Shopping på randrusiansk

Okay, vi kom lidt sent ud ad døren. Det gør vi tit, moder og jeg, thi vi står sjældent op før middag. Men det var da alligevel lidt sært, at alle butikkerne var ved at lukke, da vi endelig kom ned i byen. Det viste sig at have noget at gøre med det faktum, at luften faktisk var tyk af røg, og at det var en anelse ubehageligt at trække vejret. Randers var kommet til at sætte ild til sig selv. Eller til sit allerfineste hotel, for at være mere præcis. Så brandvæsnet lukkede hele centrum ned, og min traditionelle tur i Normal måtte udskydes på besværlig vis. Det er da også pissetræls, at sådan en smule fare for røgforgiftning på den måde skal ødelægge ens mulighed for at købe tøsegejl.

I stedet tog vi bussen ud i storcentret. (Der er ligesom kun de to steder at shoppe i Randers.) Det passede glimrende med, at der var open by night, hvilket selvfølgelig betød mere shoppetid, men så desværre også væsentligt flere mennesker. Der var mange andre end os, der var blevet forvist fra centrum – man kunne ligesom kende hinanden på lugten af bål. Eddersmart.

Vi købte ikke voldsomt meget. Inde i Pieces var der DJ på, og han spillede så absurd højt, at jeg ikke kunne finde ud af, om jeg er blevet gammel og sart, eller om det bare var Randers, som Randers nu engang har en tendens til at være. Umchi-umchi. Jeg investerede i en kjole, hvor størrelse medium faktisk var mere klædelig end størrelse large, og selvom det helt sikkert var lidt et fluke, så var det der med at rent faktisk kunne være i en medium uden at få sømmene til at eksplodere jo lidt et mirakel… Hvilket også retfærdiggør, at jeg efterfølgende købte et halvt kilo bland-selv-slik. Men altså, til 4,88 kroner per 100 gram, så kunne jeg jo heller ikke rigtigt forsvare at købe mindre, vel?

Da vi var blevet temmelig trætte, ville vi tage bussen hjem. Desværre var der tre kvarter, til den kørte, fordi, well, Randers. Vi kunne selvfølgelig have taget bilen, bortset fra at min far har taget den med på stilleretræte, hvor han hele weekenden render rundt med en masse mennesker ude på landet og tier meget stille, mens de prøver at komme i kontakt med deres indre et-eller-andet. Vi smuttede derfor indenfor igen og slog os ned hos kinamanden, der leverede en all you can eat-buffet til 65 kroner. 65 kroner! Jeg var lige ved at falde ned ad stolen over provinsprisen og gik resolut amokko i kødboller i karry og indbagt kylling.

Da vores bus endelig kom, var vi naturligvis langt fra de eneste, der skulle med den, og jeg havde glæden af at få en ståplads ved siden af en gruppe teenagedrenge, der under hele turen udbrød ting som “Hvorfor lukker hun flere ind, maaaand?” og “Wallah, jeg sværger, jeg tager en taxa næste gang.” Jeg havde lyst til at smide en storsnudet københavnerkommentar om, at de tydeligvis aldrig havde prøvet at tage 5A’eren i myldretid, for der kan man da tale om proppethed, men nøjedes med at hviske den slags højrøvede ting i øret på min mor i stedet.

På den sidste del af hjemturen havde vi både udsigt til nedgående sol og brandvæsen, der stadig arbejdede på et ikke længere brændende, men stadig storrygende hotel. Det var smukt og lidt trist, og da vi kom hjem var Frank i rockerdårligt humør, fordi han ikke havde fået sit aftenvådfoder, og jeg lugtede stadig helt vildt meget af bål, og jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal afslutte det her indlæg, så jeg synes bare, vi skal lukke det med at understrege det vigtigste af indholdet, som er, at jeg kan passe en kjole i en fucking størrelse medium!

That is all.

Kommentarer (10)

Der er lukket for kommentarer.