Kopivarer: Please Don’t!

Hver gang emnet om fake designervarer dukker op i blogland, udtrykker jeg min meget stærke holdning på området, og hver gang er der nogle stykker, der fortæller mig, at jeg overreagerer, og at det er den individuelle persons beslutning, om de vil støtte en sådan industri eller ej. Og det er det bestemt. Det er bare min absolutte overbevisning, at størstedelen af blogland ikke er klar over, hvad det er for en industri, vi taler om. I så fald ville de forhåbentlig ikke nøjes med at trække på skuldrene over at slæbe kopivarer med hjem fra ferie eller at få dem tilsendt fra Kina via eBay.

Mit problem med kopivareindustrien går ikke på det etiske dilemma. Jovist, jeg går ind for, at den originale designer skal have full credit for sine kreationer, og jeg synes, det er ret lavt at købe den nyeste it-taske blot for at skille den ad og replikere den for egen vindings skyld, men det er langt hen ad vejen et spørgsmål om moral, og hvis folk mener, at Karl Lagerfeld alligevel har røven fuld af penge og ikke fortjener 15.000 mere for endnu en Chanel-taske, så er det deres valg.

Mit problem med kopivareindustrien er, at det er en fandens beskidt branche. Mange tror fejlagtigt, der er tale om små, kinesiske familier, der forsøger at tjene til dagen og vejen, og det er så absolut ikke tilfældet. Det er tværtimod organiseret kriminalitet i yderste potens. Verden er besat af mærkevarer, og det er en nem, omend naturligvis ulovlig, måde at tjene penge på. Hvilket bliver udnyttet.

“Most people think that buying an imitation handbag or wallet is harmless, a victimless crime. But the counterfeiting rackets are run by crime syndicates that also deal in narcotics, weapons, child prostitution, human trafficking and terrorism.” – Ronald K. Noble, the secretary general of Interpol.

Det er ikke helt almindelige mennesker, der står bag kopivareindustrien og blot bøjer reglerne for etik en smule i deres valg af produkter. Det er nogle fælt ubehagelige mennesker, som man i dén grad bør gøre en indsats for ikke at støtte. Kopivarerene er selvfølgelig også langt hen ad vejen produceret af børnearbejdere under kummerlige forhold. H&M, go home. En artikel vidner fx om en politiaktion, der afslørede børnearbejdere, som havde fået brækket benene og efterfølgende fået dem bundet fast, så de ikke kunne vokse sammen, fordi børnene havde givet udtryk for, at de ville ud at lege. 
For at nævne nogle af de mere kendte terrorgrupper er både Hizbollah og Al-Qaeda kendt for at hive penge hjem via kopivareindustrien. Både det første angreb på World Trade Center i 1993 og bomberne i Madrid i 2004 siges at være financieret via kopivarer. Det er en nem og forholdsvis risikofri måde at tjene penge på, fordi folk netop ser kopivarebrachen for værende “uskyldig” kriminalitet. Jeg mener, man køber jo ikke stoffer eller børneludere, vel? Men det kunne man lige så godt. Pengene ryger samme sted hen.
Så ja. Jeg har meget stærke holdninger, når det gælder køb af alting fake. Og jeg synes egentlig, de er velbegrundede. Bevares, det er stadig folks eget valg, om de vil støtte kopivarebranchen eller ej, men hvis man hører til blandt dem, der stadig kan mærke den ubehagelige forandring i verden siden 9/11 eller med tungt hjerte hashtaggede #JeSuisCharlie tidligere i år, så synes jeg egentlig, man skulle lade være. 
Eftersom det er et emne, hvor det er vigtigt at bakke sine ord op med fakta, er her et par kilder. De findes i hobetal.

Terror?s Purse Strings

Rise in Counterfeit Market Linked to Terrorist Funding
The Fight Against Fakes
Could Your Designer Handbag Addiction Be Supporting Child Labor?

Kommentarer (51)

  • Jeg sad så sent som i går og var ved at bestille en taske hjem fra eBay, der ikke decideret gav sig ud for en Celinetaske, men lignede den kraftigt. Den kommer så ikke hjem til mig alligevel. Jeg anede ikke det var så slemt, måske mere fordi jeg altid har fokuseret på det moralske og etiske dilemma mht kopivarer. Av, tak for dette indlæg.

  • Jeg havde godt en mistanke om, at det var noget med børnearbejde, men havde ikke lyst til at tænke videre over det. Havde meget mere lyst til at købe sådan en look-alike-taske på min tur til Tyrkiet for nogle år siden. Det er grumt, når man får serveret realiteterne 🙁
    Tak for dine skarpe holdninger til kopierne, jeg køber aldrig sådan en med hjem igen. (Det er alligevel også crap, der går i stykker hurtigt, så hvis vi igen skal hive sådan noget som forbrugersamfund, bæredygtighed og ansvar overfor den verden, vi lever i, så kan det på alle måder også bedre betale sig at investere lidt i en taske, der er lavet ordentligt)

  • Må jeg spørge hvad din holdning så er til når f.eks. Pieces lader sig inspirerer sådan lidt for meget af Alexander Wang Brenda tasken?

