Fuck, fuck, fuuuuuuuck!

Inden jeg ankom til Jylland, nåede jeg faktisk at tænke over, om Frank nu ville slippe helskindet herfra igen. Sidst vi var her, gik det ud over hans hale, og så var der jo dengang, han var på eventyr og som følge deraf skulle have opereret to tænder ud.

Jeg havde imidlertid lige glemt, at jeg også har en tendens til at døje med svigtet helbred her i byen. Jeg har jo den her mærkelig, udiagnosticerede ting med maven, der rammer som en damptromle ind imellem og som regel sender mig en dag eller to på hospitalet. For et par år siden betød det fx, at jeg tilbragte en stor del af mellemjuldagene på Randers Sygehus.

I går startede det så op igen. Midt på eftermiddagen begyndte jeg at fornemme, at det ligesom strammede i min mave. Det er det, der sker, når mit tarmsystem på den måde begynder at brokke sig. Jeg ignorerede det, for som regel udvikler det sig ikke meget mere end det. Så heldig skulle jeg ikke være denne gang. Hen på aftenen begyndte det at føles, som om en lille mand var kravlet ind i min mave og begyndt at vride heftigt til på, hvad han nu lige kunne finde af løstsiddende organer. Ved halv ti-tiden indtog jeg den foroverbøjede stilling, jeg skulle sidde i de næste mange timer, og klokken 23 opgav jeg at komme igennem smertehelvedet alene og bad min mor ringe efter vagtlægen.

Jeg havde ellers stolte planer om at komme igennem selv, for der sker næsten altid det samme, når jeg bliver ramt af de her smerter: Vagtlægen kommer, nægter at give mig smertestillende, sender mig på hospitalet med mistanke om blindtarmsbetændelse, hvor jeg efterfølgende får et skud dejlig, dejlig morfin og får stjålet blod, indtil smerterne begynder at fortrække, og jeg – surprise, surprise – får at vide, at min blindtarm har det fint, og at de ikke har tænkt sig at gøre mere ved mig.

Fordi det alligevel altid går over af sig selv, og hele familien jo skal til bryllup i dag, tænkte jeg, at jeg da nok godt lige kunne komme igennem selv den her gang. Jeg tog fejl. Åh, jeg tog grumt, grumt fejl. For den lille organvridende mand havde denne gang taget et par af sine venner med, og jeg endte med at sidde fra klokken 23, hvor vagtlægen blev kontaktet, til klokken 1, hvor hun rent faktisk dukkede op, med de værste smerter, jeg i mit liv har oplevet.

Jeg har en helt nyfunden respekt for fødende kvinder (og jordemødre!). Aldrig nogensinde har jeg før prøvet, at smerte på den måde går ind og overtager fuldstændigt, så man bliver totalt irrationelt desperat for at slippe væk. I de to timer skiftevis skreg, hulkede og kastede jeg op af bare smerte. Man kunne høre mig råbe af mine lungers fulde kraft til mine stakkels forældre: “Jeg kan ikke holde det ud!”, “Jeg kan ikke klare mere!”, “GØR NOGET!!”, mens min magtesløse mor nonstop ringede for at høre, om den skide vagtlæge ikke snart var på vej.

Da doktordamen endelig kom, kunne jeg ikke engang rette mig op for at se hende i øjnene. Da hun skulle undersøge min mave, måtte jeg afbryde hende halvvejs igennem for at kaste op, fordi det gjorde så vanvittigt ondt at ligge udstrakt. Heldigvis kunne hun efter at have hørt min historik konkludere, at jeg nok ikke ville få skidemeget ud af at komme på hospitalet, men hun kunne – gudsketakoglov! – også godt se, at det ikke ville ligge langt fra tortur at efterlade mig uden noget smertestillende.

På dette tidspunkt var jeg fuldstændig udmattet og kunne på den ene side ikke længere holde mig vågen, men på den anden side stadig umuligt ligge ned. Så jeg kom i min seng – siddende – hvor jeg så måtte gøre et forsøg på at få lidt søvn. Et ret skidt forsøg, skulle jeg hilse og sige. Ved halv firetiden vågnede jeg og formåede at lægge mig ned i fosterstilling uden at puste for meget til smerteilden, og da jeg vågnede igen klokken seks kunne jeg endelig, godt nok med let ubehag, men lidt har også ret, strække min krop ud for første gang i timevis.

Så nu ligger jeg her. I min seng, stadig voldsomt øm og i temmelig meget søvnunderskud. Jeg er dehydreret, helt vildt sulten og skal forestille at skulle til bryllup om fem timer. Det bliver pissegodt. Heldigvis har jeg stadig lidt mere narko tilbage, men shit altså, hvis jeg skal igennem sådan en omgang igen i nærmeste fremtid, så hopper jeg altså hellere ud foran en lastbil.

PS: Frank er en topfesen sygepasser!

Kommentarer (20)

  • Av, hvor lyder det bare til at gøre ondt. Jeg tænker på om du er blevet undersøgt for galdesten? Jeg kender en, der oplevede akkurat det samme og det blev også slået hen, men da de undersøgte for galdesten og efterfølgende opererede galdeblæren ud, gik det sjovt nok over. Man mente, at hun var for ung til galdesten, men…

  • Hold da op, hvor ku det der ha været mig. I marts måned var jeg under min graviditet indlagt af to omgange med voldsomme mavesmerter og måtte begge gange tage der fra med uforettet sag. Heldigvis var det ik noget med barnet – man blir sgu så nervøs – men blev tjekket for ALT! Nyresten, lever, tarme osv. Men intet kunne de se. Det eneste der hjalp på mig var også morfin og så at kaste op. Ser nærmest mg selv, når du beskriver, at du lå der og vred dig i smerte…puha. Der var lidt snak om at det kunne være en vandcyste, der springer. Vandcysterne kan man vist ikke altid se på scanninger. Nå, det her var jo ikke nogen hjælp til dig. Havde bare lige lyst til at dele. God bedring til dig.
    Hilsen Mette

  • Arghh for fanden da. Føj hvor lyder det væmmeligt. Jeg sender de bedste, varmeste og mest helende tanker din vej og håber at grufuldheden fortager sig snart.

