Opskrift: Braiserede short ribs

Som lovet hermed opskriften fra nytårsmenuen. Det møreste kød jeg har smagt i evigheder! Short ribs er en amerikansk udskæring, der godt kan være lidt svær at opstøve herhjemme. Jeg havde ikke arbejdet med den før, men moder og jeg har en fast tradition om at rippe Føtex om aftenen d. 23. december, fordi de efterfølgende holder lukket i tre dage, og alt fra kød til juleslik derfor er sat absurd langt ned. Vi fik fx disse short ribs til under en tredjedel af originalprisen.

Opskriften er lavet med inspiration fra denne, men jeg har fordansket den for nemhedens skyld.

Du skal bruge (til 2 personer):

4 stykker short rib
Salt, peber, mel
En pakke bacon
En sjat olivenolie
Et lille løg, i små tern
To skalotteløg, hakket fint
To gulerødder, i små tern
Ca. 4 dl rødvin
Ca. 4 dl oksebouillon
To kviste rosmarin

Krydr kødet med salt og peber og dyb det derefter i mel. Find en gryde i passende størrelse frem – den skal kunne gå i ovnen. Skær bacon i tern og steg det ved medium varme i gryden, til det er sprødt og fedtet stegt af. Tag baconstykkerne op og sæt dem til side. Tilsæt en smule olivenolie til baconfedtet, skru temperaturen op, og brun kødet på alle sider. Tag kødet af og skru igen ned på medium.

Svits løg og gulerødder et par minutter. Tilføj vin og bouillon. Lad simre et par minutter og smag til med salt og peber. Tilføj bacon. Læg kødet tilbage i gryden. Det skal være næsten eller helt dækket af væske. Er det ikke, så tilføj mere vin eller bouillon. Sæt i en forvarmet ovn på 175 grader i to timer. Skru derefter ned på 160 og giv det 30-45 minutter mere.

Tag gryden ud af ovnen og lad den står mindst 20-30 minutter. Fedtet vil stige til toppen og kan fjernes med en sovseske. Den resterende væske har forvandlet sig til en vanvittigt god sauce!

Spis med fx en god mos (her Madbandittens hokkaidomos med parmesan) og en grøn salat (her med en ahornsirup/æblecidereddikevinaigrette for at give lidt syre). Velbekomme!

Kommentarer (8)

Der er lukket for kommentarer.