som en god plan du har lagt. Især den med Lotto 😉

  • […] Belønningslisten dikterede en tur i Christian Louboutin-butikken, hvor jeg for en sjælden (meget, meget sjælden) gangs skyld ville tillade mig selv at glemme alt om budgetter og økonomisk ansvarlighed og købe et par spritnye designersko til fuld pris. Jeg havde sat 5.000 fucking kroner af til den store dag. […]

Der er lukket for kommentarer.