    KH

  • Kender kun en ting der kan gøre så ondt,
    En indvendig scanning hos en gynækolog kan
    afgøre om du har en lille polyp på.den ene æggestok.
    Det gør naller.

  • Lyder nærmest som en cyste, der springer…
    Åh din stakkel!! Godt du er bedre nu.
    Jeg har været indlagt +30 gange med mistanke om blindtarmsbetændelse. For en måned siden fik jeg sgu ægte blindtarmsbetændelse

  • Det lyder som galdesten. Smerterne kommer ofte efter indtagelse af fedtrig kost, og letter hvis man kaster op — så er der ikke noget mad, som kræver galde med efterfølgende blokering af galdevejene. Min læge gnækkede: “Ja, vi plejer jo at sige, det følger de fire F'er: Forty, fat, female and farting”! Smerter og kramper forsvandt fuldstændigt, da min galdeblære, som var fuld af sten, blev bortopereret. Har kun fire bittesmå ar. Og så bekymrer jeg mig heller ikke mere om, hvornår det dukker op igen som lyn fra en klar himmel.

  • Åh nej, av av av! 🙁 Håber dælme, du finder en løsning, for det går da ikke at rende rundt med det 🙁 Ville gerne komme med et råd om afslapning og vejrtrækning, men tror ikke, det gør en forskel i dit tilfælde, da det jo er noget helt andet, der sker i kroppen… Så du får en kæmpe virtuel krammer i stedet – med håb om snarlig bedring!

  • Jeg er simpelthen sikker på det er galdesten… Det lyder præcis ligesom min historie, fik endda min kæreste til at læse det igennem: “jamen det er jo ligesom dig!” – Masser af læger, sindsyge anfald med ondt i maven (Der kunne gå mange måneder imellem), kastede op af bare smerte, vagtlæger som ikke rigtig troede på mig, alverdens medicin og undersøgelser… Tilsidst fik jeg et anfald som varede et døgn, og så blev jeg indlagt. Galdesten og en masse betændelse så fik den fjernet samme dag. Har ikke haft anfald siden. Rigtig rigtig god bedring, jeg håber du vil få det undersøgt 🙂

  • Føj, føj, føj, føj, hvor det dog bare lyder som en helt igennem ulækker og ubehagelig oplevelse. Så kunne Frank vel i den mindste have fordret dig noget suppe (at kaste op) eller noget. Varme hilsner herfra.

  • Øj, hvor lyder det som en fæl oplevelse – både for dig og dine forældre! Det må bestemt ikke være sjovt at se sin datter gå igennem så voldsomme smerter, uden man kan gøre noget som helst for at få dem væk! 🙁
    Jeg håber, lægerne snart finder ud af, hvad pokker det er, der forårsager dine smerter. God bedring!

  • Nu er der mange der nævner galdesten, men ellers kan det også være en/flere store cyster på æggestokkene? Der sker der, at de decideret bliver vredet rundt om en stilk, og det gør vanvittigt ondt. Jeg var til lægen mange gange, før det til sidst blev opdaget via en scanning- og det var udelukkende fordi jeg besvimede af smerten.

  • Jeg synes også det lyder som galdesten. Har en veninde, der i 10 år var ind og ud af sygehuset, og de fandt aldrig noget. En dag viste det sig så alligevel, at hendes galdeblære var fyldt med sten. Det er ikke at spøge med. Det kan blive farligt på et tidspunkt, og i øvrigt kan stærke smerter messe med mange ting og give mere permanente smerter, som hendes fx gjorde.

  • Jeg ville sige god bedring.. men… det giver jo ikke rigtig mening når det er ovre? Jeg tror bare jeg siger ae ae og sender virtuelle krammere!
    Jeg har ikke postet indlæg på min blog i et år, men nu røg der et indlæg op, hvis du får lyst til at kigge med igen. 🙂 Nu må vi se hvor længe det holder.

  • Kære Miriam,

    Har du overvejet at blive undersøgt for galdesten, hvis ikke de allerede har gjort det.

    Dine symptomer lyder fuldstændig som at det k u n n e være galdesten og forveksles ofte med blindtarmsbetændelse. Min far havde det også, og han vred sig rundt i smerte og kan huske at han på skadestuen gik fuldstændig kold, da lægerne tøvede med at give ham morfin (han har haft smerterne før) og han vidste det var det eneste er kunne hjælpe. Han fik sin morfin og efterfølgende fandt de ud af at det var galdesten og blev derefter opereret.

    Kram og god bedring herfra 🙂

  • Tak for alle de rare tanker, folkens! Mht galdesten, så burde det ikke være det, eftersom det angiveligt kan ses på ens blodprøver, og jeg har fået taget blod i massevis de sidste par gange, jeg har været indlagt. Men jeg skal helt sikkert have undersøgt nærmere, hvad det kan være…

  • Jeg har ikke fulgt med før nu, men jeg stemmer også for galdesten – det lyder fuldstændig som når jeg får sådan et anfald. Mit blev opdaget hurtigt hvad det var ved ultralyd, men det var alligevel en ret stor del blodprøver senere hvor det ikke viste noget. Så det kan man godt have uden at blodprøverne viser det!

Der er lukket for kommentarer.