  • Godt brølt, dejlig med en, som ikke er bange for at komme med skarpe og saglige holdninger. Jeg har godt nok aldrig følt mig fristet til at købe kopivarer, da jeg ikke har haft behov for at flashe mærkevarer. Jeg har på den anden side altid glædet mig over produkter, der er lavet af kvalitet og som er produceret med faglig stolthed -og så er man nødt til at betale prisen.

  • Godt brølt, dejlig med en, som ikke er bange for at komme med skarpe og saglige holdninger. Jeg har godt nok aldrig følt mig fristet til at købe kopivarer, da jeg ikke har haft behov for at flashe mærkevarer. Jeg har på den anden side altid glædet mig over produkter, der er lavet af kvalitet og som er produceret med faglig stolthed -og så er man nødt til at betale prisen.

  • Jeg er vist temmelig langt fra målgruppen ift. designervarer, men det her er nok det blogindlæg, jeg har lært mest af i år. Tak for at trække min interesse i nye retninger, og tak for en virkelig fin blog.

  • Supergodt indlæg!
    Dog er der lige en ting – Al Queda ER en terrorgruppe, yes. Hizbollah? Not so much. De har sgu ikke bombet World Trade Center. De havde faktisk intet med det, at gøre – bare lige til din information.

    Kh

  • Som jeg også har skrevet længere oppe, er der delte meninger om, hvad Hizbollah er eller ikke er. Nej, de har intet med 9/11 at gøre, men det har jeg nu heller ikke påstået. 🙂 De har til gengæld fx bombet en bus med turister i Bulgarien, hvilket fik EU til at give dem den lidet flatterende titel som terrorrister, og det er nok til mig.

  • Uagtet om folk ønsker at definere Hizbollah som terrororganisation eller ej, skal de vel stadig ikke tjene penge på kopivarer? Prøv nu lige at få styr på perspektiverne folkens.
    De bagmænd, der tjener penge på denne frygtelige industri er onde, klamme mennesker og vi skal gøre alt hvad vi kan for at stoppe dette.

  • Nu ved jeg godt, at det her kan blive skruen uden ende, men jeg bliver simpelthen lige nødt til at spørge, hvordan du forholder dig til det her: http://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/ECE2331162/toejkaede-under-pres-efter-noedraab-fra-syersker/?

    Det skal ikke ses som en kritik, for jeg er kæmpefan af dig og dine ærlige indlæg(!), men jeg finder måske dette en smule dobbeltmoralsk. Og ja, jeg shopper selv i Primark, H&M osv., men køber ikke kopivarer, så det er ikke et forsøg på at retfærdiggøre mig selv, blot en lille undren 🙂

  • Indlægget her går ikke kun på dårlige arbejdsforhold, som desværre findes overalt i verden, men i højere grad på terror, human trafficking, narkotika, børneprostitution og deslige. Alle dundrende ulovlige.

    Primark, H&M, Topshop, osv, er alle med jævne mellemrum blevet beskyldt for dårlige arbejdsforhold. Forskellen er her, at der her er tale om lovlige firmaer, der helt simpelt tjener penge for at tjene penge og ellers må antages for at blive drevet af nogenlunde lovlydige borgere. Som kunde må man gå ud fra, at firmaerne følger lovene for, hvad der er tilladt, når det kommer til arbejdsforhold. (Er der faldet domme for nylig, der beviser det modsatte, er de gået min næse forbi.) At arbejdsforholdene i de individuelle lande kan være uacceptable, det er en anden sag, der går på interne rettigheder og love i et givent land. Det er det land, der svigter sine borgere ved ikke at beskytte dem. Det er imidlertid svært at protestere den slags ved at boykotte de billige tøjkæder, da de dyre tøjproducenter jo også benytter sig af denne form for outsourcing – blot med større profit grundet de højere salgspriser. Det bliver meget hurtigt tæt på umuligt at fastslå, hvor man tør lægge sine penge for at bibeholde sin gode samvittighed. Problemet ligger for mig at se derfor i høj grad i landenes manglende menneskerettigheder, ikke i selve branchen. Arbejdsforholdene ER for dårlige i mange asiatiske lande, men det er min klare overbevisning, at det langt hen ad vejen er en problemstilling helt separat fra den problemstilling, jeg ser i kopivarebranchen.

    Jeg håber, det besvarede dit spørgsmål. Jeg vil helst, hvis vi ellers kunne holde kommentarfeltet til den debat, indlægget går på. 🙂

  • For mig er kopivarer på linje med buræg (og nu værre takket være dit indlæg), jeg ville aldrig købe dem. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor nogen vil ha' en billig kopi, af en lækker mærkevare. Er det fede ved en mærkevare ikke, at man selv kan glæde sig over den, hvor lækker den er, fremfor at flashe en (falsk) status over for andre?

