Proper Introductions

Tidligere i dag var MM ovre fra TwinPeaks så rar at give mig lidt kærlighed. Når man sådan får et shoutout fra en af de store damer, resulterer det som regel i et par nye læsere, så jeg tænkte, det ville være på sin plads at lave et slags lynkursus i undertegnede til dem (og andre relativt nye følgere), så I ligesom ved, hvad I går ind til og derfor har mulighed for at løbe skrigende bort igen.

Jeg hedder Miriam. Det er et lidt mærkeligt navn, men min far var også op til begge ører i teologi, da jeg kom til verden, så det giver måske god nok mening. Jeg er 29 år og ret single i det. Det skyldes primært et råddent forhold tilbage i 2008, som har taget mig årevis lige at finde mig selv igen ovenpå. Nu er jeg imidlertid totalt game på at finde mig en mand, så der er lidt datingfnidder herinde fra tid til anden. Mest den halvkiksede, men utroligt underholdende af slagsen. Alternativt overvejer jeg i øvrigt at finde mig en opholdstilladelsesmand, så jeg slipper for en fæl gang peber næste år. Jeg er sikker på, der sidder en smækker australier derude et sted, som bare venter på at udnytte mit statsborgerskab…

Jeg har ingen børn. Faktisk er jeg ikke særlig god til børn. Jeg er nok mere skabt til at være kattedame, og det er her, Frank kommer ind i billedet. En kat er på mange måder ligesom at have et barn eller en kæreste i en ekstra light udgave, og det er nok i virkeligheden alt, mine evner rækker til. Tro mig, jeg har testet dem. Plus, katte er på én gang enormt højrøvede og sindssygt kiksede, og på den måde spejler vi os meget godt i hinanden.

Jeg er generelt lidt en sprognørd og har pt en BA i engelsk og tysk. Til efteråret starter jeg på mit speciale i engelsk litteratur, og det er helt vildt kedeligt, med mindre man som undertegnede har en fascination af den victorianske æra med deres forkærlighed for pæne normer og simultane besættelse af alt fra menneskehår til incest. Pissesære var de.

Jeg er kreativt og æstetisk handicappet efter moderne standarder. Så er det sagt. Da jeg i sin tid tog symaskinekørekort, gik nålen under testen hele vejen igennem min finger, og siden da har jeg blot fortsat den gode stime. Jeg kan stadig knap nok tegne en tændstikmand, og jeg ejer ikke noget fra HAY, men til gengæld er mit hjem fuld af mormorting, og man må godt spilde gulvet. På den måde er der ikke så meget med pæne filtre og sirligt opstillede billeder herinde. Jeg har simpelthen ikke evnerne til det. Når det kommer til min garderobe, er jeg imidlertid det, man ville kalde en mærkevareluder, og det kan jeg godt undre mig over, hvordan i alverden hænger sammen, mens jeg kigger beundrende på mine Louboutin’er.

Ironi er et af mine yndlingsfænomener, og jeg dyrker det i stor stil både på andres og egne vegne. Det er nok det primære, man skal være indstillet på, hvis man læser med herinde. Jeg driller gerne lidt, men jeg gør det som regel med kærlighed, fordi jeg synes, verden er lidt sjovere, hvis vi ikke tager os selv for seriøst.

Anywho, et stort velkommen skal der lyde til de nye gæster. Jeg håber naturligvis, I har tænkt jer at blive hængende lidt endnu. Jeg lover, her er mægtig rart at være. 🙂

(PS: Til de mobile damer, der gerne vil følge med, men ikke kan se alle de smarte widgets, der ellers befinder sig ude i siden, er her direkte links til Bloglovin’, Facebook og Instagram. Bare rolig, det er ikke noget, jeg normalt spammer med konstant.)

Kommentarer (12)

  • Åhhhhh, jeg vil anbefale ALLE at læse med. Her er intet candyfloss filter eller jeg-er-for-voksen-eller-pæn-til-den-her-følelse. Jeg griner ofte, højt og sikkert ikke særligt pænt af denne blog men hold op, hvor er livet genkendeligt, pinligt, sjov, alvorligt og alt for nærværende. Her er super sjovt og hyggeligt at læse med.

  • Jeg er heller ikke ny, men det er super fint med en lille introduktion! Jeg kan huske, da jeg startede med at læse med, så var det et af dine skønne Bridget-indlæg, der var mit første. Og jeg var SNOT forvirret over, hvem i alverden Frank var! En kæreste? En ven? Et barn? En lillebror? En kat!
    PS LÆS MED ALLE SAMMEN, Miriam er min yndlingsblogger uden tvivl!

  • Ny her.
    Men har luret på dine indlæg fra tid til anden fordi du er dukket op i mit feed på Facebook, og da det blev ved med det, tog jeg det som et tegn til at jeg måtte fastgøre dig bloglovin.

    Så tak for opsummeringen.

    PS. Katte er top-mærkelige, har selv en af slagsen 😉

  • Tuddeluuuu, så er der ny leser fra Norge på din blog�� Er norsk , bor I Norge, men har aftjænt 8 års Dk-plikt I Randers. Det må man, når man kommer fra det sydlige Norge, for så har man blevet kalt reservedanske hele sitt liv, og så kan man like så godt prøve at være en “ægte” danske en stakket stund. Glæder mig til at følge bloggen din, nå er du en af tre danske bloggere jeg følger; Mascha Vang, Twinpeaks og nu dig��

  • Wuhu, jeg elsker at være nogens yndlingsblogger! Det er også lidt forvirrende. Har også fået mange forvirrede kommentarer om, hvem i alverden Frode er? 😀

Der er lukket for kommentarer.