Læserhjælp #9

Jeg havde på et tidspunkt en veninde, der syntes, det var topfedt at have en affære med en mand, der var gift og havde børn. Det er pissesvært, når man ikke helt deler moralsk kompas med sin veninder, og du har det dobbeltsvært, fordi du også føler et ansvar over for din chef.

Jeg håber, der sidder en læser eller to derude, som ligger inde med nogle visdomsord.

PS: Egne dilemmaer kan indsendes ganske anonymt her.

Kommentarer (20)

  • Synes hun skal tage en alvorlig snak med hendes veninde. Det er ikke okay at stjæle – og det er værre for veninden at blive taget i at stjæle end at få en alvorlig snak med sin veninde eller hvis der skal det til – et ultimatum hvor hun får af vide at hun skal stoppe ellers bliver det sagt videre…

  • Det bliver ALDRIG okay at stjæle! Jeg ville snakke med veninden og sige, at det ikke er ok og jeg vil så give hende en chance for at gå til bekendelse. Hvis hun ikke gjorde det, ville jeg fortælle chefen det. Jeg har prøvet at have en veninde som stjal fra mig. Hvad hvis hun gør det næste gang? Jeg synes aldrig jeg ville føle mig helt tryg ved hende..

  • Jeg ville ikke kunne se chefen i øjnene, velvidende at der blev stjålet fra lageret, så jeg ville snakke med veninden om det og give hende en chance for selv at fortælle det eller stoppe – det kan så nok blive lidt svært at holde øje med, om hun stopper – og lade hende vide, at hvis hun ikke selv gjorde noget ved det, skulle jeg nok. Det ville være med hjertebanken, en knude i maven og megen nervøsitet, men jeg ville ikke bare kunne se til. Håber du får løst dit dilemma, uanset hvilken måde det må blive på.

  • Tal med hende. I et venskab skal man respektere hinandens værdier, og der altså nogle ting som er en 'dealbreaker' – og det skal hun jo have at vide for at have en chance for at forholde sig til det. Vær samtidig nysgerrig – måske er der en dybere grund til at hun opfører sig på den måde? Måske har hun problemer du ikke ved noget om?

  • Jeg ville tage fat i hende og bede hende vise forståelse for den situation hun putter mig i, måde moralsk men også ift. min egen ansættelse, da jeg muligvis selv kunne meldes(?) men i hvert fald ville miste mit job hvis det kom frem at jeg havde dækket over hende.
    Hvis hun ikke havde forståelse for min situation, var jeg gået videre med det, da jeg ikke ville kunne have en så egoistisk veninde. Dog synes jeg at hele den del med at hun ikke kan se problemet i det i mine øjne næsten er en større dealbreaker. Den type menneske kan jeg ikke være tætte på. Min eks mente også at hele verden skyldte ham, fordi han havde mindre end andre. Hvis han kunne rane til sig så gjorde han det. Om det så var at stjæle sprut fra min familie.
    Nej, den type menneske kan jeg ikke have i mit liv.

  • Ville også klargøre det overfor veninden, at det er ulovligt og at hvis hun ikke selv går til bekendelse, så ville jeg sgu gå til chefen. Det er jo en politianmeldelse hun facer, hvis chefen vælger at melde hende. Det er bare ikke det værd at have på sin straffeattest.

  • Sådan en dårlig samvittighed (over for chefen) kan æde en op indvendigt, så selvfølgelig skal der gøres noget. Jeg ville nok gøre klart over for veninden, at hvis hun ikke stopper med at stjæle, ville jeg fortælle chefen om det. At stå i sådan en situation ødelægger i sig selv et forhold, og man skal jo kunne leve med sig selv bagefter, så jeg ser ingen anden mulighed end at give hende et ultimatum. Hvad hvis det var en fælles veninde, hun stjal fra?

  • Lad være med at fortælle det til chefen, da han fx kan finde på at politianmelde hende, men tag en alvorlig snak med hende. Jeg har selv stjålet en del, dog aldrig med vilje fra den butik jeg arbejdede i. Jeg ved inderst inde at det er forkert, og at andre er vildt fordømmende over for det, men grunden til, at jeg begyndte at stjæle var pga. noget psykisk og en dårlig opvækst. Har aldrig helt fundet ud af hvorfor, men jeg tænker, at det for mig er lidt ligesom fx at skære i sig selv (been there), hvor man for et moment glemmer den psykiske smerte man bærer rundt på og i stedet får et rush eller adrenalin kick. Det bliver en afhængighed, og det er pisse svært at stoppe, når man først er kommet ind i de dårlige mønstre. Jeg ved ikke, om din veninde har nogle problemer ligesom jeg har haft, men det er helt klart en ting at tage op til overvejelse, da mange ikke tænker over grunden 🙂

  • Nå ja, det skal lige siges at der i mit hovede er kæmpe forskel på at stjæle fra en veninde og en butik. Jeg ved, at begge ting er forkerte, men har aldrig oplevet at det er “dealbreaker” i et venneforhold, at jeg stjæler fra en butik, hvorimod det selvfølgelig ville være en enorm dealbreaker, hvis jeg rent faktisk stjal fra mine venner. Grænsen er i dette tilfælde ikke hårfin, men gigantisk

  • Jeg keder mig, så slog op i mine gamle strafferetsnoter.
    Du kan blive dømte for medvirken til tyveri, hvis det opdages, da du har mulighed for at hindre forbrydelsen og derfor burde gøre det og du har valgt ikke gøre noget. Det giver formodentlig en strengere straf, at du er ansat og dermed har en loyalitetspligt, som du har svigtet.