  • Jamen selvfølgelig er kopi-varer forfærdelige, og godt at du slår det fast med 7-tomme søm. Jeg vidste ikke at folk troede at det var en “uskyldig” form for kriminalitet, da det for mig er meget naturligt at lyssky businesses selvfølgelig er forbundet og noget virkelig lort. Men derfor kan jeg nu stadig smage en grim smag i munden efter dit indlæg, og det rammer endda ikke, så godt skrevet.
    Jeg forstår bare ikke hvorfor der er så langt fra at fordømme kopi-varer og til at tage afstand fra alt for billigt tøj og tasker m.m. For mig kan man lige så godt se alle sine køb i øjnene, og overveje hvad man virkelig vil støtte. Vi stemmer med vores penge. I nogle regioner vil kvinder hellere være sex-arbejdere end de vil være tekstil arbejdere, selv i “lovlige” fabrikker.

  • Som skrevet ovenfor: Problemet ligger ikke kun i det billige tøj. Det er ikke kun de billige tøjkæder, der benytter sig af billig, asiatisk arbejdskraft, hvor forholdene er uacceptable efter vores standarder. Det gør langt de fleste tøjfirmaer, inklusiv de mere eksklusive. Selv tøj, der fx har et mærke med “made in France”, er med stor sandsynlighed fremstillet i et billigere land, og så er der efterfølgende lavet en minimal detalje i Frankring, der betyder, at det er lovligt at kalde det “made in France”. Det er min oplevelse, at det som forbruger er noget nær umuligt at fastslå, hvor ens tøj reelt kommer fra, og hvordan det er fremstillet. Så med mindre man er villig til at tracke hvert eneste stykke tøj til dets fremstillingssted, så ser jeg det som naivt at tro, at man kan lade være med at støtte rådne arbejdsforhold blot ved at boykotte de billigste tøjkæder. Hvis jeg havde mulighed for at shoppe et sted, hvor jeg med sikkerhed vidste, at arbejdsforholdene var lige i øjet hele vejen igennem fremstillingsprocessen, så var det anderledes, men jeg stoler ikke en fløjtende fis på den industri.

    Og nu er jeg altså nødt til at lukke den her diskussion. Indlægget handler specifikt om kopivarer. 🙂

  • Jeg accepterer fuldt ud, at det er din blog, og du bestemmer, hvad der skal diskuteres. Men jeg kan se, jeg nok er ret enig med min navnesøster 😉 Tak fordi du tog dig tid til at svare udførligt på mit spørgsmål!

    Du får også lige en rose med på vejen: Jeg nyder virkelig at læse med herinde, også selvom jeg ikke altid er enig, så thumbs up til dig! Verden ville også være kedelig, hvis vi alle var enige altid 🙂

  • For at sætte det lidt på spidsen handler det om, at kopivarer for mig er et fuldstændig sort/hvidt område, hvor der på det andet område er uanede gråzoner og rigtig mange ukendte faktorer, der gør, at jeg på nuværende tidspunkt ikke ser en fordel ved at boykotte de billige kæder. Hvis jeg skiftede over til at handle dyrere mærker, ville jeg stadig støtte dårlige arbejdsforhold, jeg ville bare give flere penge for det.

    Og tak for de søde ord. 🙂

  • Miriam, ville fandeme ønske der var mere hjerne som din ude i blogland! Åh gud hvor får jeg lange dadler af, at behovet for et logo på en taske, et par sko eller på en trøje betyder mere end almindelig anstændighed. Vælger at tro, at det simpelthen er fordi, at folk ikke aner, hvad det er, de rent faktisk støtter og køber, når de absolut må købe de tarvelige kopivarer. Må jeg bruge dit indlæg på min egen lille bitte blog? (www.tyndfed.wordpress.com)?

  • Hvis den ikke direkte har haft Céline navn stående på sig, er det faktisk ikke teknisk set en kopivare. Men hvis den har lignet en Céline så meget, gælder det etiske dilemma i hvert fald stadig.

  • Det er en meget mere flydende grænse, fordi Pieces jo ikke udgiver sig for at være Alexander Wang, og modebranchen generelt hugger fra hinanden i stor stil. Langt hen ad vejen er det derfor alment acceptabelt, at den slags finder sted. Personligt kunne jeg dog ikke finde på at købe en taske, der var så specielt designet, at jeg kiggede på den og så en “Brenda”, og den så var fra et andet mærke.

  • Når jeg køber designervarer, gør jeg det i meget højere grad for min egen skyld end for alle andres. Jojo, bevares, det er da skønt med lidt blær, men hvis det er på et kunstigt grundlag? Det får jeg altså ikke noget ud af…

  • Lige præcis! Jeg elsker personligt mærkevarer, men en stor del af det går på innovationen og den gode kvalitet. Begge dele falder fra i det øjeblik, der er tale om en kopivare.

  • Haha, sandt og tak for opråbet. Det sker altid i min kommentarfelt, at der skal diskuteres en eller anden indskudt bemærkning! 😀

  • Det er lige præcis min holdning til mærkevarer, men der er desværre masser af folk, der tiltrækkes af det kunstige statussymbol.

  • Jeg tror, rigtig mange mennesker dels bevidst lukker øjnene og dels ikke har den fjerneste idé om, hvor skidt det står til. Lån du bare løs. Jo flere der spreder budskabet, desto bedre.

Der er lukket for kommentarer.