Mandagsfeelgood

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=gKpQanid194]

Når jeg virkelig synes, verden er af lave (nogen der har læst om manden, der forsøger at starte en shitstorm mod Bilka, fordi han er utilfreds med sin vundne luksusrejse til Florida?!), så smutter jeg altid forbi Youtube og ser på dyreredningsvideoer. Hvis jeg render ind i en video, der virkelig gør mig rørt, så plejer jeg at donere til organisationen bag. Sjældent meget – jeg er jo ikke voldsomt rig – men 50-100 kroner kan jeg som regel undvære, og for sådanne organisationer gør ordsproget om “mange bække små” sig i særdeleshed gældende.

Forleden faldt jeg over ovenstående video. Jeg har aldrig set en redningsvideo fra Indien før, hvor de som bekendt har et lidt andet forhold til (kæle)dyr, end vi har, og jeg blev glad og lidt tudevorn over, at der også dernede findes mennesker som disse, der tager sig af de negligerede dyr. Så jeg sendte dem $10 med Paypal. No big deal.

En dags tid efter dukkede der en mail op fra Animal Aid, der er organisationen bag videoen. Det er ikke atypisk at få en standardmail som tak efter en donation, men den her mail var ikke bare standard. Den tiltalte mig ved navn, takkede mig oprigtigt for min donation og forklarede lidt om deres arbejde i Indien og behovet for det. Jeg blev ønsket et dejligt efterår i København og opfordret til både at skrive tilbage og fortælle om mit forhold til dyr samt endelig at komme forbi og se deres arbejde personligt, hvis jeg nogensinde befandt mig på de kanter.

Jeg blev simpelthen så sindssygt glad. 70 kroner ud af mit budget er ikke meget, men jeg blev virkelig opmærksom på, hvor stor en forskel det kan gøre et andet sted, og hold nu kæft, hvor er det grumme god stil at takke både oprigtigt og helt personligt for en donation – selv en så beskeden som min. Det løftede hele min mandag.

Derfor traf jeg også en beslutning om at videregive den gode karma med dette indlæg. Det er måske nok lidt malplaceret på bloggen, men op i røven med det! Jeg kan være kikset igen i morgen. 😉 I kan læse mere om Animal Aid (plus se et utal af de føromtalte redningsvideoer) på deres hjemmeside og enten bare glæde jer over, at der findes godhed i verden eller måske sågar vælge at sende dem en skilling. Intet pres, bare kærlighed og mandagsfeelgood.

Kommentarer (20)

  • BÆKKE!!��
    Og tak for en rørende video. Sidder og småtuder og må hellere sende lidt penge afsted

  • Jeg elsker, at der findes mennesker, som bruger deres tid på at give dyr livsglæden tilbage. Man kan se det i øjnene på dem <3

  • En ting jeg altid undrer mig over når folk fx lægger den slags videoer op, donerer penge til dyreorganisationer mv., er hvordan Søren man samtidig kan betale for at få dyr dræbt, så man kan spise deres lig eller bruge deres hud som tøj. Synes blot der mangler lidt logisk kohærens, kære fellow dyrevenner 😉

  • Folk har forskellige holdninger, og jeg gætter på, du har fået svar på din undring mange gange. Jeg synes desværre, det er en ærgerlig tendens blandt mange folk med dine principper ofte at føle et behov for at pointere over for andre dyreelskere i situationer som fx denne, at de ikke er “gode nok”, når de støtter organisationer som disse, fordi de samtidig spiser kød. Jeg respekterer din holdning som vegetar/veganer, men jeg synes personligt ikke, man behøver at leve efter de principper for at kalde sig selv en dyreven. Jeg har intet problem med, at vi har nyttedyr, der bliver slået ihjel til mad, tøj og andre brugsgenstande, så længe vi behandler dyrene ordentligt, mens de er her. Dyr har ikke på samme måde som mennesker en forståelse af liv og død, så det er ikke just, fordi de render rundt og ved, at de skal dø om et par måneder. For mig er dyrevelfærd lig med livskvalitet, ikke nødvendigvis livslængde. Når det kommer til videoer som denne, er forskellen, at der er nogen, der har smidt et ansvar fra sig, og det er der dyr, der lider under, fordi de er syge og/eller ikke kan tage vare på sig selv. For mig er det milevidt fra at kunne sammenlignes med en landmand, der måske nok i sidste ende sender sine dyr til slagtning, men har omsorg for dem og giver dem et godt liv, mens de er i hans varetægt.

    Igen, jeg respekterer din mening, og jeg synes, det er topsejt, hvis det er din holdning, og du efterlever dine principper, men du skal vide, at jeg gør det samme. Du må selvfølgelig gerne synes, at det gør mig dobbeltmoralsk eller betyder, at jeg ikke er en rigtig dyreven, men det er ikke en debat, jeg har lyst til at gå ind i eller på nuværende tidspunkt vil lægge platform til, og det håber jeg, du vil respektere. 🙂 Indlægget her er udelukkende skrevet for at gøre opmærksom på en organisations fremragende arbejde, og det synes jeg ingenlunde, man kan eller skal tage fra dem, uanset om de eller jeg spiser kød.

  • Nogen bliver nødt til at linke til ham manden! Er jo ved at dø af spænding, og mine (ellers gode?!) google-skills rækker ikke..

  • Deler din respekt for disse organisationer og blev meget berørt over videoen. Støtter en anden dyreorganisation med et symbolsk månedligt beløb, men måtte også lige ind og støtte denne.

Der er lukket for kommentarer.