Adios, dating-piedestal(?)

Jeg ville virkelig ønske, vi havde en bedre datingkultur i Danmark. Eller bare en datingkultur overhovedet. I USA er det fx totalt almindeligt, at en mand spotter en interessant pige i supermarkedet, træningscentret eller på en café, går hen til hende og leverer en replik á la “hej-du-ser-sød-ud-vil-du-med-ud-at-spise-en-dag?” Hvor ofte der reelt kommer en date ud af det, er selvfølgelig et interessant spørgsmål, og det aner jeg ikke noget om, men jeg er stadig vildt imponeret over, at sådan noget reelt finder sted sådan helt uden videre. Det hiver dating ned fra den der ti meter høje piedestal, vi herhjemme insisterer på at smide det op på, og det er uendeligt tiltrængt.

Plus, hvis vi nu havde sådan en datingkultur eller bare en kultur, hvor det var lidt mere naturligt at starte noget smalltalk med tilfældige fremmede, så kunne jeg også retfærdiggøre at sige hej til ham den virkelig søde mand, jeg har lagt mærke til, siden jeg igen(-igen-igen) begyndte at være mere regelmæssig i Fitness World. Han er helt vildt pæn. Meget høj med McDreamy-hår og lige tilpas med skægstubbe – ikke noget af det der fuldskægshejs, som ellers er så populært for tiden, og som jeg har det temmelig stramt med.

Problemet er bare, at McDreamy vist har et af de der voksenjobs. I hvert fald dukker han altid først op sidst på eftermiddagen, og der er jeg mindst halvvejs inde i min kardio og ligner derfor mest af alt en halvt oppustet pruttepude, hvilket, forståeligt nok, næppe gør hans trang til at tale med mig større. Hvis han altså overhovedet har bemærket mig.

Hvad er det egentlig, jeg gerne vil sige? Jeg vil nok mest bare ærgre mig lidt. Måske jeg burde opfordre til mere casual datingsnak på offentlige steder, men det ville være super dobbeltmoralsk at gøre det uden at gå foran med et godt eksempel, og det er jeg slet, slet ikke modig nok til. Så for nu nøjes jeg med at gemme mit gennemført ucharmerende trænings-jeg væk og beundre McDreamy på afstand, indtil han opdager min eksistens og dermed selvfølgelig også, at jeg nødvendigvis må være hans livs kærlighed. Wow, jeg kunne totalt høre, hvor super creepy-stalker-agtigt den sætning lød, allerede mens jeg skrev den. Det her skal nok ende galt…

Kommentarer (10)

  • Fantastisk indlæg! Jeg kan virkelig følge dig..

    Jeg har også haft en Mcdreamy på mit studie, kender du det, at man går og bilder sig selv ind dagligt, at han herre meget kigger på dig konstant?? Selvom det i virkeligheden slet ikke er aktuelt 🙁

  • Jeg ved godt, at man skal huske på, at bloggere ikke bare er bloggere, men også mennesker, så det er med al kærlighed at jeg siger, at jeg synes at teenage-usikre-Miriam-der-drømmer-om-McDreamy lyder utroligt bedårende, og jeg under hende alle verdens bedste dates. Pruttepuder eller ej 😉

    // http://www.moonlitmadness.dk

  • Jeg har sådan lyst til at skrive 'just do it'. De gange mænd har henvendt sig til mig casual og tilfældigt i hverdagen, har det virkelig boostet min dag – og selvom det aldrig er blevet til mere, fordi jeg har kæreste, så har jeg haft den største respekt for de mænd, som har turdet at forsøge. Ligegyldigt om du ligner en pruttepude eller det modsatte (som er?), så vil han sætte pris på din henvendelse, og du ville selv føle dig SÅ modig over at have gjort det! Do it!

    I øvrigt – har du set denne Tumblr: http://thingsmydickdoes.tumblr.com ? Fantastisk morsom!

  • Jeg mødte min nuværende kæreste i toget. Jeg synes han så sød ud, så jeg gav ham mit nummer og en seddel med en besked om at han jo bare kunne skrive hvis han havde lyst. Her snart 5 år senere er vi stadig sammen og ved at kigge på hus. Så vi piger skal også bare komme igang og spørge om ikke de der mænd har lyst til at ses 🙂

  • Enig! Med alt! Datingkulture i DK er ikke speciel sjov. Der mangler noget lethed og sjov fremfor al den seriøsitet og tilbageholdenhed. Jeg ved det, for jeg er ikke en skid bedre 😉

Der er lukket for kommentarer.