Shhh… #64


Fårk, jeg synes, påskeferien flyver af sted! Jeg er stadig på 0 siders læsning og en god portion dårlig samvittighed. Til gengæld er de første fødselsdagsgaver allerede i hus, selvom der er flere uger til min fødselsdag… You win some, you lose some.
Hemmeligheder indsendes som altid ganske anonymt lige her. You know you wanna.

Ny regel: I fremtiden ser jeg gerne, at I allesammen går rundt med et billede af mig og Frank i jeres pung, så det er lettere at pimpe mig ud til smækre fremmede med søde katte. Jeg ser potentiale her!

Kommentarer (12)

  • Den med at blive e som hvis man går fra sin kæreste – jeg har været der og følt det! Det gør ondt og man græder meget. Men tro mig du finder noget i dine veninder/søskende/forældre du aldrig troed du kunne opleve med dem!
    For mit vedkommende er det nu over et år siden
    Jeg er SÅ glad. Og jeg kan nu sige nej til sex med ham!

  • Dig med soldaterkæresten – fair nok, du måske ikke kan leve med det, men så gør ham en tjeneste og gå fra ham. Han har uden nogen som helst tvivl KUN gjort det, fordi det ellers var ham, der ville få skudt hovedet af. Hvis du ikke kan støtte ham i det, så skal du ikke blive der, for det vil helt sikkert forfølge ham resten af livet. Og han har sikkert ikke brug for, at du dømmer ham for det. Og det er bare the name of the game, når man er soldat. Kan du ikke leve med det, så kan du jo slet ikke leve med alt det, han står for. Kh en Army Wife (hvis mand heldigvis ikke har slået nogen ihjel, men havde han gjort det, ville jeg vide, at det var det, der havde reddet hans liv, og været taknemmelig for, at det så var ham, der ramte først)

  • Det er så faktisk min hemmelighed. Jeg ved det nok inderst inde godt. Men det er hårdt, når man næste gang bliver 30. Og alle man kender enten er gifte eller har børn. Plus hvem ved om der over hovedet er andre der vil have mig ?

  • Tro mig det er bedre at være ensom alene end sammen med en. Jeg gik fra min kæreste gennem tre år for fire måneder siden, det er surt, hårdt og ensomt, men nu er bedre end senere.

  • Du har sgu nok ret. Som sagt ved jeg godt, at det var nødvendigt. Selvfølgelig skød han ikke først, og selvfølgelig var alternativet, at han selv var blevet ramt. På den måde har han jo gjort det helt rigtige, og jeg ved godt, at det er the name of the game. Det er selve gamet, jeg ikke forstår. Hvordan støtter man nogen i det? Hvordan bakker man op, når han tager i krig? Når han har magten til at tage et andet menneskes liv – og bruger den? Og når man ved, at han risikerer alt i hele verden?

  • Det kan kræve oceaner af tid, og vilje, at finde “styrken” til at støtte sin mand i at tage i krig – og det at forstå hele gamet. Seriously, hvorfor vil nogen byde sig selv og sin familie at drage i krig?
    Nogen når aldrig dertil, hvor de kan acceptere det (kender flere der har meldt pas af selvsamme grund). Det er helt OK! Du skal også have det godt med dig selv i det forhold – og det lyder måske ikke til, at I er helt på bøljelængde i forhold til emnet. I forhold til opbakning af din kæreste, når han skal i krig, så ved jeg af erfaring, at det bedste er at tale åbent om tingene, være 100 procent ærlige og samtidig give plads.

    Afslutningsvis, så skal du være stolt af ham – stolt af, at han risikerer sit eget liv for andre menneskers. Stolt af at han har modet til det! Han bruger kun magten til at tage et andet menneskes liv, hvis andre først har sat hans eller hans kammerater/kollegaers liv i fare, husk det. 🙂

    Jeg håber I begge kan finde ro – på den ene eller den anden måde.

    Hilsen endnu en army wife (hvis mand også har været nødt til at affyre skud, og som snart skal afsted igen)

  • Tak! Det var virkelig opmuntrende og sødt sagt! Det er stadig meget nyt, og jeg gør en ihærdig indsats for at prøve at forstå det hele – det er en helt ny verden for mig, og den virker så … primitiv? Jeg har svært ved at være stolt af det, for jeg synes, der er stor forskel på at forsvare sit land og at drage i krig i et andet land – og jeg ved også, at jeg bakker ud, hvis han beslutter at tage af sted igen. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at sidde derhjemme og vide, at han måske ikke kommer hjem. I er pisseseje, at I kan klare det! I må være gjort af noget helt særligt.

  • Også mig! Kunne forstå hvis han havde slået hånden af hende, men ligefrem at skære den af.. Så er det ikke for sjov længere. Haha 😀

  • Tak for opmuntring. Vi taler her på den anden siden af 10 år og frygten for at ende som gammeljomfru, men nu må vi se hvad det ender med. Lige nu føles det jer i al fald ikke rigtig.

  • Jeg fylder 29 i overmorgen, og så jeg er også lige ved at være der aldermæssigt. Var også temmelig panikken en overgang, men blev enig med mig selv om, at jeg heller vil elske et liv som kattedame, end jeg vil være i et forhold bare for at være det. Vi har sgu fortjent bedre end det, du!

Der er lukket for kommentarer.