To højreswipe or not to højreswipe?

Okay, så jeg holder stadig essentielt datingpause, men de der datingapps, ikke? De er nærmest umulige at holde sig fra! Det er en buffet af singler med et udvalg så stort, at det øjensynligt er blevet acceptabelt at frasortere på grund af lettere stupide ting som skostørrelse og hårgrænse. Og fordi det hele er semianonymt, og man aldrig finder ud af, når man er blevet afvist, så er der heller ikke rigtigt nogen spilleregler.

Men. Hvad gør man, når man Tinder præsenterer én for en mand, man kender? Det sker. Ikke ofte, men ind imellem. Og jeg går altid lidt i stå, når jeg ser et velkendt ansigt. Er det meningen, jeg skal swipe ja tak, så vi lige kan sige hej og grine af, at vi begge to er på opdagelse i Tinder-junglen? Det ville man jo gøre, hvis man rendte på hinanden i byen eller i Netto, ikke? Ville det faktisk være decideret uhøfligt bare at ignorere vedkommende og swipe videre? Jeg ved det ikke, og jeg synes, det er topakavet, for det er jo heller ikke, fordi jeg har lyst til at give min gode venindes ekskæreste indtrykket af, at jeg herregerne vil knalde ham. Eller ham, der var min bedste drengeven for 10 år siden, for vi blev dengang tudet ørerne fulde af, at piger og drenge ikke kan være venner, og jeg har ikke tænkt mig at smadre mindet om vores platoniske forhold med et højreswipe. Så hvad gør man? Jeg mangler en slags officiel procedure på området!

Jeg ville virkelig ønske, man kunne springe over folk på Tinder i stedet for at blive tvunget til at træffe en beslutning. Jeg tænker, det ville fungere ligesom folkeskolens eksamensopgaver i matematik: Man undgår de stykker, man ikke kan finde ud af, og så planlægger man at komme tilbage til dem, hvis svaret på et senere tidspunkt dumper ned fra himlen, også selvom man godt ved, det aldrig kommer til at ske. På den måde slipper man for aktivt at træffe en beslutning, og det er det, der tæller. Don’t make me choose! 

Hvad gør Tinder-folket, når I står i den situation? Høflighedsswiper I, eller noper I iskoldt?

Kommentarer (20)

  • Ganske enkelt: ALTID VENSTRE! Hvis det er sjovt, kan man lige snuppe et screenshot og dumpe det i ham den velkendtes messengerindbakke, og her kommentere på et eller andet, der er sjovt – måske noget hans bio siger (men som du ved er en løgn), måske en kommentar på at det er billige tricks at bruge en hund på billedet, you know – så er samtalen on, og man viser at det var da sjovt lige at støde ind i ham, UDEN man siger “tjo, vi kan da godt lige knalde hvis du vil”

  • Det er mega svært – og mega akavet! Jeg tror generelt at jeg har sagt nej, kan faktisk ikke helt huske det, men jeg har været i præcis samme dilemma. Dér er det altså ret smart på Happn, at man bare kan springe pænt over.
    Det der dating er godt nok en kompliceret sag!
    Hvordan står det egentlig til med de mænd du var på date med? Jeg er jo nysgerrig.

    Ps. Kryds lige fingre for at den date jeg har på torsdag, med en jeg synes er virkelig nice – rent faktisk bliver til noget…

  • Jeg liker kun hvis jeg faktisk godt gad at date/knalde ham. Det ville være så akavet at like i venlighed og han så tror det er fordi man gerne vil knalde ham. Nope!

  • Jeg er ret generøs med mine likes til fyre, jeg kender. I lang tid faldt det mig slet ikke ind, at de kunne opfatte det som om, jeg var interesseret – selvfølgelig liker vi hinanden, når vi kender hinanden! Men jeg kan da godt se, hvordan det kan misforstås. Og jeg tror ikke, den tidligere næstformand fra elevrådet skrev til mig for lige at høre, hvordan jeg gik og havde det.
    Men det er ret let at skjule, at man har afvist nogen. Nu hvor der ikke længere står, hvornår man sidst var aktiv, så kan man let feje det hen, skulle man blive konfronteret med et manglende match, at man “næsten aldrig bruger app'en”.

  • Jeg gik til højre 1 gang, fordi jeg var nysgerrig. Og der var et match. Han var meget opsat på at knalde og det kunne jeg ikke lige magte. Siden da har jeg altid swipet nej tak når jeg kender fyren. Også selvom jeg er meget nysgerrig. En enkelt gang har jeg i ren panik lukket appen helt ned, da jeg så et billede af en forælder fra mit arbejde. Tinder har det nemlig med at mene at jeg skal superlike tilfældige fyre som jeg intet vil have med at gøre. Det er ret trælst..

  • Højre hvis jeg kunne være interesseret i mere. Hvis jeg er nysgerrig på om vedkommende har liket mig, lukker jeg app'en ned og ser om han dukker op flere gange. Folk, jeg kender men ikke er interesseret i på det plan, ryger direkte til venstre 😉

  • er det virkelig sådan? synes også jeg er kommet forbi nogle flere gange, selvom jeg har swippet “nope”?

  • Som regel gider jeg virkelig ikke tale med vedkommende. Jeg plejer også at swipe til venstre, det forekommer mig bare at være så dårlig stil…

  • Jeg plejer også at swipe nej, men altid med lidt dårlig samvittighed.

    Jeg taler stadig med både Serienørden og Happn-manden, men jeg er ikke ligefrem oppe at ringe omkring nogen af dem. Krydser fingre for din date!

  • Jeg er som regel slet ikke interesseret i en samtale, det er mere det der med decideret at ignorere, at man lige at stødt ind i hinanden i cyberspace, der forekommer mig lidt… Uhøfligt?

Der er lukket for kommentarer.