    Hvis du ikke direkte har lyst til at sige til din chef, at der er din veninde, der stjæler, så kan du måske sige, at du har mistanke om nogen af de ansatte stjæler til at starte med. Det er heldigvis noget, din fagforening kan hjælpe dig med. Eller en retshjælp, der er gratis.

  • Som anonym ovenstående har fundet i sine noter, mente jeg også det kan ryge direkte tilbage i dit eget ansigt, hvilket jeg ikke synes er prisen værd. Men tænker at du skal finde ud af om du enten vil gå imod veninden (det kan både være ved at tale med hende om det eller melde det til chefen, hvis hun ikke vil høre) eller ignorere det og risikere selv at blive straffet.

    Det var en del anderledes, hvis i ikke arbejdede sammen og hun “bare” stjal fra andre butikker eller fra en hun kun selv arbejdede i. Jeg synes personligt hun burde kunne se det, og det er meget egoistisk at bringe dig i den situation du står i nu. Jeg ville have svært ved at vide hvad hun ellers kunne gøre, og ville nok skille mig af med hende, men kender ikke jeres forhold, så det er jo nemt nok at sige. Håber du finder ud af det.

  • Du kan aldrig blive dømt for medvirken, hvis du ikke har gjort noget aktivt for at hjælpe hende med at stjæle. I Danmark er der ikke nogen anmeldelsespligt, udover de tilfælde hvor en forbrydelse kan medføre fare for menneskeliv. Du vil altså skulle have hjulpet hende med forbrydelsen ved “tilskyndelse, råd eller dåd” efter straffelovens § 23. Det vil sige at det fx. skulle have været indforstået mellem jer, at I skulle dele hvad hun måtte stjæle eller at du fx hjalp hende med at holde udkig efter chefen. At du ikke siger noget, kan ikke føre til at du bliver anmeldt, kun hende. Se evt her http://vbn.aau.dk/da/clippings/yahya-hassan-paastaar-viden-om-salg-af-smaa-piger-i-aarhus–vil-ikke-anmelde-det(7a11d3e9-4172-4bef-89cd-1799acd35d2a).html

  • Jeg tænker, at der er to typer af “den gode veninde”. Type 1 er hende som siger hvad veninden gerne vil høre, type 2 er hende som er ærlig, selvom det kan betyde, at der bliver sagt ting veninden ikke vil høre. Så kan man tænke med sig selv, hvem af de to typer man gerne vil være og hvilken der i virkeligheden er den bedste veninde.

    Personligt, ville jeg ALTID være ærlig overfor min veninde – så hvis hun stjal fra lageret, så ville jeg tage fat i hende, selvom hun muligvis ville være uenig i alle mine meninger og mene, at jeg var en åndssvag idiot. Det er altså bedst at være ærligt, og i denne situation er det alvor. Hun gør jo noget ulovligt!

  • Jeg vil gerne lige modificere mit svar ovenfor. Jeg mener ikke at du kan blive medvirkende til tyveri, men det er alene min mening og min vurdering. Derfor var det nok heller ikke så heldigt at skrive “aldrig”. Jeg mener dog stadig at det alene vil være din veninde der vil blive dømt for det. Det er rigtigt at du vil kunne fohindre at det sker igen ved at fortælle det til din chef, men spørgsmålet er om det er konkret rimeligt ud fra din ansættelse i butikken, at forlange at du gør det. Det vil jeg ikke mene, men igen – det er kun min mening 🙂

  • Jeg står i en situation, der minder lidt om. En god veninde har gennem nogle år nu, boet hjemme og inkasseret udeboende SU i al den tid, hvilket jeg synes er enormt forkert. Det er måske ikke lige så groft som i dit tilfælde (vil mange måske mene?), men jeg har simpelthen svært ved at være veninder med en person, som ikke ser noget forkert i det. I dit tilfælde tænker jeg næsten også, at det må vidne om hendes karakter. Jeg synes du burde overveje om hun er værd at være veninder med – tænk hvis det en dag skulle få konsekvenser for dig? held og lykke med det hele i hvert fald, kan virkelig godt forstå dit dilemma.

  • For mange år siden blev min bror's kammerat fyret fra sit job fordi chefen bestemt mente at han stjal fra butikken. Det viste sig dog i midlertid at det var souschefen som stjal, men for at opretholde billedet ud af til blev kammeraten stadig fyret og souschefen fratrådte sin stilling. Det er bundråddent! Jeg ville have det super svært med det, men jeg ville tænke på mig selv i situationen. Hvad hvis nu din chef finder ud af det, og beskylder dig? Jeg ville give veninden et ultimatum som hedder at nu stopper hun, og hvis ikke så kan du ikke gøre andet end at fortælle det til chefen. Der var et lignende dilemma på Mads og Monopolet (bare med en kollega som tog og solgte stoffer) i lørdags (10 okt) måske det kunne hjælpe dig at høre hvad de snakkede om og blev enige om.

Der er lukket for kommentarer.