Opskrift: (Virkelig nemme) Sarah Bernhardt kager

Madbilleder med en iPhone 4 gør ondt i selv mit ikke voldsomt æstetiske hjerte, men vi må alle vente tålmodigt, mens kameraopsparingen er i sving. Til gengæld har jeg nakket noget af mamas Royal Copenhagen til udstilling, og det må vel også tælle for noget? Apropos kamera er der i øvrigt et par stykker mere, der har benyttet sig af de der affiliate-links, så måske det ikke er et helt dødsdømt projekt alligevel? Jeg er i hvert fald blevet noget mere fortrøstningsfuld, så krammere til jer!

Anywho, Frode holdt damefødselsdag det meste af dagen i dag. De startede med 4-retters brunch og lukkede af med et ganske nydeligt kagebord sidst på eftermiddagen. Jeg var også inviteret – til at stå i køkkenet vel at mærke. Men det skal man ikke sådan kimse ad, for mødre skal også slappe af ind imellem, plus det er vigtigt for personalet at sørge for, at kagerne er smagt ordentligt til, og der er jeg stærk! Jeg stod for tre varianter: Hjemmelavede fyldte chokolader med dulce de leche, Emily Salomons jordbærtærte-inspirerede cup cakes (som er rockergode!) og så de her Sarah Bernhardt kager, der indeholder lige præcis tre forskellige ingredienser, er temmelig nemme at lave og smager fabelagtigt. Derfor selvfølgelig en opskrift til jer:

Du skal bruge:

2 dl piskefløde
75 gram mørk chokolade
En pose makroner
150-200 gram chokolade til overtræk
Evt. frysetørrede hindbær eller lignende til pynt

Bring fløden i kog og tilsæt de 75 gram chokolade. Kog et par minutter ved lav varme under konstant omrøring. Sæt ganachen i køleskabet, indtil den er helt kold. Det tager ca. fire timer.

Tag chokoladeganachen ud og pisk den let op. Brug en teske til at lave en top af ganache på den flade side af hver makron. Smid kagerne tilbage i køleskabet et par timer.

Smelt det resterende chokolade i vandbad og dyp kagerne heri en efter en, så ganachen er helt dækket. Drys straks med eventuelt pynt. Sæt tilbage i køleskabet, indtil chokoladen er stivnet. Kagerne skal serveres kolde, og de kan sagtens laves dagen i forvejen, uden makronen mister sit crunch, hvilket er en kæmpe fordel, hvis man som undertegnede nemt bliver en stressrøv i et køkken . 😉

Enjoy!

Kommentarer (6)

Der er lukket for kommentarer.